10. oktober 2020

Liv Helm ny kunstnerisk leder af Husets Teater

I slutningen af september meddelte Husets Teater, at Jens Albinus har valgt at stoppe som kunstnerisk leder ved udgangen af denne sæson. Og forleden kunne man så offentligøre, at instruktør Liv Helm tager over som kunstnerisk leder fra sæson 2021-22 sammen med den nuværende administrative leder, Tine Schwarz.

Hun er godt bekendt både teatret og publikum, idet hun har skabt flere markante forestillinger på Husets Teater, herunder aktuelle og anmelderroste 'Lille Eylof', der spiller på stedet frem til 24. oktober.

Liv Helm (f. 1985) er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2015, og grundlagde udviklingsscenen HAUT i 2014, som hun har været med til at lede indtil nu. I 2016 modtog hun Talentprisen ved Årets Reumert og senere  samme år Teaterkatten, der uddeles af foreningen Danske Teaterjournalister. I 2017 og 2019 modtog hun den årlige præmiering af Statens Kunstfonds legatudvalg for scenekunst.  

Husets Teater, der blev grundlagt i 1975 i Huset i Magstræde og i 1995 rykkede til Halmtorvet på Vesterbro, har status som lille storbyteater i Københavns Kommune.

(Billedet: Liv Helm overtaget posten som leder af Husets Teater efter indeværerende sæson. Foto: Miriam Abigail Thalmay Brandt) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne