1. oktober 2019

Live Art for Børn på Nordkraft 9.-16.10

Live Art Danmark er virkelig kommet ind i varmen hos Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS), der ved den nylige efterårsuddeling har givet to mio. kr. til 'Aktiviteter i sæson 2020-21 og 2021-22 i kategorien 'delvis børn og unge'. Ved sidste års tildeling gav PUS specifikt 600.000 kr. til Live Art for børn.

Også det forrige Projektstøtteudvalg havde et godt øje til Live Arts interaktive aktiviteter, idet man ved efterårsuddelingen i 2016 gav et treårigt støttetilsagn fra børneteaterpuljen på i alt 2,5 mio. kr. til fordeling i sæsonerne 2017/18, 2018/19 og 2019/20.

Man har bl.a. kunnet se nogle af Live Arts aktiviteter i form af forestillingen '50 farlige ting (alle børn bør prøve)' (se anmeldelse), som bl.a. med stor succes har deltaget i de seneste års Aprilfestivaler.

Men man afholder altså også 'egne' Live Art for Børn-festivaler i samarbejde med bl.a. lokale teatre, museer m.v.

Således kan man gratis se og deltage i en række events og workshops på Teater Nordkraft 9.-16. oktober, hvor temaet for festivalen er 'børn som medskabere og medperformere i og af værker'. Blandt de ni events er rekonstruktion af en retssag; mødet med et pelset monster, som børnene skal skabe en historie om og til; en danseforestilling; rollespil; installationer og spil m.v.

Selvom arrangementerne er med gratis deltagelse, kræver flere af dem dog reservation af billetter.

Projekterne er:

– LAW SHIFTERS
(workshop) 9.-10. okt. 

– DIALOG MED TRÆER
(Forestilling) 12. okt.

– FOODJ
(Musik/interaktiv performance) 13. okt.

– PROBABALL
(spil/installation) 14.-15. okt.

– CHILDREN AND OTHER RADICALS
(danseforestilling) 12.-13. okt.

– BEASTIE
(workshop) 14.-16. okt.

– VIRAK REVY
(workshop) 14.-15. okt.

– MUNDANE HEROICS
(rollespil/kunst) 15.-16. okt.

– PERFORMANCE WORKSHOP
(workshop og performance) 12.-16. okt.

* Se program med omtale, billetinfo m.v. på https://www.teaternordkraft.dk/forestillinger-arkiv/ 

Live Art Danmark er en kunstnerdrevet kuratorplatform for performativ kunst, der blev grundlagt i 2004 af Ellen Friis og Henrik Vestergaard. Målet for Live Art Danmark er at præsentere, udvikle og diskutere performative undersøgelser for og med det bredest mulige publikum.
Live Art Danmark angiver sig, at man siden starten har samarbejdet med over 250 kunstnere, afholdt 15 festivaler og flere hundrede events, der involverer både små og store borgere. Partnere har været kommuner, biblioteker, virksomheder, kunsthaller, museer, teatre og kulturorganisationer.

Se mere på: https://liveart.dk/da/

(Billedet: På Live Art for Børn-festivalen på Nordkraft kan man bl.a. opleve 'Dialog med træer', retssagen 'Live Shifters' og gå tur med monstret 'Beastie'. Pr-fotos)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne