21. maj 2014

Mød de Reumert-nominerede scenografer

Tirsdag den 27. maj fra kl. 17,00 afvikler Bikubenfonden endnu en af sine Reumert-saloner, hvis erklærede formål er at skabe aktuel og samfundsrelevant teaterdebat og fungere som appetizere frem til Årets Reumert, der i år finder sted 22. juni på Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Og det er netop her – dog i balkonfoyeren – at Reumert-salonen med og om årets Reumert-nominerede scenografer finder sted.

De tre nominerede er Astrid Lynge Ottosen for 'Skammerens Datter 1 og 2' på Østre Gasværk, Christian Q. Clausen for 'Huset' på Det Lille Teater og Palle Steen Christensen for 'Metamorfoser' og 'Sandmanden' Det Kongelige Teater og 'Transformatoren' på Caféteatret – der nu har skiftet navn til S/H…

Dermed står to af de tre nominerede scenografer for bag børne- eller familieforestillinger.

Salonen og den forventede debat er lagt i de bedste hænder, idet de styres af Henrik Lyding, der både er jurymedlem og teateranmelder på Jyllands-Posten. Og ikke mindst også skattet anmelder her på teateravisen.dk – hvilket af en eller anden helt besynderlig og aldeles uforklarlig grund aldrig nævnes i pressemeddelelserne fra Bikubenfonden…

Medordstyrer er medjurymedlem og medanmelder – dog på Berlingske, Jakob Steen Olsen.

Det er gratis at deltage i arrangementet og salonen, der vil forme sig som en samtale om de konkrete projekter, som scenograferne er nomineret for, og herefter følger mere generelle spørgsmål fra moderatorerne og publikum.


(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne