10. marts 2022

Marianne Søndergaard stopper på Teatret st.tv

’Jeg er træt af både at være skuespiller, produktionsleder, afvikler af teknik, PR og alt det løse til en latterlig løn, sammenlignet med hvor mange strenge, der spilles på samtidigt. Det bliver for hårdt’.

Sådan lyder det fra Marianne Søndergaard, medstifter af Teatret st.tv, i en lang kommentar i Iscene.dk, hvor hun meddeler sin afgang fra det teater, som hun og Betina Grove etablerede for 14 år siden. Og som debuterede med bravour med forestillingen ’6, P LR K?’, der modtog en Reumert-pris for Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2010.

Siden er fulgt en række succesrige og anmelderroste forestillinger for alle aldre, men dog med fokus på ungdomsteatret.

Og med vedvarende støtte fra Statens Kunstfond. Men altså slet ikke i et omfang, der har kunnet retfærdiggøre indsatsen. Det er baggrunden for, at Marianne Søndergaard – der er uddannet skuespiller fra den Russiske Teaterskole, TeaterStudio efter Stanislavskijs læremetoder i Århus 1996-1999 – stopper som kunstnerisk leder på Teater st. tv pr. 31. maj for at hellige sig en tilværelse som freelance-skuespiller.

Den markante beslutning blev taget før corona-pandemien, som heller ikke har gjort teaterlivet nemmere. Hendes sidste produktion i regi af Teater st.tv bliver ’Projekt Frygt’ der fik gæstespilspremiere 8. marts på Hippodromen på Folketeatret og også skal spille på Mungo Park i Allerød og Teater Momentum i Odense.

Betina Grove fortsætter som kunstnerisk leder i Teatret st. tv, hvor fokus bliver på børne- og ungdomsteatret. Læs mere om teatret på hjemmesiden: https://www.teatretsttv.dk

Læs hele Marianne Søndergaards kommentar på Iscene.dk her

(Billedet: Marianne Søndergaard stopper som kunstnerisk leder af Teatret st.tv. Foto: Per Morten Abrahamsen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne