13. december 2016

Ny bestyrelse for Teatercentrum på plads

Det har taget hans tid, som de siger i Jylland, men nu er Teatercentrums nye bestyrelse for perioden 2017-20 endelig på plads her tre uger før skiftedag.

Til gengæld er sammenfaldet med den nuværende bestyrelse så stort, at kun en enkelt person er skiftet ud.

Det er Jørgen Carlslund (kunstnerisk leder på ZeBU), der erstattes af Gitta Malling, leder af Limfjordsteatret og tidligere formand for TIO, der har udpeget Gitta Malling og genudpeget Kennet Gall (Teater Hund) til kompetencecentrets bestyrelse.

Derudover fortsætter formanden Mai Buch (adm. dir. CompetenceHouse), og Jens Overgaard (kulturchef) samt Jette Pedersen (teaterforeningsformand).

Denne bestyrelse skal så også være med til at iværksætte den nye organisationsstrategi for Teatercentrum, som efter planen offentliggøres i slutningen af januar 2017.

Teatercentrum er arrangør af Aprilfestival, står bag repertoirekataloget Den Røde Brochure, er udgiver af herværende portal og i øvrigt har gang i en masse aktiviteter omkring formidlerkontakt, Kulturpakker, KulturCrew, internationale projekter (p.t. i Kina) m.v.

Kort om bestyrelsen:   

Mai Buch (formand): Administrerende direktør i Competence House og   formand for Symbionfonden. Tidl. næstformand i Københavns Teater og tidligere økonomidirektør ved Det Kgl. Teater i perioden 1992-1998. Udpeget   kulturministeren.

Gitta Malling: Teaterleder på Limfjordsteatret siden 2001, tidligere formand for Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) 2011-16. Udpeget af TIO.

Kenneth Gall: Adm. leder og producent hos Teater Hund og adm. konsulent på DramatikerVæksthus. Tidligere projektkonsulent hos Scenit (2014-16I). Udpeget af TIO.

Jette Glavind Pedersen: Formand for Teaterforeningen Bornholm og tidligere bestyrelsesmedlem i Danmarks Teaterforeninger (DT) gennem 14 år. Udpeget af DT.

Jens Overgaard: Kulturchef i Ballerup Kommune. Udpeget af KL – Kommunernes Landsforening.

(Billedet: Gitta Malling er ny i bestyrelsen for Teatercentrum, hvor hun afløser Jørgen Carlslund fra årsskiftet. Foto: Carsten Jensen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne