28. januar 2015

Lidt om Halfdan, Kaj og Jacques

Små, søde historier skal man ikke kimse af, og når nu Det Lille Teater leverer lidt af råmaterialet, skal følgende lige bringes til torvs:

Teatrets aktuelle premiere på 'En sælsom rejse' torsdag 29. januar er også præcis 100-året for Halfdan Rasmussens fødsel, og netop den skønne digter havde en finger med i spillet i ved Det Lille Teaters allerførste forestilling, 'Karrusellen går', der havde premiere 31. august 1966.

I teatrets allerførste pressemeddelelse, hvor man fortalte om etableringen af Danmarks første stationære børneteaterteater, hed det bl.a., at der 'opføres en marionetforestilling af maleren Kaj Matthiessen i samarbejde med digteren Halfdan Rasmusen'.

Halfdan Rasmussen var en af mange støtter blandt tidens kunstnere, der hjalp Vibeke Gårdmand med at starte Det Lille Teater op, mens Kaj Matthiessen, der udover sine evner som dramatiker også var grafiker, billedhugger og tegner (bl.a. til nogle af Halfdan Rasmussens bøger) også sad i teatrets første kunstneriske råd sammen med bl.a. tegneren Ib Spang Olsen og pianisten Bent Axen.

Og her næsten 50 år efter er det så Kaj Mattiessens søn, Jacques, der står for både manuskript og instruktion til den nye forestilling, 'En sælsom rejse' – og på en eller anden snirklet vis fuldender en slags cirkel. Eller i hvert fald er del af en sød lille historie…

Jacques Matthiessen (foto), der er en særdeles flittig iscenesætter og dramatiker i det danske børneteatermiljø, har også sit eget teater, Passepartout Theatre, der samtidig med premieren på Det Lille Teater gæstespiller et par dage på Riddersalen med forestillingen 'Hvorfor lige mig?'.

Det er en mimisk forestilling med tre kroatiske skuespillere og som sådan symptomatisk for Passepartouts internationale samarbejdsprofil og Jacques Matthiessens involvering i allehånde globale teaterprojekter.

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne