Når Horsens Teaterfestival afvikles fra 18.-20. september, er åbningsforestillingen det internationale gæstespil 'Standard Red' med den spanske gruppe Lanördika.
Men i selve programmet over festivalens lidt over 130 forskellige forestillinger finder man også et internationalt islæt med dansk-franske Balsamique Théâtre, der godt nok har fast base i Frankrig, men nu prøver at få bedre fodfæste i Danmark, hvor man af og til har turneret gennem de godt 20 år, som teatret har eksisteret.
Balsamique Théâtre kommer til Horsens med den HCA-eventyrinspirerede forestilling 'En Grim Ælling', der spilles i traditionel stil, men hvor der også anvendes mindre almindelige teknikker som silhuet-teater og crankie-boks.
Den franske vinkel
Teatrets historie startede faktisk i Aarhus i 1999, hvor danske Lone Nedergaard og franske François Boulay, der begge arbejdede hos Teaterhuset Filuren, oprettede Balsamique Théâtre og i 2001 besluttede sig for at flytte til Frankrig, hvor teatret holder til på en bondegård udenfor Figeac i det sydvestlige Frankrig.
Her har man kontor, værksted og øvelokale, men er ellers et turnerende teater og engageret i diverse projekter med lokale kulturinstitutioner. De er også en del af en særlig fransk indfaldsvinkel omkring produktion og visning af forestillinger:
»Vi kunne godt have hele processen fra første idé frem til premieren i egne lokaler hjemme hos os selv. Men i Frankrig bliver man særligt som børneteater opfordret til at møde publikum i den skabende proces. Og når forestillingen er skabt og er på turné, er der igen en stor forespørgsel efter udveksling mellem kunstnerne og publikum. Det kan være både før og efter at publikum har set forestillingen,« fortæller Lone Nedergaard.
Om at lette på hønen…
»Det er meget spændende med denne vekslen mellem at være 'hjemme' i en intimsfære på landet, i en smuk natur, langt fra alting, hvor man kan fordybe sig – og så pakke teaterbilen, drage af sted til en anden by i en uge eller måske en måned for at lade en spirende forestilling møde det publikum, som forestillingen engang virkelig skal spille for. Det er som at lette hønen for at se ægget, som endnu ikke er klækket. Det er noget med undren, noget med ømhed, noget med hvem mon han er, den lille én som næsten ikke er født og så alligevel er noget synligt,« siger Lone Nedergaard om denne særlige forestillingsproces sammen med et publikum.
Disse specielle og ofte langvarige møder med publikum kan altså finde sted både før og efter, at en forestilling er færdig, og kan tage forskellige former alt efter aftalen med det udøvende teater og kulturinstitutionen.
I residens
Lone Nedergaard fortæller, at man i tiden før en premiere typisk aftaler, at det udøvende teater kommer i 'residens' hos kulturudbyderen. Man 'flytter' hen til kulturinstitutionen i et omfang, som kan være alt lige fra en enkelt dag til hele den periode, hvor man skaber den nye forestilling.
»Kulturudbyderen repræsenterer et lokalområde, en landsby eller et kvarter i en by, som bliver vært for teatergruppen. Teatret installerer sig og bor i byen, kommer med noget som er udover dagligdagen, noget ekstraordinært, og der sker en udveksling og et engagement omkring teatrets arbejde med lokalbefolkningen.«
»At være i 'residens' betyder altså, at det opsøgende teater skaber en del af eller hele sin forestilling i en kulturinstitution, som så yder en service, der kan være af økonomisk art, faglig hjælp og muligheden for at nyde godt af institutionens faciliteter,« fortæller Lone Nedergaard om residens-projektet, hvor både det opsøgende teater og kulturudbyderen kan opnå kulturstøtte.
Partnerskab og netværkskredse
Hun opremser den økonomiske hjælp som fx. transportudgifter, løn, kost og logi under forløbet, betaling af teatrets aktiviteter med de lokale under residensen, køb af forestillingens premiere og en række forestillinger efterfølgende.
Mens faglig service kan bestå i, at kulturinstitutionens ansatte kan give en hånd med i arbejdet med den nye forestilling: Sekretær, tekniker, instruktør, scenograf, hjælp til presse- og salgsarbejde og hjælp fra frivillige m.v.
»Kulturinstitutionen informerer om teatergruppens arbejde til sine kollegaer og sit netværk. Kollegaerne kan også have taget del i residens-forløbet før premieren og/eller deltaget ved at lave aftaler om efterfølgende salg af forestillinger.«
»Det er en vigtig støtte for teatergruppen, da kulturinstitutioner er organiseret i noget, der kaldes 'réseaux' – en slags partnerskab og netværks-kredse,« fortæller Lone Nedergaard om denne form for børneteaterproduktion, der adskiller sig en hel del fra den danske model, men altså kendetegner mange børneteaterforestillingers tilblivelse i Frankrig.
