Kiosken foran Riddersalen, Allégade på Frederiksberg, har siden 2016 været omdrejningspunkt for gratis sommerteater. Her får publikum og forbipasserende fortællinger om steder, historier og personligheder, der har sat deres præg på byen.
Det sker også i år, hvor Riddersalen byder på forestillingen ’Bedste Barnepiger’, der har premiere 2. juni kl. 17 og spiller frem til 7. juli – med gratis adgang for alle og altså teater under åben himmel.
Det er atter Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll, der byder på underholdning på den lille scene under kastanjetræerne. Her fortæller de i rollen som barnepiger om flere århundredes børnepasning med lege, godnathistorier, rim og remser og kærlig opdragelse.
’Bedste Barnepiger’ er skrevet af Signe Birkbøll og instrueret af Geir Sveaass. Den varer 30 minutter og anbefales for alle fra fem år og op.
Spilletidspunkter: 4. – 26. juni: tirs. – fre. kl. 10.00 / lør. og søn. kl. 11.00 og 13.00. 27. juni – 9. juli: tirs. – søn. kl. 11.00 og 13.00
Og så skal det da lige med, at Kiosken er tegnet af Signe Birkbøll og opført af Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing, frit efter Fritz Kochs Københavnerkiosk fra 1896.