Egnsteatret Masken, der har fast tilholdssted i Nykøbing Falster, får pr. 1. september ny administrator, idet teatrets mangeårige administrator og medleder, Bodil Vigsø, har valgt at gå på pension.
Afløser er Hannah Karina Mikkelsen, der er et kendt navn i det lokale kulturliv. Hun har siden 2002 bl.a. drevet egen grafisk designfirma, influence, og er bl.a. kvinden bag festivalplakaten, da Nykøbing Falster/Guldborgsund Kommune i 2006 var vært for den store april-festival.
Hannah Karina Mikkelsen er dog også uddannet skuespiller – og fakir – og har været med til at starte det københavnske teater Grob.
Bodil Vigsø har været aktiv i årtier i Masken, der startede som professionelt teater i slutningen af 1970’erne og nu er egnsteater i Guldborgsund Kommune, og selvom hun nu går på pension, fortsætter hun i en overgangsperiode som medlem af teatrets dramaturgiat.
I anledning af skiftedagen inviterer Masken til reception fredag den 18. september fra kl. 14.
Se mere om teatret på www.masken.dk