27. februar 2012

NoCanDo åbner teaterskole

NoCanDo, der er et lille turnerende børneteater med speciale i dukketeaterforestillinger, har via et tilskud fra Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Fonden fået mulighed for at finde nye lokaler på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg.

De skal bruges til både at kunne spille de mindste af teatrets forestillinger og til at oprette en ny dramaskole for børn og unge.

NoCanDo, der blev stiftet i 2008, er netop nu aktuel med en ny forestilling, ’Albedo’, der er blevet produceret med et tilskud på 400.000 kr. fra Scenekunstudvalget og kan ses som gæstespil på Zangenbergs Teater fra 31. marts til 12. april – og senere i april også på Festival 2012 i Ringsted og Sorø fra 22.-29. april.

Men her og nu gælder det altså H. C. Ørstedsvej 20 på Frederiksberg, hvor Teater NoCanDo og Teaterskole NoCanDo fredag den 2. marts åbner op for de stationære aktiviteter.

Allerede tirsdag den 6. marts starter det første hold på dramaskolen, hvor undervisningen  vil blive varetaget af uddannede teaterfolk med forskellige baggrunde, bl.a. teatrets stifter, Lone Pedersen, og Christian Adelhorst Rossil, der tilsammen udgør teatrets kunstneriske ledelse og faste kerne.

Sidstnævnte fortæller, at lokalerne sætter naturlige begræsninger for optaget af elever, men man starter ud med seks hold med max. 12-15 elever, dog færre på holdene for instruktion og manuskript.

’Det handler ikke om at starte en skole, der uddanner små skuespillere. Vores mål er at skabe et hus der præsenterer børn og unge for hvad det vil sige at være skuespiller. Vi vil tage udgangspunkt i hver enkelt elev og forsøge efter bedste evne, at lytte til hvor de er og hvad deres kreativitet kan. Vi vil invitere dem til at arbejde med kunst, give dem mulighed for at møde andre og på en seriøs og sjov måde arbejde med teater.
 Teatret og skolen hænger sammen og det vil der blive draget fordel af. De to institutioner skal hjælpe hinanden og være med til at bidrage til et varieret og interessant kulturtilbud på Frederiksberg’, lyder det i en pressemeddelelse fra NoCanDo, hvis kunstneriske leder, Christian Adelhorst Rossil, forsikrer om høje kunstneriske ambitioner og målsætningen om at skabe et lille teaterhus, hvor den professionelle teaterverden møder alle, der er interesseret i scenekunst.

»Vi vil hele tiden udvikle på, hvordan teatret og skolen kan brug hinanden, for det er helt klart en ambition for os, at skolen skal være en integreret del af teatrets identitet,« siger Christian Adelhorst Rossil.

Håbet er også på sigt at kunne udvide stedet – eller måske finde større lokaler – så NoCanDo kan spille alle deres repertoire-forestillinger stationært, selvom turneaktiviteten skal fortsætte.

NoCanDo inviterer til åbent hus, besigtigelse af de nye lokaler og en teatersnak fredag den 2. marts 2012 kl. 15-19 på H.C. Ørstedsvej 20 st.tv., 1879 Frederiksberg.

Læs mere om teatret, teaterskolen m.v. på www.nocando.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne