15. marts 2021

Når børneteaterforestillingen kommer kørende

Selvom forårsvejret ikke viser sig fra sin allervarmeste side i disse dage, er Svanen dansk-tjekkisk dukketeater i fuld gang med at spille 'Kejserens nye klæder' for børnehavebørn i Odense. De startede i Børnehuset Skarntyden i fredags og skal de næste 14 dage spille for ni andre børnehaver i Odense.

Svanens TeaterTrailer kan nemlig tage hele forestillingen med rundt til de enkelte børnehaver, hvor børnene så bænkes 30-40 stykker foran scenen i deres faste grupper, hvor der så skal være to meter mellem. Forestillingerne er altid udendørs og spilles i (stort set) i al slags vejr. 

Teaterleder og spiller Kim Westi sørger sammen med medspiller og dukkemager Patricie Homolová for at spritte bænkene af både før og efter forestillingerne og i øvrigt holde behørig afstand til børnene. 

Svanen spillede også sine udendørs trailer-forestillinger efteråret frem til starten december, hvor nedlukningen ramte igen.

»Vi har fra marts 2020 til og med marts 2021 aflyst 38 forestillinger og dertil kommer to aflyste Aprilfestivaler og en Horsens-festival – og så er der jo alle de forestillinger, som arrangørerne pga. corona-krisen ikke har bestilt,« fortæller Kim Westi til Teateravisen.

Se mere om dukketeatret Svanen på teatrets hjemmeside: https://svanen-dukketeater.dk

(Billedet: Svanens TeaterTrailer var kørt i stilling ved Børnehuset Svenstrup i Odense mandag. Der spilles selvfølgelig forestilling, selvom vejret ikke er det bedste. Foto: Kim Westi)  

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne