I går offentliggjorde Teatret Nordkraft navnet på den nye teaterleder, der tager over efter Jakob Tekla Jørgensen, som i oktober sidste år meddelte, at han forlader posten efter indeværende sæson (se note).
Teatrets bestyrelse har valgt svensk-fødte Minna Johannesson, der tiltræder som ny teaterleder fra 1. juni 2020 – og altså har god tid til at sparre med Jakob Tekla Jørgensen omkring en gnidningsfri overlevering.
Minna Johannesson (f. 1979) har instrueret prisvindende og anmelderroste forestillinger over hele Skandinavien, men har boet fast i Aalborg med mand og barn siden 2011.
Her har hun været husinstruktør på Aalborg Teater – og blev i 2013 Reumert-prist som Årets Instruktør for Anne Linnet-teaterkoncerten 'Jeg er jo lige her', mens hun i 2015 blev Reumert-nomineret som Årets Instruktør for teaterkoncerten 'Ein bisschen Frieden' ligeledes på Aalborg Teater. I 2019 blev hun nomineret igen, denne gang for 'Kat på et varmt bliktag' på Betty Nansen Teatret, mens hendes instruktion af 'Dig og mig ved daggry' på Teatret Nordkraft fik Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling.
Sidste år kunne Teatret Nordkrafts publikum også glæde sig over hendes indsats med forestillingen om Jomfru Ane Gade, '150 Meter til i morgen', så Minna Johannesson har haft et godt greb om teaterlivet i Aalborg.
'Jeg glæder mig så meget til det hele! Teater Nordkraft er et helt specielt sted for mig. Her føler jeg mig hjemme, og jeg har en stor tro på huset og dets kunstneriske potentiale.
Vi skal være et teater med en synlig og stærk profil som appellerer bredt. Jeg ser frem til at møde både gamle og nye publikummer og invitere dem ind i vores forestillinger. Vi vil insistere på det levende og oprigtige møde og åbne det sceniske rum op.
Vi skal arbejde videre som et ensembleteater og bygge et medrivende og legesygt repetoire op, som Nordjyderne både vil genkende sig i, og overraskes af. Det bliver lidenskabelig og generøs teater, som forhåbentlig flytter grænser – i mennesker og for hvad scenekunst kan være', lyder det fra Minna Johannesson i en pressemeddelelse fra Teater Nordkraft.
(Billedet: Minna Johannesson bliver fra 1. juni ny leder af Teater Nordkraft i Aalborg. Privatfoto)
(caj)