1. marts 2017

Lyden af publikum!

Forsøgsstationen har hele tiden gang i en række teaterforsøg som led i centrets forsknings- og udviklingsprojekter.

Et nyt hovedforsøg er startet i februar og 'The Voice of the audience' (Lyden af publikum) sætter fokus på publikums lydelige identitet i teatret, inspireret af Vsevolod Meyerholds lydstudier af publikum og udviklet af professionelle teaterfolk og musikere i samarbejde med 50 beboere fra bydelen Vesterbro i København.

Gennem et halvt år vil en blandet gruppe borgere bestående af pensionister, skolebørn, forældre, socialt udsatte, folk med anden etnisk baggrund end dansk og studerende udvikle og indøve et lydligt værk i tre akter sammen med en dirigent, som udelukkende baseres på publikums lyde/handlinger i teatret (f.eks. hviske, snorke, grine, synge, være stille, rejse sig og gå, knitre med slikpose, råbe, sukke, klappe etc. etc.)

Det færdige lyd-værk, en anderledes og underfundig koncert, præsenteres over fire dage under teaterfestivalen CHP Stage (1.-4. juni) både inde og ude i byrummet opstillet foran et publikum ligeledes på 50 personer. Her møder publikum publikum. Her får publikum en stemme og får samtidig endelig muligheden for at høre sig selv. Her bliver temperaturen på publikums-identiteten på Vesterbro taget lige nu og giver samtidig muligheden for at sprænge gængse rammer for såkaldt korrekt opførsel i teatret.

Projektet er en del af et større europæisk kunstnerisk og socialt projekt i 20 europæiske byer med titlen ' med Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret fra Holstebro som initiativtager.

For den nysgerrige er der mulighed for at kigge med til en åben prøve fredag den 10. marts kl. 16.30 på Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, København V.

Denne prøve er i øvrigt Forsøgsstationens tilbud under Vesterbro Teaterfestival, der afvikles i den københavnske bydel 8.-12. marts (se note

(Billedet: Et lydværk af og med publikum er i støbeskeen på Forsøgsstationen. Foto: Øyvind Kirchhoff)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne