8. april 2019

Næste år i Holbæk

De over 100 turnerende børne- og ungdomsteatre, der deltog i Aprilfestival 2019 i Hjørring, er nu draget videre efter at have spillet over 600 gange i Hjørring – og Frederikshavn, der var koblet på arrangementet med opførelser på skoler fire hverdage i festivalugen.

Lørdag aften festede de mange teaterfolk for en sidste gang i indkvarteringsstedet i feriecentret i Skallerup Klit. Og her gav festivalens lokale og højeffektive projektleder, Leif Lund Jakobsen (se portrætartikel) stafetten videre til næste års festivalværtskommune, Holbæk, hvor Aprilfestival 2020 afvikles fra 19.-26. april 2020.

Det blev gjort med gode ord og en indrammet festivalplakat, som blev overrakt til to repræsentanter for den teaterkyndige ungdom i Holbæk: Esther og Katrine, elever på Holbæk Drama College – der er et teaterintensivt undervisningstilbud, Scenisk Grund Kursus, på Stenhus Gymnasium i et partnerskab med Teatret Fair Play og Holbæk Teater.

Netop disse tre institutioner vil givet være meget aktive i forbindelse med afviklingen af næste års festival i Holbæk, hvis tema i øvrigt bliver 'Mødet, Gnisten & Drømmen'. Det blev afsløret, da plakaten til Aprilfestival 2020 blev præsenteret i postkort-form denne festfyldte lørdag aften.

Aprilfestival – teater for små & store, som den fulde titel for verdens største festival for turnerende børne- og ungdomsteater jo er, runder i Holbæk et smukt jubilæum. Det bliver nemlig teaterfestival nummer 50 i en ubrudt række af festivaler, arrangeret af Teatercentrum, der startede i Herning i 1971. Dengang afviklet over en weekend i november med 15 teatre, 25 forestillinger og 32 opførelser…

(Billedet: Projektleder og kulturkonsulent Leif Lund Jakobsen overrakte en indrammet plakat fra Aprilfestival 2019 til Esther og Katrine fra Holbæk, da han lørdag aften gav festivalstafetten videre. Foto: Søren K. Kløft)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne