DER ER FLERE stjerner på vej på nettet – i hvert fald når det gælder anmeldelser af scenekunst. Det spritnye digitale nyhedsmedie for scenekunst, ISCENE, proklamerer, at man vil været stedet, hvor danske kulturbrugere kan orientere sig bredt om scenekunst fra hele landet, hvilket udover nyhedsartikler, interviews, baggrundsstof og såkaldt levende formater også betyder 'klassiske anmeldelser'. Og dermed også flere anmeldere på banen.
P.t har man ifølge chefredaktør Rie Hammer en håndfuld i staben, men flere ventes at følge – og de skal alle være uddannet og/eller fagligt erfarne. Og således vil man nok snart i antal overgå Teateravisens seks professionelle anmeldere, der tager sig af næsten alle nye professionelle forestillinger for børn og unge og familier.
Samtidig popper til stadighed nye blogs og sites op på nettet, hvor selvbestaltede smagsdommere giver deres besyv til kende i et temmelig bredt spektrum af (manglende) faglighed, erfaring, indsigt og skrivefærdighed.
TEATRENE HOLDER sig heller ikke tilbage med tiltag på anmelderfronten. I 2009 meldte Betty Nansen Teatret ud, at man ville ansætte og aflønne deres egne anmeldere, hvis anmeldelser skulle publiceres på teatrets hjemmeside.
Andre teatre har forsøgt sig med samme stunt, selvom troværdigheden ofte vil være taber i denne interne konstruktion. En kvalificeret anmeldelse er jo både en faglig kritik og en forbrugerorientering, der bør være uafhængig af teatret.
Og her i 2017 har der med Aarhus Teater som åsted kørt et pilotprojekt i et samarbejde med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Have Kommunikation, hvor otte anmeldere, de fleste rene amatører udi genren, eksperimenterede med andre former, formater og vinklinger på anmeldelse af forestillinger.
Og som det beskrives i en artikel i Politiken, skrevet af Anders Lange, der er journalist og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, var opfindsomheden stor:
En brugte den 'anonymiserede app Jodel, så alle i en radius af 10 km fra teatret kunne følge med. En anden brugte udelukkende emojis på Instagram. En tredje hev en selfiestang og sin mand med op i sengen kun iført undertøj for at afspejle forestillingens afklædthed, imens de diskuterede showets indre kvaliteter'.
'Gentænk Teateranmeldelsen' hedder projektet, som skulle vise, hvordan man som anmeldere kan få flere læsere, lyttere og seere ved at bruge de mange platforme på de sociale medier – og dermed er der selvfølgelig tale om den voksende målgruppe af unge og yngre mennesker, der orienterer sig digitalt.
Hele 97 pct. af de teaterinteresserede unge søger oplysninger på de sociale medier, viser en undersøgelse foretaget for Aarhus Teater og viderebragt af Anders Lange i den artikel, som man altså kunne læse i dagbladet (!) Politiken – og hvis afsluttende konklusion var, at teatrene måske nok stadig har mest tiltro til den professionelle anmelder, men: 'fremtidens smagsdommere står klar i kulissen til at rive premieretæppet væk under jer. Derfor er det på tide at revidere gæstelisterne til premiererne'….
NU ER DET IKKE indtrykket, at teatrene er karrige med at udlevere gratis adgangstegn til skrivelystne personer, der ytrer ønske om at anmelde eller omtale deres forestillinger, selvom man stadig har en vis fagligt-funderet veneration for de store dagblades anmeldere – dog samtidig med at man kan opleve teatrenes ofte ganske ukritiske brug af anmelderstjerner, når bare der er nok.
Så må de professionelle anmeldere fra de store dagblade finde sig i at blive skubbet i baggrunden, hvis de ikke har være gavmilde nok med markørerne.
Og gælder det de stjerneløse anmeldelser fra Weekendavisen, Information – og for den sags skyld Teateravisen – så bruges de sjældent som markedsføringsredskab. Det virker ikke rigtig, når man selv skal finde et brugbart citat – der heller ikke giver stjernernes hurtige afkodning af, at her må der altså være tale om en anmelderrost succesforestilling!
Det gælder også blandt børne- og ungdomsteatrene, hvor de mange angreb på stjernesystemet i Teateravisen efter afviklingen af samme nu er afløst af henvendelser, der beklager fraværet af stjerner til brug for markedsføring…
NÅR TEATRENES annoncer og hjemmesider og Facebook-opdateringer m.v. bliver plastret til med stjerner, bloddråber, kongekroner og andre markører fra bloggere og hjemmesider og semifaglige sites, må det også ses som et udtryk for, at man har undsagt en kvalitativ udvælgelse – en prioritering af anmeldelsernes proveniens om man vil.
Det bliver også bemærket på de store papirdrevne dagblade – og således kan medier og teatre i fællig være ved at tage livet af den klassiske, professionelle teateranmeldelse.
For som det nok er bekendt, prøvede Jyllands-Posten og Politiken for et års siden at skaffe sig af med deres faste teateranmeldere – JP overvejede angiveligt helt at droppe teateranmelderiet, mens Politiken ville spare ved sin teaterredaktør væk. Det endte efter ramaskrig fra teaterbranchen (og trusler om annonceboykot fra flere store teatre) med, at aviserne beholdt deres erfarne anmeldere i en freelance-position.
Det var godt at se teaterbranchen kæmpe for, at der stadig skulle være professionelle anmeldelser i de to store dagblade, men daglig praksis omkring markedsføringen viser altså ofte noget andet. Og spørger man teatrenes pressemedarbejdere (og for den sags skyld teaterledere), så erkendes det blankt, at man går efter kunne fremvise mange stjerner på rad og række – også selvom der måtte være tale om mere ukvalificerede og ureflekterede anmeldelser, der måske højst strækker sig til en kort afrapportering af handlingen og et ufærdigt forsøg på dramaturgisk analyse af sceneafviklingen.
MEN DET NYTTER ikke at klynke, og med pilotprojektet på Aarhus Teater og den digitale virkelighed in mente er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at teatrene kigger på alle muligheder for at nå ud til flere tilskuere – og især de forkætre unge og yngre, fordi de fleste kulturinstitutioner gerne ser afløsere til den faste skare af 50+'ere.
Og når man samtidig kan opleve Det Kgl. Teaters chef ved en repertoirefremlægning simultant ærgre sig over mediernes beskæringer af deres anmelderstab og glæde sig over at anmelderne på de sociale medier fremstår stadigt mere professionelle, så er tonen slået an.
Hvilket den også blev af Bikubenfondens direktør, der i forbindelse med lanceringen af ISCENE, som fonden har støttet med over tre mio. kr., talte for at oprette nogle gode kurser i anmelderi til netbrug, når nu kulturstoffet blev nedprioriteret i dagspressen.
DER ER SOM nævnt allerede mange anmeldere derude på nettet. Herunder også aldeles faglig uangribeligt anmeldere som Gregers Dirckinck-Holmfeld (gregersdh.dk) og Ulla Strømberg (kulturkupeen.dk) m.fl. med mange års erfaring som professionelle anmeldere, mens sites som Kulturkongen.dk og Teaterspot.dk m.fl. er monitoreret af brancheorganisationer m.v., der har valgt at kalde amatørernes arbejde for 'anbefalinger' for ikke at støde de professionelle.
Og endelig skal det med, at dagbladsanmeldernes arbejde jo også lægges på nettet i fulde, faglige længde…
Ifølge en liste, som Anne Middelboe Christensen (anmelder ved Information og på Teateravisen) lavede tidligere på året og delte med alle på Facebook 8. marts er der et halvt hundrede forskellige muligheder for at læse teateranmeldelser på nettet.
Det ender måske med, at det virkelighedsramte professionelle anmelderkorps må melde sig til at stå for intensiv kursusvirksomhed til fremtidig kvalitetssikring af gode, konstruktive digitalt-funderede amatøranmeldere.
De kan lære fra sig om bl.a. teaterhistorie og dramaturgisk analyse og placering af oplevelsen i en social eller samfundsmæssig kontekst m.v. – inden den nye tids anmeldere med deres smartphones og tablets og nye formater og sociale platforme og tæft for at nå specifikke målgrupper og geografiske områder tager helt over.
