Af: Pernille Nederland

8. december 2011

Med en zambier i badekarret

Hvad gør man, når man ikke kan sælge en god børneteaterforestilling med indlagt kulturmøde – og en zambier i et badekar?! Teater2Tusind udtænkte et projekt, som Bikubenfonden valgte at støtte, og som skal bringe teatrets forestilling ’Fata Morgana’ med tilhørende workshops, foredrag og aftenarrangementer for forældre og lærere rundt på danske skoler. Projektkoordinator Pernille Nederland beretter her om oplevelser og refleksioner i forbindelse med projektets første del og de ikke ganske uproblematiske møder med virkeligheden på danske skoler.

Det er alt for tidligt. Chefer ringer ikke på det tidspunkt af døgnet. Det er mandag efter festivalen i Randers, og mit alarmberedskab sætter ind med fuld styrke.

»Det er Sille,« siger Sille. Med grødet stemme.

»Så kommer man træt hjem og lukker posten op, og så ligger der kraftedeme et brev fra Bikubenfonden om, at de vil støtte Projekt Fata Morgana.«

Sille er Peter Seligmann, som har været med, siden børneteaterbranchen trillede fra vuggen og ud på scenegulvet. Dengang stod kunderne i kø. I 2011 må der bare andre boller på suppen. Skolerne har ikke råd til teater. Men de har brug for det.

Heldigvis er Bikubenfonden enige i, at ’teater er en mulighed for at holde virkeligheden ud i strakt arm og reflektere over emner, som kan være svære at håndtere i praksis’.

Nu skal der reflekteres! Alarmberedskabet fortsætter med at poste adrenalin ud i systemet. Men nu er årsagen en anden…

Kulturmødet som projekt

Godt et halvt år efter den grødede, men begejstrede opringning, står vi håbefulde med et færdigt projekt. Forestillingen ’Fata Morgana’ med zambiske Douglas Mumbi og danske Peter Seligmann skal turnere på seks danske skoler, som alle har kulturmødet tæt inde på livet i dagligdagen. I tilknytning til projektet har vi lavet en hjemmeside –  projektfatamorgana.dk – med inspiration og undervisningsmateriale, så skolerne kan arbejde videre med temaet efter vores spilleuge.

Helle Justesen er hyret til at lave det grafiske, projektkoordinatoren (det er mig, sagde hunden…) har kastet sig ud i at skrive materialet, som henvender sig til 3. til 9. årgang. I løbet af de kommende måneder skal skolerne arbejde videre med Kulturmødet og efterfølgende uploade fotos, collager, digte, essays, interviews og meget mere til hjemmesiden.

Som kvittering – og samtidig til inspiration for andre skoler, som kunne være interesserede i at arbejde med emnet. Foredragsholder Hans Lassen er hyret til at holde et foredrag hver torsdag aften i de seks spilleuger.

’Integrationen er en megasucces’, er Hans Lassens påstand og titlen på aftenens foredrag.  

Henriette Rosenbeck lægger mandag i hver uge ud med en workshop for de implicerede lærere og demonstrerer, hvordan man kan arbejde med drama i forhold til temaet.

Efter ugens otte formiddagsforestillinger, to hver dag tirsdag til fredag, skal hun lave en miniworkshop med eleverne, for at samle op på deres oplevelser og i en blød sløjfe lede refleksionerne hen på det videre arbejde med emnet.

Evaluering på højtryk

Efter et par uger er den bløde sløjfe blevet til en lille hårdknude. Vi er en hel del erfaringer rigere med hensyn til den ligning, moderne topchefer får ind med ledermælken: Indragelse = medansvar = engagement. Hallelujah.

Et af de billeder, vi har fremkaldt på nethinden hos os selv og deltagerne, er billedet af os, der kommer med en stor sæk teaterjulegaver, som travle lærere og understimulerede elever kan tage imod med gode, gammeldags, analoge julelys i øjnene.

Vi evaluerer på højtryk. Vi er igennem en tredjedel af projektet og kan stadig nå at rette op på en del af det, der kan forbedres.

Bikubenfondens melding kom desværre sent på året i forhold til skolernes virkelighed. Årsplanerne var i fødsel. Det var ledere, der tog imod tilbuddet om at deltage i projektet på skolens vegne – og ikke ildsjæle, der brændte for teater.

Men – de tager nu pænt imod forestillingen, derude. ’Fata Morgana’ spiller sig varm og velsmurt.

»I feel comfortable,« siger Douglas.

Elever og lærere kvitterer med latter, indleven og variationer over filosofien: ’Selvom man ikke kan tale samme sprog, kan man godt blive venner’.

Mange overraskelser

Workshoppene med eleverne derimod er en alt for stor mundfuld i den foreliggende form. To klasser samlet i et fremmed lokale med et fremmed menneske – og ambitioner om at få flokken på gulvet til forskellige øvelser. Det holder ikke. Vi sænker ambitionsniveauet, aftaler at fordele klasserne efter første forestilling på Henriette og mig – og bliver i elevernes eget klasselokale. Efter anden forestilling snupper Sille og Henriette snakken med de to klasser.

Det virker! Vi får farven tilbage i kinderne, møder masser af dejlige unger, somaliere som snakker århusiansk og enkelte, som kan kommunikere med Douglas på swahili.

Henriette har blandt andet arbejdet med forumteater og er skrap til at skrue mandagens workshops sammen. Men – på nogle skoler er tilslutningen ikke stor. Det går stille og roligt op for os, at det største kulturmøde måske ikke er mellem eleverne – de er vant til at få en fælles hverdag til at fungere. Vores møde med skolekulturen byder på mange flere overraskelser, end vi havde forventet.

En presset virkelighed

»Hvor er det bare ren forkælelse at have en hel mandag formiddag til at suge til sig i,« siger en af de søde deltagere på workshoppen på Ellekærskolen i Århus. ( – Gad i grunden vide, hvad de laver ovre i mandekulturen imens? Det er udelukkende kvinder, der har meldt sig).

Den positive udtalelse dækker over det faktum, at alle – alle! – er presset til det yderste i skolevirkeligheden. Det forklarer måske, hvorfor mine ihærdige opringninger og mails ofte har ligget ubesvarede hen? I teaterverdenen giver vores rammebetingelser os en enestående mulighed for at definere produktet af vores arbejde sådan: – Den skal bare sidde lige i skabet.

I skolevirkeligheden kan man håbe på at udfolde: – Jeg gør mit bedste.

Det bliver bare aldrig nogensinde noget, der er tilnærmelsesvist tilstrækkeligt. På nogle skoler er der ikke penge til at vikardække lærerne, mens de deltager i mandagens workshop. De må internt sørge for at dække hinandens timer.

Kortluntede rollemodeller

»Hold kæft eller skrid!«

Udtalelsen kommer ikke på 8210’sk, som er en lokal århusdialekt. Vi er et andet sted i landet, og afsenderen er en erfaren læreruddannet med dansk etnicitet i dna’et. Modtageren er en elev, der givetvis har en del på cv’et, som kan forklare ordren – men her havde han knap løftet et øjenbryn. Læreren laver et hovedkast i retning mod døren.

Det her er ikke et kulturmøde. Det er et kulturclash. Hjælp! Er læreren ikke en rollemodel for god omgangsform? Vi kommer her med en erklæring om at ’bidrage til at gøre kommunikation mellem forskellige mennesker og forskellige kulturer mere imødekommende’.

Det var måske ikke lige den vej rundt, vi havde set vores opgave komme. Bumbum. Mellem serier af varme, empatiske og dybt dedikerede lærere, dukker de kortluntede modeller op. Kulturen påvirker åbenbart begge veje.

’Menneskets natur er kultur’. Vi er født med et refleksivt modtageapparat, som sætter os i stand til, aktivt, at bringe evolutionen videre. Vi er, i modsætning til dyrene, født til at være en del af en kultur. Ikke på baggrund af en biologisk betingning – men på baggrund af et frit valg, – har jeg skrevet på hjemmesiden. Måske skulle jeg bare have skrevet: – Gider du lige tænke over, hvordan du snakker?

Et bevæbnet København

Nå. Som sagt: Al mulig grund til optimisme. Forestillingens hvide mand er et eksotisk indslag på den turné, hvor publikum overvejende er chokoladefarvet.

Douglas og jeg tager på en lynrundtur i København. Efter at have kastet et langt blik på isbjørnen og pingvinerne i zoo smutter vi ind forbi Det Kongelige Teater. Douglas forklarer, at der tit kommer elefanter på besøg i hans landsby.

»Er de ikke aggressive?« spørger jeg.

Douglas ryster på hovedet.

»Ikke så længe man ikke tirrer dem.«

Præcis hvad min danske far sagde om naboens store hund, da jeg var barn.

Vi står ærbødige foran Holberg og Oehlenschläger. Jeg forklarer efter bedste evne, at Holberg, som levede for 300 år siden, er en væsentlig del af danskerens selvforståelse og kultur.

