8. april 2023

Næstved lægger billet ind på Aprilfestival – i 2025 eller 2026

Mens starten på den korte udgave af Aprilfestival 2023i Syddjurs Kommune fra 21.-23. april hastigt nærmer sig, går man i Næstved Kommune nu offentligt ud med sin interesse for at få en ugelang Aprilfestival i 2025 eller 2026.

Det er lokalpressen i form af Sjællandske, der 3. april har sat muligheden for festivalen i Næstved på forsiden under overskriften ’Verdens største teaterfestival for børn og unge på vej til byen’.

Avisen fortæller, hvordan en henvendelse fra Teatercentrum har sat gang i sagen, som nu har været behandlet i Kultur- og Idrætsudvalget, hvor et flertal har sendt en anbefaling videre.

Det er nu op til Økonomiudvalget at finde det flertal, der skal sige ja til at finde økonomien til at huse festivalen. Hvilket vil sige op til 5,5 mio. kr. – hvor man dog får refunderet halvdelen af Kulturministeriet via refusionsordningen.

En begejstret artikel inde i bladet fortæller om den ’gigantiske festival’ og de over 100 teatres invasion i byen.

Man kender dog til festivalen fra tidligere, idet Næstved Kommune har været vært både i 1991 og 2008 – begge to succesfulde festivaler.

’Jeg synes, at det lyder som en begivenhed, der nærmest er lavet til Næstved’, lyder det fra kulturudvalgsformand Andreas Pourkamali (R) med henvisning til kommunens unikke børnekulturliv.

En del af det udgøres i øvrigt af det lokale egnsteater, Dansk Rakkerpak & Faster Cool, og teaterleder Niels Grønne udtrykker i avisen også sin glæde over muligheden for at få Aprilfestival til Næstved. Egnsteatret vil i givet fald være et væsentligt aktiv i samarbejdet omkring festivalen.

Det er altid rart for arrangørerne med et så positivt offentligt udspil, men nu venter så den nødvendige politiske proces frem mod en egentlig aftale.

(Billedet: Begejstret avisforside på Sjællandske den 3. april byder Aprilfestivalen velkommen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne