‘LANDET’ er et projekt skabt i samarbejde mellem Odsherred Bibliotek, Odsherred Teater og Odsherreds Kulturhistoriske Museum og har som overordnet mål at skabe en professionel teaterforestilling kombineret med en udstilling/installation baseret på historier fra unge i Odsherred. Og tematisk centreret omkring alle de valg, som 14-18-årige unge må træffe på tærsklen til voksenlivet.
Sidste tirsdag (17. maj) kunne første etape af projektet så vises frem i form af udstillingen ‘LANDET – should I stay or should I go?’ på Odsherreds Kulturhistoriske Museum i Nykøbing Sjælland.
Tidligere har man afviklet en fotokonkurrence og udgivet en rapport – af Johanne Floris Christensen – der bl.a. bygger på interviews med unge om deres liv og udgør inspirationen til udstillingen.
Og også til næste etape, der er den teaterforestilling, som Odsherred Teater spiller i selve udstillingen fra 8. august og frem til 10. september 2011.
Forestillingen ‘Landet’ har manuskript af Mei Oulund, scenografi af Lea Højmark Burrows og instrueres af Frede Gulbrandsen, mens de medvirkende er Lars Topp Thomsen, Rikke Bilde, Henrik Ipsen og Mei Oulund.
Rikke Bilde har netop været i søgelyset i forbindelse med Reumert-prisfesten, idet hun var med som spiller i to vindende forestillinger: ‘Hvid Magi’ der fik en pris for bedste musikforestilling og ‘Fra månen og ned’ der blev valgt i kategorien Årets Børne-Ungdomsteaterforestilling.
Mere på www.odsherredteater.dk – hvor der også er et link til rapporten, ligesom man kan følge projekt 'Landet’ via www.facebook.dk/paalandet og www.youtube.com/paalandet