14. november 2012

Mogens Holm meldt til politiet

Situationen omkring Taastrup Teater udvikler sig nu drastisk.

Høje Taastrup Kommune traf 23. oktober beslutning om at nedlægge teatret som egnsteater i kølvandet på faldende statslig refusion til teatret og manglende kommunal lyst til at bekoste et producerende teater – der i høj grad havde børne- og ungdomsteater på paletten tillige med en lang række særdeles roste kulturelle integrationsprojekter.

I aftes – 13. november – besluttede Høje Taastrup Kommunes økonomiudvalg så if.  Kulturen på TV 2 NEWS at melde den afgåede teaterchef, Mogens Holm – der nu er kulturchef i Københavns Kommune – til politiet.

Ifølge en 63 sider lang undersøgelse fra Kommunernes Landsforening har Mogens Holm misbrugt sin stilling til forskellig former for berigelse.

Bl.a. har han som chef for Taastrup Teater indgået kontrakter med sig selv under pseudonym og derved handlet i strid med forvaltningslovens regler om inhabilitet. Det drejer sig om to oversættelser, som han har givet sig selv 236.000 kr. for. Dertil anklages han for at have købt rejser, koncertbilletter, taske, tøj, lamper og kamera for teatrets penge, ligesom flere ansatte på Taastrup Teater er blevet betalt med fx. køleskab, computer og mobiltelefon uden om skattevæsenet.

Undersøgelsesrapporten økonomiske konklusion er, at Høje Taastrup Kommune bør kræve lidt over 200.000 kroner tilbage, men kommunen går videre og kræver 300.000 kr. retur. Mogens Holm har tidligere afvist flere af anklagerne og if. Kulturen på TV 2 NEWS siden via sin advokat forsøgt at få udsat tilbagebetalingen, hvilket kommunen har sagt nej til – og altså nu har skredet til at melde sin tidligere teaterchef til politiet.

If. P4 Københavns hjemmeside har Københavns Kommune ikke tænkt sig at gøre noget ved Mogens Holms ansættelsesforhold. Olga Brüniche-Olsen, direktør i Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning, siger, at man afventer sagens forløb og i øvrigt har sikret sig, at Mogens Holm ikke er indblandet i lignende sager i sit nye job som kulturchef på Østerbro.

Man kan læse KL's rapport og mere om sagsforløbet her:

https://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/10/23/141014.htm?app

https://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-59039678:rapport-teaterchef-misbrugte-kommunale-penge.html?forside

https://dinby.dk/lokalavisen-taastrup/skyder-graaspurve-med-kanoner

https://dinby.dk/lokalavisen-taastrup/rapport-om-tidligere-teaterchef-han-var-blevet-bortvist

https://dinby.dk/lokalavisen-taastrup/farvel-til-danmarks-eneste-kommunale-egnsteater

https://ekstrabladet.dk/112/article1850607.ece

https://www2.htk.dk/Byraadscenter/KL_rapport_teatret_2012.pdf

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne