Leiv Arne Kjøllmoen fortsætter som leder af Odsherred Teater, hvor han tiltrådte ved årsskiftet 2022 og efterfulgte Simon Vagn Jensen, som da havde været leder i hele teatrets 25-årige historie.
Den norsk-fødte sceneinstruktør og dramatiker har siden bl.a. kunnet boltre sig i teatrets nye store teatersal, der blev indviet i september 2021. Og til bestyrelsens store tilfredshed:
’Vi har valgt at forlænge Leiv Arne Kjøllmoens kontrakt, da vi synes at han har gjort et imponerende stykke arbejde på teatret. Ikke mindst ønsker vi at bakke op om hans nyskabende forestillinger forankret i lokale fortællinger, der med en universel dimension altid formår at åbne emnerne op og gøre dem relevante, også for andre end dem i teatrets nærområde. Vi ser frem til at følge udviklingen på teatret under Leiv Arne Kjøllmoens ledelse’, lyder det fra bestyrelsesleder Maja Ries i pressemeddelelsen om beslutningen-
Leiv Arne Kjøllmoen har en bachelor i drama/teater og kulturproduktion fra Norges Tekniske og Naturvidenskapelige Universitet i Trondheim fra 2005, suppleret med instruktøruddannelsen fra Statens Teaterskole i 2009. Han har rent kunstnerisk markeret sig en række roste forestillinger hos forskellige teatre – og organisatoriske tjanser som medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst (2018-21) og Refusionsudvalget (2013-17).
’Jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte den positive udvikling Odsherred Teater er inde i med at løfte vores egenproduktioner, skabe liv og aktiviteter i teatret og på Algade i Nykøbing samt at kunne udbyde scenekunst i det smukke landskab, vi har i Vestsjælland. Vi vil fortsætte med at udvikle ny dansk dramatik, som udfordrer os selv og publikum, styrke vores synlighed og være en aktiv del af samfundsdebatten lokalt og nationalt’, lyder det fra Leiv Arne Kjøllmoen, der også tilsætter alvorlige ord om teatrets nødvendighed:
’I en tid præget af krig og usikkerhed, og hvor de sociale mediers hurtigt accelererende informationsflow udfordrer, ikke bare sandhedsbegrebet, men også empatien og de menneskelige relationer, har vi brug for teatret mere end nogen sinde. Teatret er et rum, hvor vi træner empati og evnen til at leve os ind i og føle med andre og andet end os selv. Og med den kunstige intelligens som stormer ind i vores liv allevegne, er mødet med rigtige mennesker af kød og blod, følelser og tanker helt essentielt’.
(caj & pressemeddelelse)