De manglede en pige til en forestilling, og hun skulle kunne spille på alle mulige forskellige instrumenter. Og ikke bare almindelige instrumenter, også ting der spillede en rolle i forestillingens scenografi.
»For eksempel skulle jeg spille på et babyklaver med halvanden oktav, der bare sagde ding, ding.«
Det var Ditte Rønn-Poulsens første gang som medvirkende musikant og komponist af musik til børneteater. Hun havde i mange år studeret og spillet musik i forskellige sammenhænge – også for børn – men aldrig lavet teater.
Efter en improvisationskoncert, som blev spillet på Team Teatret i Herning, blev hun kontaktet af teatrets dramaturg og kastede sig ud i det udfordrende projekt at lave ’bestillingsarbejde’.
Det var vigtigt for Ditte Rønn-Poulsen ikke at tænke så meget i, at hun skulle lave børnemusik:
»Jeg ville ikke lave noget særlig ’børnemusik’, det skulle bare være så god musik som muligt. Det fanger nemlig også børns opmærksomhed.«
Inspirationen fandt hun især i filmmusik, og i de stemninger, der allerede var i historien.
»Vi havde et dogme om, at så meget som muligt skulle spilles på ting, der i forvejen var en del af scenografien – det skabte automatisk en vis enkelhed.«
’Nu er det lidt uhyggeligt’
I film er det ofte sådan, at der er musikalske temaer til karaktererne i historien. Temaerne kommer igen i forskellige variationer i løbet af filmen.
I ’Det lille hus’ var det ikke de enkelte personer, der havde et tema, men de forskellige stemninger. I forestillingen skifter historien mellem at foregå om natten og om dagen, og natten havde så sit eget særlige og lidt magiske lydunivers, fortæller Ditte Rønn-Poulsen.
Nattens lydunivers var det eneste, der ikke blev skabt udelukkende på scenen. Her havde Ditte indspillet sin stemme og manipuleret med lyden, så den kom til at lyde dybere og helt synthesizer-agtig.
»Der var jeg faktisk i tvivl om, om det var lidt for uhyggeligt.«
Men en test på en flok børnehavebørn viste, at de slet ikke opfattede det sådan.
»Jeg synes stadig, at de skal igennem de stemninger. De skal mærke, at nu er det lidt uhyggeligt, og nu gør det lidt ondt, og nu er det lidt sørgeligt.«
Men det kan nu alligevel godt blive for meget, og der er grænser for, hvor patos-melankolsk det må blive, mener Ditte Rønn-Poulsen. Når der også står en skuespiller på scenen og skaber stemning, så kan det godt køre lidt for meget op, så de bliver kede af det.
»Så det var lidt med at fornemme: Hvor meget kan de klare?«
Billig-Leif og Badminton-Bodil
For at finde inspiration tog hele holdet bag forestillingen på udflugt til ’Billig-Leif’, der havde en gård fyldt med ragelse og dimsedutter. Her fandt de masser af ting, der satte gang i fantasien og i legen.
»Vi satte os ned og legede som om vi var seks år. Vi havde købt et ark med øjne, som vi blandt andet satte på en badmintonbold – og pludselig var Badminton-Bodil skabt, og havde virkelig noget personlighed.«
Ditte Rønn-Poulsen fortæller ivrigt om Badminton-Bodils tilblivelse, og hvordan hun brugte legen konkret, når hun skulle komponere musikken til forestillingen.
»Jeg prøvede at forestille mig, at jeg var en seks-årig pige, der legede. Man synger på en bestemt måde, når man synger for sig selv,« forklarer hun og synger en enkelt frase med luftig lillepigestemme.
Det krævede noget leg at finde tilbage til barnet i sig selv, men for Ditte Rønn-Poulsen var der også noget frigørende ved ikke at skulle være ’sig selv’ på scenen, at hendes stemme ikke tilhørte hende, men forestillingen.
»Det er ikke mig, Ditte, der synger – det er figuren.«
Det gjorde, at hun slap for de sædvanlige sangerbekymringer – hvordan skal jeg lige synge det her, og synes de nu jeg synger godt?
Tekop-jacuzzi
Ren musikalsk åbnede det op for nogle helt nye stemninger i hendes univers fx at skulle skrive en ubekymret legesang:
»Jeg fandt ud af, at jeg har svært ved at lave noget, der ikke har en snert af melankoli.«
Det melankolske var der dog også brug for i løbet af forestillingen – og også det mystiske. Klokkespillets magiske og genkendelige klang skulle give børnene den fornemmelse, at forestillingens hovedperson Sofie måske var inde i sit dukkehus om natten, når alting var mørkt og uigenkendeligt.
»Den moralske voksenpædagogiske pointe med forestillingen var, at man ikke behøver det nye store plastik-legehus fra BR for at kunne lege med dukker. Man kan godt lave sine egne dukker, man kan godt lave sit eget dukkehus med de ting der nu er, hvis man bruger sin fantasi,« forklarer Ditte og demonstrerer, hvordan hendes blå tekop ville være en udmærket jacuzzi, hvis man havde dukke-størrelse.
Undervejs i forestillingen fik Ditte Rønn-Poulsen prøvet kræfter med sider af sin musikalitet, som hun ellers ikke bruger så tit. Blandt andet spillede hun både på harmonika og på guitar, hvilket var en smule grænseoverskridende for hende.
I det hele taget åbnede det op for en mere umiddelbar tilgang til at lave musik, at det legende og fantasifulde var i fokus i forestillingen. Ditte Rønn-Poulsen fik øjnene op for, hvad musik gøre i samspil med en historie:
»Jeg kan se, at musik i teatret kan noget, som jeg nogle gange savner i koncerter – også i mine egne. I teatret er der højt til loftet og plads til, at man kan gå igennem mange musikalske udtryk og genrer i løbet af den tid forestillingen varer – man kan bygge stemninger op over lang tid, i modsætning til i den rytmiske musik, hvor et musiknummer som regel kun har fire minutter til at fortælle en historie og runde den af igen.«
Filmteater i surround
Selvom én af børneteatrets store forcer er det nærværende og intime, er der ingen der siger, at det skal være forbudt at skeje ud i fantasien. Ditte Rønn-Poulsen kunne i hvert fald godt drømme om en forestilling, der slog helt ud med armene – og skruede helt op for blusset. Gerne én, der involverede musikken mere, som fx en teaterkoncert med den vildeste lyd og dansere og 12 musikere – og helst med surround-sound.
I det hele taget kunne hun godt tænke sig at lege med at låne flere elementer fra film, fx at have et underliggende musikalsk spor, der kører hele tiden.
»Der er jo altid meget mere musik på film, end man opdager.«
Det er selvfølgelig dyrt og teknisk krævende at sætte den slags produktioner i værk, og så er man selvfølgelig også væk fra det turnerende børneteater – men det ene behøver jo ikke udelukke det andet, fastslår Ditte Rønn-Poulsen.
Astrid Myrup er bachelor i musikvidenskab, med kulturformidling som tilvalg. Hun læser p.t. kommunikation på Copenhagen Business School. Derudover er hun udøvende komponist og sangerinde i bandet Apricot Avalanche
.
