Teatergruppen Batida holder til i Københavns Nordvest-kvarter, hvor man også har sit helt eget teaterhus, som bliver brugt flittigt – når teatret altså ikke lige er på en af sine utallige turneer rundt omkring i verden. Og jo længere væk og jo mere besværligt et land at turnere i, jo bedre.
I disse dage holder man sig imidlertid hjemme for dels at sætte skub i det såkaldte Teater Nordvests forårsprogram – det kaldes et bydelsteater, men er en særlig tilbudskonstruktion, der sørger for gratis teateroplevelser for børn, unge og familier i lokalområdet. Og for alle andre interesserede.
Der spilles i Batidas Teaterhus, hvor man allerede onsdag 23. april kan opleve et gæstespil fra Frankrig/Cameroun, 'Kaj Nord-syd' (5-10 år), og dagen efter 'Slottet med de tusind sider' (6-10 år) med Mook Company ligeledes fra Cameroun.
I mj måned (18.-19.) står den på israelsk danseteater med 'Invisiball' (fra 9 år), mens der i juni (15.-16.) bydes på nordkoreansk artisteri (fra 10 år).
Ind imellem er der så også lige en masse Teater fra Månen – som er det navn, Batidas helt egen og biennale teaterfestival går under.
Således kan man over en weekend fra 2.-4. maj opleve hele otte af Batidas egne forestillinger opført i teaterhuset.
Teatret har nemlig et særdeles stort og levende bagkatalog af forestillinger, der kan hives frem med kort varsel. Teater fra Månen-festivalen byder således på 'Kronen på hovedet' (5-10 år), 'Spaghetti' (3-8 år), 'Petrus og Fiona' (5-10 år), 'Hallelujah!' (fra 13 år), 'Aben Osvald' (3-8 år), 'Ouverture' (alle), ' Manden de kaldte Rolex' (fra 12 år) og seneste skud på stammen: 'Pigespejdernes dramapatrulje opfører Junglebogen' (8-12 år).
Det er som altid en summende og inspirerende festival at komme til.
Se program og spilletidspunkter m.v. via dette link.
Både de internationale gæstespil og Batidas weekendfestival kan altså opleves i Batidas Teaterhus på Rentemestervej 25A. Alle forestillinger er gratis, men det er nødvendigt at bestille pladser på forhånd: Enten mandag-fredag kl. 10-15 på tlf. 38 10 36 09 eller døgnet rundt på info@batida.dk.
(caj)