Teaterforeningen i Odsherred, der nu om dage hedder Teater og Musik Odsherred, har i flere årtier stået i frontlinjen, når det gælder om at arrangere teater for børn og unge.
I mange år har man også troligt sæson efter sæson sendt en opgørelse til Børneteateravisen med oplysninger om, hvilke teatre og forestillinger der topper den aktuelle sæson.
Det er en fin service, som andre teaterforeninger er velkomne til at eftergøre, for det giver da et interessant indblik over det lokale formidlerarbejde i en tid, hvor mange turnerende børneteatre klager over faldende salg.
Teaterforeningen i Odsherred har sågar sat tal på sæsonens publikum forlods, nemlig 4.886 børn og deres ledsagende voksne fra skoler, børnehaver, vuggestuer og dagpleje.
De får i alt 107 teaterforestillinger i sæson 2012-13, fordelt på 33 teatre. Alle disse forestillinger spilles om formiddagene. Mens børnehavebørn og skolelever får glæde af to forestillinger hver, bliver der en enkelt forestilling til dagplejebørn og vuggestuebørn.
Til gengæld er der gratis adgang for alle, takket være et tilskud fra Odsherred Kommune og den generelle refusionsordning.
Det energisk børneteaterudvalg med Britta Skov i spidsen har også arrangeret fire familieforestillinger på fire søndage på Odsherred Teater, hvor børn og deres forældre kan få en fælles oplevelse.
Teater og Musik Odsherreds børneteatersæson begynder her den 23. august med Batidas slidstærke musikalske ’Ouverture’, men teatret er dog ikke på denne sæsons top-ti over gæstende turneteatre i det nordvestsjællandske.
Her topper Nørregaards Teater med 13 forestillinger, fulgt af Team Teatret med 12 og Uppercut med 10 forestillinger.
Denne top-tre snyder dog lidt, for Nørregaards Teater dækker udover ni forestillinger med ’Mig og Callas’ også over to samarbejdsproduktioner fra Teatret st.tv. og en fra Teater O, mens både Team Teatret og Uppercut Danseteater kommer med to foreskellige produktioner.
Top-ti-listen ser i øvrigt således ud i sin helhed (med antal forestillinger i parentes):
1. Nørregaards Teater/Teater O og Teatret st.tv.. Mig og Callas (9), Alfred – en emigrant fra Lønneberg (2), Jeg mig fuck dig (1), Den sultne larve Aldrigmæt (1)
2. Team Teatret: Min mormors gebis (9), Pelle Erobreren (3)
3. Uppercut Danseteater: Skal vi danse? (8), The Discovery (2)
4. Alias Teaterproduktion: 4,1 promille (9)
5. Andersens Kuffertteater: Konen i muddergrøften (7), Den standhaftige tinsoldat (1), Nattergalen (1)
6. Randers Egnsteater: Det er ganske vist (3), En heldig kartoffel (1), Kludedukken (1), Under mit træ (1)
7. Odsherred Teater: Landet (5)
8. Fortællekunsten: Guavajagten (4), 1807 CHP Blues (1)
9. Det Fortællende Teater: I Guder (2), Holger (2), Absalon (1)
10. Teatret Aspendos: Guleroden der ikke ville op (3), Oles Nye Autobil (1)