I sidste uge blev der afviklet et seminar om samtidscirkus hos DYNAMO Workspace i Odense i et samarbejde mellem Dansk Samtids Cirkus og Projektstøtteudvalget for Scenekunst.
Dansk Samtids Cirkus er den nystiftede brancheforening (etableret i maj i år), der arbejder for ligestilling af cirkus som scenekunstform – og et navn, der både dækker over genren nycirkus og andre nye cirkusgenrer.
Og nu melder Projektstøtteudvalget for Scenekunst ud, at man har indgået et samarbejde med Riksteatern om at være partner på CirkusExpo i Stockholm, der både er en messe, en udbudsdag og en mødeplads for cirkuskompanier og arrangører.
Indtil nu har det ellers nu været svenske og finske kompagnier, der kunne deltage, men med det nye partnerskab bliver det også muligt for danske artister og kompagnier at netværke og pitche deres forestillinger.
Det er helt i tråd med Scenekunstudvalgets ønske om at fremme udviklingen af nye scenekunstformer, og udvalget har valgt at have fokus på samtidscirkus for at hjælpe med til at give genren et ekstra løft.
Næste CirkusExpo finder sted 16.-17. februar 2024, ansøgningsfrist for at deltage med forestillinger er 15. oktober i år.
Læs mere om CirkusExpo, ansøgning m.v.:
https://www.riksteatern.se/cirkusexpo
Det er muligt at søge om økonomisk støtte til at deltage på CirkusExpo i 2024 i puljen Scenekunst: Internationale aktiviteter. Frist er 2. oktober 2023.
Se ansøgningsvejledningen her
Det er også muligt at søge puljen Scenekunst for børn, unge og voksne.
(Billedet: Appetizer for CirkusExpo 2024. Foto: Markus Garder)