Organisationen Hodja fra Danmark, der har til formål at bringe teater ud til de flere tusinde børn og unge, der bor i danske asylcentre – og i øvrigt er et partnerskab med ASSITEJ Danmark og Teatercentrum, hvor man også holder til – skifter nu ud i personkredsen, idet Jon Kraabøl fratræder sin stilling som projektleder med maj måneds udgang.
Han bliver erstattet af Maria Suh, der tiltræder stillingen pr. 15. juli. Hun har i de senere år været administrativ leder hos Teater Hund – og siden eventkoordinator, da teatret blev lille storbyteater i København som Teater Hund & Co. – og er p.t. projektleder på Moesgaard Museum.
Tidligere har Maria Suh bl.a. været medstifter og -leder sammen med Barnaby Pedersen af det nu nedlagte Copenhagen Puppet Festival, hvilket de fik UNIMA-prisen for i 2012.
Nu gælder det altså teater for – og med – asylbørn i projekt Hodja fra Danmark, der også var aktiv under Aprilfestival i Sønderborg, hvor der både blev vist forestillinger og lavet små workshops for børn fra både det lokale asylcenter og lokale institutioner.
I maj og juni gennemfører Hodja fra Danmark sit andet længere forløb: Teater MED asylbørn på Mors i et samarbejde mellem børnecenter Rovvig og Limfjordsteatret – og som vil bestå af et ca. tre ugers workshopforløb for de unge uledsagede fra centret.
Det indledende pilotprojekt, der takket være fondsmidler løb fra oktober til maj, har turneret med forestillinger og workshops i Jylland. Fra august gælder det så asylcentre på Sjælland – muliggjort med en donation fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst på en halv million kroner til indkøb af forestillinger.
Hodja fra Danmark skal løbende finde midler til projektets fortsatte planer og fremtid.
Se også artiklen 'Hodja bor på et asylcenter i Danmark'.
(Billedet: Maria Suh bliver fra 15. juli ny projektleder for Hodja fra Danmark. Foto fra hendes Facebook-profil)
(caj)