Af: Kirsten Dahl

19. december 2008

Kvalitet, dristighed og fordybelse

Hvad vil en realisering af anbefalingerne i Redegørelsen om dansk børneteater betyde for teatrene, for teaterfolket, for formidlerne? Forfatteren til 'Spot på Danmarks skjulte teaterskat' kommer her med nogle refleksioner over det løft og det liv, som realiseringerne ville være for børneteaterkulturen i Danmark.

Kendetegn, visioner, problematikker og udfordringer knyttet til scenekunst for børn og unge-områdets rundt regnet 130 forskellige teatre er røget gennem min oplevelsesmæssige og analytiske tragt på baggrund af vidunderligt mange teatermøder og talrige, lange samtaler.

Utroligt mange forskellige teatre har øst af deres produktions- og forestillingserfaringer. Jeg har væltet over 25 års teateroplevelsesmæssig bagage ud på bordet og brugt mange spændende timer på at systematisere og reflektere over feltets paradoksale forhindringer og store styrker. Oplevelser, erfaringer og tanker er kommet på tryk. Med ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’
har Danmark fået sin første redegørelse om professionel dansk scenekunst for børn og unge.

‘Hvad så nu?’ kan man oplagt spørge. Hjælper det hele noget? Har alle de forgyldte anbefalinger en jordisk chance for at blive til virkelighed i dagens danske slankekurramte kulturpolitiske landskab?

Det afhænger selvfølgelig af politisk mod og velvilje.

Velvidende, at jeg hverken er spåkone eller i besiddelse af en ørns skarpe blik for hvert lille krinkelkrogaspekt af de mange felter, som scenekunstområdet for børn og unge omfatter, vil jeg her skrue redegørelsens spot nogle lysstyrker op og komme med nogle

bud på det løft og det liv, som realiseringerne af anbefalingerne for mig at se vil betyde. For Danmark kultureksport-brandmæssigt. For de teatre som producerer for feltet. For formidlerne. For voksenpublikummet. Og ikke mindst for de børn og unge, som det hele er til for.

En essentiel paraply

Allerførst vil jeg udråbe redegørelsens første anbefaling til den altafgørende essentielle paraply for de ti efterfølgende forslag. Det bliver til et afsæt som siger, at området professionel dansk scenekunst for børn og unge ud fra en kvalitativ helhedsvurdering får tilført flere midler. At området honoreres økonomisk i overensstemmelse med den unikke og fremmelige kunstneriske kvalitet det besidder og den internationale anerkendelse det nyder. Det gælder både de mange teatre som spiller opsøgende og turnerende, de teatre som også spiller stationært, og de få teatre som udelukkende spiller stationært på deres små scener.

Det bliver en pæn stor mundfuld for teaterlovsrevisionsudvalg og politikere at tage stilling til hvordan
midlerne skal paragrafarrangeres. Men man kunne oplagt starte med at tage fat i Jørn Langsteds forslag (fremført i Politiken 14. november 2008 og også just i denne portals decemberklumme) om at udnævne den nuværende struktur med mange små decentrale produktionssteder til ‘en nationalscene for børn og unge’. Som afsæt for de øvrige anbefalinger ville man dermed have en unik ‘fællesmængde’, som er et respektfyldt udtryk for den mangfoldighed af forskelligartede kunstambitioner og udtryk som er hele den eklatante rygrad og pulserende åre hvorudfra al kunsten på området springer.

Den første og overordnede anbefaling sætter også arbejdsro til kunstnerne som en basal (paraply)betingelse for at området ikke trues af talentflugt, med heraf følgende kvalitetsforringelse. Fra kulturministeriel side må man tage redegørelsen under armen og banke på døren til Beskæftigelsesministeriet og foreholde dette ministerium det absurde i, at den nuværende arbejdsmarkedspolitiks stramme rådighedsregler gør det svært eller umuligt for de mange freelancearbejdende kunstnere at bevare en tilknytning til det scenekunstområde, som bygger på freelancearbejde, og som freelancekunstnerne er de centrale medudviklere af.

Kontinuitet og dristighed

Det at have vished om at høre til et sted, og det at kunne sige ja til jobs på feltet skaber mulighedsbetingelser for at kunne være med til at udvikle og videreudvikle scenekunstudtrykkene for børn og unge. Det skaber rammerne for et ja til arbejdet som skuespiller, instruktør eller koreograf fx.

Arbejdsro til områdets talenter muliggør at centrale produktions- og spilerfaringer ikke skylles ud med badevandet, men i stedet kan videreføres i et dynamisk samspil med nye dygtige kræfter. At garvede spillere kan sadle om indenfor
feltet og begynde at instruere, skrive dramatik eller yde konsulentbistand. Alt sammen en sammenhængsstyrkende ting, som også vil kunne give plads til øget kunstnerisk dristighed. Plads og mod til flere forsøg og nyskabelser.

Et økonomisk løft til talentfulde teatre og ‘talentteatre på vej’ vil give plads til at eksperimentere i skabelsesprocesserne. Tid til fordybelse. Mulighed for at hyre de skuespillere, den instruktør/koreograf, dramatiker, musiker/komponist, scenograf eller lysdesigner som kan være med til at løfte forestillingen et kvalitativt trin opad. Råd til at købe den (ny) teknologi, som muliggør de raffinementer, man tidligere måtte skrotte. Og ressourcer til at udvikle og søge nye markedsføringsmåder og formidlingsveje; at skabe synlighed og interesse for feltet forestillinger og aktiviteter via live events. Via bloks, chatrooms, små filmspots fra forestillingerne og andet på Internettet. Via udsendelser og indslag på TV og radio. Via mobiltelefonkommunikation af forskellig slags osv., osv.

Med flere midler i kassen vil teatrene kunne betale sig til centrale opkvalificerende og inspirerende kurser. Og at talentfulde teatre sikres bedre økonomiske kår levner også plads til øget international kulturudveksling – til at teatrene i øget omfang kan spille, se og udveksle erfaringer om det at skabe og formidle kunst til børn og unge.

Alt sammen tiltag, som kan være med til at bringer børn og unge bedre forestillinger.

Fødekædefornuft

Der vil være en god portion ‘fødekædefornuft’ i at hæve sig op og kikke på hvordan feltet rent faktisk fungerer og i flere tiår har forfinet og udviklet sig.

Man vil få øje på, at det kunstneriske niveau og den kommunikative særegenhed, som findes, bygger på kunstnerisk talent og drivkræfter, som med hjerteblod har kæmpet og slidt sig til det, de er i dag. Der er tale om et felt som – lige siden teatrene blev dannet i slutningen af 1960’erne – har trodset alle normale arbejdstidsregler og aflønningsformer.

Og man vil – i lyset af at mange har eller er ved at runde 50 år – hurtigt kunne se det helt indlysende i, at der må gøres noget for at de erfaringer, som de udøvende og skabende kunstnere har, ikke går tabt.

Der vil være basis for en dynamisk udvikling ved at lade feltets erfaringstunge ‘ældre’ mødes med de udefrakommende scenekunsttalenter, som føler sig tiltrukket af den måde hvorpå man skaber teater i miljøet. At lade den indsigt som ‘feltets veteraner’ besidder møde unge aspiranter udefra som er interesserede i at lære de medbestemmende, helhedstænkende, tværfaglige, formudfordrende og faggrænsenedbrudte produktionsforløb at kende, som ofte er områdets foretrukne.

Til understøttelse af denne udvikling vil en scenekunstnerisk grunduddannelse være en god ide.

Det vil styrke området at vægte, at der bliver satset på vidensopsamling i form af skriftlig dokumentationer, som ikke skal bruges ‘bagudrettet antikvarisk’, men sigte erfaringsformidlende fremad.

Og der vil tilsvarende være idé i at få etableret en samlet database. Et sted hvorfra man kontinuerligt skal kunne orientere sig om områdets faktuelle udvikling med hensyn til antallet af teatre, deres beliggenhed, økonomi, organisatoriske forhold, produktioner og øvrige aktiviteter, ansatte kunstnere, spillesteder i Danmark og udlandet m.m.

Nye formidler-udfordringer

Formidlerne, brugerne, teateropkøberne – lærerne, børnekulturkonsulenterne, bibliotekarerne; alle de som tænker over, diskuterer, ser og udvælger teater for børn og unge – bliver med en række af redegørelsens anbefalinger stillet over for nye udfordringer.