Douglas filmer. November er mild, der på Kgs. Nytorv. Guldalderdigteren Oehlenschläger peger bagud i tid, mod de islandske sagaer. Holberg peger frem. Hans karakterer lever stadig.

Hm. Måske, samlet set, et meget godt bud på fundamentet for dansk kultur. Vi fortsætter til Amalienborg. Jeg siger, at jeg er lidt beklemt ved, at garderne er bevæbnede og i øvrigt ikke må tale med folk. Douglas er noget benovet over, at vi må færdes så tæt på Dronningens residens og deler min oplevelse af småuhygge ved bevæbnede soldater. Hans baggrund for uhyggen har bare rødder i en noget anden virkelighed.

’Har de fået det for let?’

Teaterræven Sille har et godt trick: En udsolgt sal er ligefrem proportional med det, man definerer som en fuld sal. Altså: Man tager på forhånd en pejling på, hvor mange, der kommer – og sætter et tilsvarende antal stole op.

I torsdag aftens tilfælde: Femten. Gratis forestilling. Gratis foredrag. Erfaring: Tosprogede forældre kommer ikke trillende til aftenarrangementer på skolen. Lærere, som ikke får løn for at deltage, kommer ikke.

Og så igen den med, at hvis man har investeret noget, vil man også gerne kæmpe. Skolerne har fået det her forærende. De vil godt smække en invitation på skoleintra og hænge plakater op – men de kæmper ikke med næb og kløer for at skaffe et publikum.

Og endnu engang tænker vi: Har de fået det her for let? Havde der været mere GRRROUW!, hvis de ikke havde fået projektet forærende, men havde været i konkurrence med andre skoler om at blive partner? Hans Lassen holder et engageret foredrag for en nydelig halvcirkel af interesserede.

Når turnéen fortsætter til Dybbøl og Ishøj i februar, skal der tænkes anderledes. Der skal være iltmangel og åndenød.

En form for tilfredshed

Fjerde uge kører derudaf. Forestillingen har aldrig været bedre. Lørdagen før sad jeg i en landsbykirke til min datters bryllup og hørte for mit indre øre Douglas’ replik fra forestillingen: ’I mødgang og mødgang’.

Eleverne ser forestillingen for første gang. Jeg kigger spændt efter småbitte ændringer i mimik og timing, nørdet som man nu bliver. Hele holdet er sammen på hotel i Aarhus, vi har fået skruet på det, der kunne skrues på. Og vi er vel – tilfredse.

Vi har tid til at fejre Henriettes fødselsdag. Til at køre en tur til Nordkraft og se ’På Sporet’, kvindekulturen i lykkelig hønsesymbiose på bagsædet – mændene foran.

Taknemmelige over, at fondsmidler gør det her muligt. At vi kan servere rigtigt liveteater, med autentiske lyde og lugten af svedende mandfolk, for elever, som måske ellers ikke får chancen. Forundrede over, hvor forholdsvis let børn, med vidt forskellig kulturel baggrund, kan færdes sammen. Forundrede over, hvor hård tonen ind i mellem er blandt lærere og elever, uden helt at kunne svare på hvorfor. Glade for at kunne lave det her sammen med et lillebitte stykke Afrika med kone og fire børn i Zambia og elefanter i baghaven. En hel del klogere på, hvordan kommunikation defineres meget forskelligt i skolekulturen – og i vores teaterkultur.

Nu skal vi holde jul. I modsætning til mange af de publikummer, der har set forestillingen i de forløbne fire uger. Katolske Douglas skal danse om juletræet i Zambia, ligesom vi andre skal det i Glumsø, Søllinge og Svendborg. Og til februar sadler vi teaterkamelen igen og rider mod nye kulturmøder.

Udover fondmidler fra Bikubenfonden er Projekt Fata Morgana støttet af Kunstrådet, hvorfra Teater2Tusind modtager driftsstøtte. Foruden de allerede nævnte har instruktør Volker Quandt, scenograf Claus Helbo og en flok utrættelige turneteknikere været med til at virkeliggøre Projekt Fata Morgana.

Pernille Nederland (f. 1966) er projektkoordinator på Teater2Tusind. Underviser desuden i livsfortællinger, i kreativ skrivning og i babymusik. Tekstforfatter og illustrator – samt forfatter til bogen ‘Det sensitive Univers’, som udkom i september 2011.

Seneste artikler

Seneste artikler

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere