Beirut henligger i tusmørke.
Skuespillerne Niels Grønne og Niels Peter Kløft står på taget af kulturhuset Zico House i centrum af byen. Tre etager under dem bruser aftentrafikken afsted, mens solens sidste stråler kæmper en forgæves kamp for at trænge igennem den brune smog, der ligger over hele området. Aftentemperaturen ligger lige omkring de 27 grader celsius.
Niels Grønne og Niels Peter Kløft skal til at starte en workshop for 19 lokale teaterfolk. De skal præsenteres for et lille udvalg af Jacques Lecoq-slapstick-metoder, som Dansk Rakkerpak til daglig gør brug af i deres egne forestillinger.
Et jordansk tv-hold på intet mindre end syv personer skaber lidt uro – de skal have de rigtige billeder med hjem og forstyrrer lidt med kamera-mand, skarpt tv-lys og kabler.
Kunsten at slå – uden at slå
Da tv-holdet er gået, kan workshoppen endelig komme i gang, og mens der kaldes til aftenbøn fra en nærliggende minaret, tager Niels Grønne og Niels Peter Kløft fat. Mørket har nu lukket sig tæt og begsort omkring det flade hustag, hvor workshopdeltagerne står på et trægulv badet i stærkt lys fra to arbejdslamper. Som en ø af lys i et mørkt og stille hav.
De næste tre timer – kun afbrudt af en lille pause, hvor deltagerne ivrigt tjekker deres iPhones og drikker lidt vand – får de lokale teaterfolk bl.a. et indblik i hvor nemt, det ser ud, når slapstick udføres på scenen, og hvor svært det i virkeligheden kan være at lære selv det mest grovkornede trick: Hvordan flår man f.eks. én i håret eller næsen (uden at det gør ondt!), sparker én bagi eller stikker én en finger i øjet (uden at det går galt!) eller uddeler en ørefigen (uden at ramme!).
Der arbejdes koncentreret, men ikke alle undgår at komme ud af øvelserne uden både blå mærker og en øm kind. Der svedes og – ikke mindst – grines meget undervejs: Slapstick kan jo læres, men der er ingen genveje til den sublime teatralske ørefigen… av!
Børnehjem og arabisk kaffe
Dagen efter står Rakkerpakket på en sportsplads på Dar Laytam Lislamia – et islamisk børnehjem og skole i den sydlige del af Beirut. Her skal ‘Rickshaw’ spille sin første af i alt tre opførelser under Beirut Street Festival.
Selve rickshaw’en er netop ankommet i en stor trækasse direkte fra tolden i lufthavnen til børnehjemmets parkeringskælder, og nu bliver der travlt med at gøre alt klar til forestillingen, der er programsat til kl. 17.00.
Det nyindkøbte, lokale bilbatteri skal installeres, røgmaskinen oplades og kostumerne pakkes ud.
Børnehjemmet stiller et ubenyttet klasselokale til rådighed som omklædningsrum og base. En dame dukker op bærende på en stålbakke med små hvide kopper arabisk kaffe, der dufter sødt og af kardemomme. De bliver hurtigt drukket, og det gør ni liter flaskevand også på denne fugtige, solrige eftermiddag…
Arrangørerne har lovet et publikum på ca. 200 børn. Men ca. en halv time før ‘Rickshaw’ skal gå på, går det op for både arrangører og teater, at publikummet bliver en anelse større.
Tusind til teater
Børnehjemmet har nemlig besluttet at køre elever, lærere og børn ind fra naboskoler og institutioner i busser, og da forestillingen endelig kan gå i gang, sidder der hele 1.000 børn på publikumsopbygningen på børnehjemmets sportsplads. Der er børn i førskolealderen og helt op til gymnasieskolen. De sidder på snorlige rækker, og lærerne sidder placeret blandt eleverne og sørger for ro og orden under hele forestillingen. Tys, tys!
Ved dén lejlighed slår Dansk Rakkerpak sin hidtidige publikumsrekord for én enkelt opførelse; men det er ikke noget at være stolt af. Niels Grønne og Niels Peter Kløft vil jo helst spille intimt teater for forholdsvis små grupper, så forestillingens små finurligheder og detaljer når bedre ud.
Dét lykkes ikke, når der er et helt fodboldstadion, der kigger på. Men de fik da lokket smilene frem flere gange hos de mindste børn undervejs i den 45 minutter lange forestilling om den ulidelige koloniherre og den snarådige rickshawchauffør.
Bankfolk og skopudserdrenge
De følgende to dage går det bedre. Her spiller Dansk Rakkerpak nemlig mere i deres rette element; på offentlig vej. Således foregår én forestilling på et forretningsstrøg midt i byen, hvor reportere og kamerafolk fra de lokale tv-stationer sammen med bankfolk og skopudserdrenge står side om side og både undres og griner ukontrollabelt sammen.
Ved denne lejlighed er det dog iøjnefaldende i hvor høj grad, at pressen fylder op – der er faktisk flere tv-hold og pressefotografer end almindeligt publikum. Kamerafolkene maser sig frem for at få deres billeder, og både skuespillere og festivalarrangørerne fra Zico House giver mange små interviews efter forestillingen. Jo, festivalen har gjort sit hjemmearbejde på PR-siden – her kunne hjemlige festivalarrangører måske lære noget…?
Palmesus og McDonald’s
Den tredje og sidste opførelse af ’Rickshaw’ på festivalen spilles en sen eftermiddagstime en lørdag på Beiruts elegante strandpromenade. Her får bl.a. højtråbende te-sælgere og smarte, solbrillebærende piger i stramme joggingsæt motioneret smilebåndene, mens Niels Grønne og Niels Peter Kløft sveder bravt til lyden af både palmesus og Middelhavets bølger, der slår mod kystsikringen bare 30 meter borte.
Det kan være lidt svært at trænge igennem alt den baggrundsstøj, og nemmere bliver det ikke, da det lokale 12-voltsbatteri pludselig nægter at samarbejde. De sidste 20 minutter af forestillingen gennemføres uden hverken underlægningsmusik eller underbyggende lydeffekter.
Skuespillerne ærgrer sig, men publikum opdager vist ikke noget – heller ikke de mange tilskuere med papbægre fra den nærliggende McDonald’s-restraurant, hvis karakteristiske gule navnetræk udgør en højest bizar kulisse til den historie om imperialisme og gensidig udnyttelse, som Dansk Rakkerpak fortæller i ’Rickshaw’.
Da forestillingen er slut og bifaldet døet ud, begynder farverne at gråne på tilskuernes ellers så spraglede tøj – tusmørket kryber atter ind over Beirut…