Formidlerne, som er under udskiftning og bliver færre i antal (som følge af kommunesammenlægningerne og som konsekvens af udbrændte ildsjæle og et naturligt generationsskifte), vil stå over for den udfordring at skulle sørge for, at teatermangfoldigheden ikke reduceres. Gruppen af formidlere står overfor den opgave at arbejde for at effektivitet og rationalitet ikke gør at man i en kommune bestiller ‘stort’ ind (læs: ens forestillinger) til samtlige kommuners skoler og institutioner. At stordriftsfordele ikke vinder over og skærer toppen af den frodighed i scenekunstudtryk som ellers ville kunne besøge samme storkommune.

At alle børn og unge får mindst én forestilling at se om året uanset hvor i landet de bor er stadig et godt mål. Herudover lægger redegørelsen op til at lærerne tager børn og unge med på råd, eller som noget mere radikalt lader beslutningen om hvad klassen / klasserne skal se overgå til en eller flere børn, som vælges som teaterrepræsentanter. Hvordan og hvorledes det organiseres på en god måde må der arbejdes på. Men en styrke for formidlerne ved at kaste sig ud i en sådan ‘børn tager teaterbeslutningen’ – model vil givetvist være, at de i dialogen med eller svarene fra børnene får en udvidet fornemmelse for, og måske ligefrem ny forståelse af, hvad der interesserer og rør sig i børnene.

Føres redegørelsens anbefalinger om flere små teatre i udkantsområder og synlighed via ‘mursten’ alias et eller flere teaterhuse i storbyerne ud i livet, vil det også bevirke, at man naturligt bliver fortaler for at drage mere hen til teatre for at se forestillinger –forudsat at børn og unge stadig skal se lige så meget eller mere teater i skoletiden.

En orientering væk fra skolens fysiske og ‘mentale’ rammer som vil trække i retning af at se på teater som det det er: kunst og ikke pædagogik i undervisningsmæssig eller gammeldags (ind)læringsmæssig forstand.

Barnet i den voksne stimuleres

Åbnes der med flere ‘mursten’ op for de forestillinger som bliver produceret og spillet af feltets teatre vil det også betyde en øget tilgængelighed til områdets teater for voksne, udover institutionernes formidlere; – for forældre, bedsteforældre og voksne i det hele taget. For at flere voksne i fritiden kan tage i teatret sammen med børn og unge. Som disses ledsagere. Men også i rollen som ‘selvstændig publikum’. Uanset ‘rolle’ vil det åbne op for at flere voksne ved selvsyn gennem egenoplevelser af scenekunst for børn og unge vil få kontakt med teateruniverser, som via sit særegne indhold og form ofte vil bringe dem i kontakt med noget universelt, en sårbarhed, nogle uskyldighedsbelagte (‘barnlige’) følelser, som de måske har savnet og kan blive beriget af mødet med.

Bedre scenekunst og børn på banen

Føres redegørelsernes anbefalinger ud i livet vil mit bud være at børn og unge, udover at få lettere, større og mere inspirerende adgang til teatrenes forestillinger og aktiviteter, også vil møde mere vedkommende, dristige og inspirerende forestillinger – både danske og udenlandske. At de i øget grad vil blive involveret i både tilblivelsen og opførelsen af forestillingerne, i kraft af at teatrene i højere grad producerer interaktive og ‘kultur med
børn’ forestillinger. At de i højere grad kommer til at føle ejerskab til feltet – også i kraft af at de selv i højere grad får mulighed for at vælge hvad de vil se.

Hele Redegørelsen ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ kan hentes på www.nyscenekunst.dk

Se osse artiklen ‘Så gør dog noget!’ her på sitet

Seneste artikler

Seneste artikler

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2023 til dørs med enkelte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Der blev atter produceret scenekunst på højt niveau og i imponerende mængder, som samtidig er i stand til at overskygge, at den økonomiske proletarisering af området fortsat er en alt for nærgående medspiller for mange teatre.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2023 til dørs med enkelte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Der blev atter produceret scenekunst på højt niveau og i imponerende mængder, som samtidig er i stand til at overskygge, at den økonomiske proletarisering af området fortsat er en alt for nærgående medspiller for mange teatre.
Læs mere