Når Festival 2010 afvikles fra 11.-18. april er der gjort ekstra meget for at skabe forbindelse mellem primært formidlere og målgruppen af unge teaterbrugere.
Mens formidlerne som arrangører af scenekunst for børn og unge rundt om på landets skoler, institutioner m.v. kommer til festivalen af egen fri vilje, har det ofte knebet med at få tilskuerne til ungdomsforestillingerne i tale.
Det vil Teatercentrum, der arrangerer årets store festival i Esbjerg, forsøge at gøre noget ved. Og det sker ved hjælp af en række tiltag under temaet ’Nye forbindelser’, der er sat i værk af formidlerkoordinator Pernille Welent Sørensen.
»På Teatercentrum er vi optaget af at skabe ’nye forbindelser’ og at undersøge, hvordan festivalen kan få tilført nye tanker og ressourcer, og derfor har vi valgt et fokusområde, der hedder ’unge som festivaldeltagere’ – både for at inddrage flere af de unge og for at skabe flere forbindelser mellem de unge og dem, der i forvejen kommer og kender festivalen,« fortæller Pernille Welent Sørensen.
Kunsten at tale om kunst
Et af de mere utraditionelle projekter går ud på, at formidlere og andre interesserede kan ’leje en ung’ til at diskutere festivalens teater og forestillinger med. Det kan lade sig gøre på festivalens sidste tre dage under det store weekendarrangement, hvor man på Esbjerg Hovedbibliotek i Nørregade vil sidde unge klar på biblioteket som man kan ’låne’ til at se teater sammen med.
»Ideen med ’lån en ung’ er selvfølgelig, at man kan få nogle andre vinkler på de forestillinger, som man har valgt at se. Det handler om kunsten at tale om kunst. Og de unge bliver så til lejligheden udstyret med en lille samtaleguide, der kan danne udgangspunkt for den efterfølgende samtale,« siger Pernille Welent Sørensen, der venter sig meget af det specielle tiltag.
»Samtaleguiden er udviklet sådan, at den tager udgangspunkt i det, som forsker Olga Dysthe kalder ’autentiske spørgsmål’ – spørgsmål som kræver, at man tænker sig om, og at svaret hentes i eget levet liv og i egen erfaring. Sådan at forstå at der ikke er rigtige og forkerte svar,« uddyber Teatercentrums formidlerkoordinator.
De unge, der kan lånes, kommer fra Kulturskolen i Esbjerg, Holmstrup Efterskole og unge fra hele Esbjerg kommune i øvrigt, som har ønsket at deltage. Den eneste forudsætning har været lysten til at være med.
Og i øvrigt er der frit slag også på anmelderfronten: Unge kan anmelde forestillinger og lave festival-reportager, som kan læses på www.festival2010.dk
. Et mediehold fra Holmstrup Efterskole vil også dokumentere dele af festivalen med levende billeder.
Farlige forbindelser
Også på festivalens konference om ’Farlige forbindelser – om brugerinddragelse af unge i kunst og kulturformidling’, der finder sted torsdag den 15. april fra kl. 10-16 På University College Syddanmark i Esbjerg, vil der være deltagelse af omkring 50 unge fra Esbjerg og omegn.
Dagen er tilrettelagt som et brugerinddragende forløb hvor kunst og kulturformidlere i samarbejde med de unge skal udvikle nye bud på kunst og kulturformidling. Teatret Graenseloes viser forestillingen ’LÆ-RE-STREG-ER’, der som danner fælles udgangspunkt for dagens kulturformidling. Afslutningsvis skaber konferencens deltagere et Gesamtkunstwerk – et nyt værk der formidler dagens oplevelser. Værket fremføres af skuespillere samt folk fra VMK – konservatoriet for musik og formidling.
»Det handler om dialog og vidensdeling, og at få udvekslet tanker med andre, der ikke ligner en selv – enten har en helt anden faglighed, tilgang eller alder og at skabe noget sammen. Brugerinddragelse er blevet hipt, men hvad betyder det i praksis? Det ønsker vi at undersøge på konferencen og herved også få indblik i, hvordan vi får nye grupper på banen. Af samme grund har de unge, der deltager på konferencen vidt forskellige baggrunde og forudsætninger,« siger Pernille Welent Sørensen, der oplyser, at der stadig er ledige pladser på konferencen (se faktaboks).
Seminar om scenekunst og læring
Og der er flere muligheder for at høre eller sige kloge ord på festivalen. Således er der fredag den 16. april et stort seminar om ’Scenekunst og læring’, der drejer sig om undervisningsmaterialer, optakts- og opsamlingsprodukter i forbindelse med teaterforestillinger.
Dette seminar er specifikt rettet mod formidlere, lærere og teaterfolk.
»Der er en voksende efterspørgsel på supplerede materialer i forbindelse med teaterforestillinger for børn og unge, men der er også meget delte holdninger til, hvad sådanne ’undervisningsmidler’ skal være og bruges til,« siger Pernille Welent Sørensen, om seminaret, der er centreret om aktiv deltagelse to workshops.
Den ene er ’Bryd’ med Teatret Zeppelin, der i efteråret lavede den meget omtalte forestilling ’Klimatopia’ på baggrund af flere workshops med børn og unge.
Den anden er ’Hvad er din historie?’ med det berømmede integrationsteaterprojekt C:ntact, hvor unge af primært anden etnisk herkomst fortæller om deres tilværelse.
Møde med internationale formidlere
Udover disse aktiviteter, der er rettet mod danske formidlere, kan festivalen også byde på et træf mellem danske og internationale formidlere. Sidstnævnte er blandt de knap 100 internationale gæster i form af festivalarrangører m.v., der gæster Esbjerg under festivalen.
Formidlermødet er fredag aften i Tobakken i Esbjerg, der er det store samlingssted for teaterfolk og formidlere under Festival 2010, der med sine over 100 deltagende teatre og omkring 160 forskellige forestillinger atter bliver et overflødighedshorn af scenekunst FOR børn og unge. Og altså også MED børn og unge på tilskuerrækkerne og i diskussionerne.
Læs mere om arrangementer, oplægsholdere, program m.v. på
www.festival2010.dk