Teatergruppens rolle
Lone Nedergaard fortæller om teatrets rolle i residens:
Opgaven er først og fremmest at arbejde på forestillingen. Det kan være at skrive manuskript, research og prøver på scenen, arbejde med lyssætning, bygge scenografi.
En oplagt afslutning på en periode i residens kan være at have de sidste prøver inden premieren og spille de første forestillinger.
Teatergruppen kan invitere de lokale ind at følge og/eller deltage i den skabende proces. Det kan være i form af visninger, arbejdsdemonstrationer og/eller at integrere de lokale beboere i arbejdet, såvel i den første research, som i den kunstneriske og den tekniske del.
Parallelt kan teatergruppen engagere sig i at lave aktiviteter i lokalområdet. I aktiviteterne arbejder man med elementer af forestillingen, forestillingens tema, forestillingens kunstneriske og/eller tekniske aspekter, … det kan være i form af en installation, event, udstilling, alt er muligt.
Teatergruppen, kunstnerne, kommer med noget de har på hjerte: forestillingen. De kommer udefra med noget, der er udover dagligdagen, noget ekstraordinært.
Tilhørsforhold og ligeværdighed
Lone Nedergaard fortæller, at hele dette arbejde omkring selve forestillingen er med til at give forestillingen sin identitet og et 'socialt liv':
»Vi får som teatergruppe nogle tilhørsforhold. Og så er der de særlige franske ophold, hvor alt stopper, en oase mellem kl. 12 og 13.30 – det overalt samlende øjeblik: Måltidet!«
»Man må droppe at tænke på de lamper, man ikke fik rettet til, eller den dialog, man ikke fik prøvet færdig, for i mange tilfælde bliver teatret lukket og slukket. Nu er tiden sat af til måltidet, til at være sammen ud over arbejdet. Det er så vigtig en del af den franske kultur, og man lærer at værdsætte den tid… måltidet … som noget preciøst,« siger hun.
»Det er ikke kun, når vi er i residens, at vi oplever det. Når vi har en kontrakt med et spillested om at spille en forestilling, er det spillestedet, der sørger for og betaler kost og logi for spillerne. Forholdet gæst og vært, det at man bliver sørget for, og det at være sammen om måltidet, er noget selvfølgeligt. Og har spillestedet ikke de økonomiske midler til hotelværelse og restaurant, vil man altid få tilbudt et sted at sove og noget at spise – det vil ofte være hjemme hos en af de ansatte eller andre som er tilknyttet spillestedet og lægger hus til.«
»Vi oplever i høj grad det at skabe og spille en børneteaterforestilling, som et vedkommende og nærværende møde mellem børnene og deres voksne. Jeg mærker en samhørighed og det er den, som måske er meget fransk. Den franske samhørighed som er i mødet, i at snakke med hinanden, at være vedkommende i at velkomme, modtage, være gæst, blive vartet op og at være vært.«
»Jeg tror på, at residensen er et bud på et vellykket rum, hvor man kan opleve en ligeværdighed som gæst og vært, hvor gæsten og værten hver især er den givende og den modtagende part. Hvor der i mødet kan opstå noget nyt og frugtbart,« siger hun.
Hjemme igen…
Men nu gælder det altså mødet med det danske publikum og en anden virkelighed både omkring mødet og salget og turnelivet.
»Nu har jeg måske nok været gæst i Frankrig længe og trænger til også at være 'hjemme',« siger Lone Nedergaard, der håber, at Balsamique Théâtre med 'En Grim Ælling' også kan finde genklang i det danske.
Man vil også gerne tilbyde nogle af de kompetencer, teatret især har indenfor skyggeteater både for børn og unge og i professionel sammenhæng.
Teatret har ikke turneret i Danmark siden 2012, men var dog i efteråret 2018 et smut i landet med 'En Grim Ælling', der spillede ved Ølgod Festdage, takket være kontakten til medarrangør Lis Theilgaard, tidligere musikskoleleder i Ringkøbing-Skjern.
»Samtidig gav vi en forestilling til de handicappede i levefællesskabet Hertha i Herskind, hvor vi er venner med en af de ansatte, som i øvrigt har haft nogle af de handicappede med nede og besøge os i Frankrig. Og… vi skulle op og fejre min mor, hun blev 90 år.«
»Det var et første lille skridt med ''En Grim Ælling' i Danmark…,« kommer det fra Lone Nedergaard, der håber, at der kommer efterspørgsel og turneliv rundt omkring i Danmark.
Men først skal forestillingen altså spille for børn (4-9 år) og deres voksne og potentielle formidlere m.fl. i Horsens, hvor den står på programmet søndag 20. september kl. 12.00 og 15.00 i Komediehuset.
***
EFTERSKRIFT: Festivalen i Horsens blev desværre aflyst pga. coronasituationen!
