14. september 2019

Nørregaards Teater åbner Vollsmosescenen

Med taler, gæsteforestilling og lidt mundgodt åbner Nørregaards Teater en ny scene i Vollsmose lørdag 14. september.

'Vi glæder os over at skulle udvide til en helt ny bydel, få nye arbejdsrelationer, møde nyt publikum – det er en drøm der går i opfyldelse, at vi nu kan øge vores kapacitet og præsentere teater for endnu flere børn og unge i Odense', lyder det i en glad pressemeddelelse i forbindelse med åbningen.

Og teaterleder Carsten Wittrock uddyber kort planerne for det nye spillested overfor Teateravisen:

»Nørregaards Teaters scene i Vollsmose betyder, at vi åbner en ny scene, så vi har to scener i Odense. Scenen er både til produktion og præsentation, og i det udsendte program for 2019-2020 er der 15 titler, med ca. 60 opførelser i alt på den nye scene.
Vi har en aftalemål med kommunen om at i løbet af de tre år at nå et publikum på 2000 publikummer på scenen årligt.
Vi har allerede nu lavet aftaler med andre teatre om at producere og co-producere på scenen i den tre-årige aktivitetsaftale, vi har lavet med Odense Kommune.«

Det er i hvert fald et spændende tiltag at inddrage et udsat område som Vollsmose i teatrets aktiviteter. Der er mange børn her, som vil have glæde af at møde dansk børneteater i nærmiljøet – og som Carsten Wittrock tidligere har udtalt, så er det Nørregards Teaters mål at nå ethvert barn i Odense Kommune mindst én gang om året med en scenekunstnerisk oplevelse’.

(Billedet: Carsten Wittrock glæder sig til den nye udfordring med Vollsmosescenen, der indvies lørdag. Foto: Daniel Buchwald)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne