Af: Henrik Lyding

26. september 2011

Kunsten at fortælle om kunsten

Billedmættet malehistorie med fortællemæssige problemer.

Pablo Picasso levede af sine billeder. Det gør denne forestilling om ham også. For hvad der åbner så lovende og så poetisk på alle parametre, ender med at fare vild i sine egne virkemidler og fortællemåder, så kun billedmagien bliver tilbage.

Men lad os begynde med begyndelsen. Vi bliver taget godt imod. En stor dreng (Ole Boisen) ligger henslængt på bræddescenen, iført matrosstribet trøje og hvide bukser. Han er den voksne Picasso. Et par piger (Susanne Storm og Karen Pontoppidan Monrad) leger besøgende og teselskab. Og umærkeligt glides der over i historien om Lille Pablo Picasso. Som viser sig i dukkeform – en lille, alvorlig dreng med store, undrende og let bebrejdende øjne. Såvel dukke som føring er en fornøjelse af de sjældne.

Og legen bliver til kunst. Drengen Pablo begynder at male og vi ser hans billeder vokse frem i al deres kubistiske forunderlighed.

Ole Boisen, der kan den fine kunst at være voksen og barn på samme tid, fortæller og mindes, mens en bister lille blå tyr springer frem, et par tegnede fugle skræpper løs, en kasse bliver nærmest levende, og elementer fra Picassos kunstneriske univers dukker frem af gulvets utallige lemme.

Det er sjovt, poetisk og malerisk på samme tid, ganske som Kristian Holm Joensens energifulde og musikalske iscenesættelse raffineret veksler mellem leg, filosofi og poesi. Undervejs driller Picassos figurer ham, nu hvor han efter eget udsagn er blevet verdens største maler.

Fortællelogikken kæntrer

Og så er det ellers, at forestillingens fortællelogik kæntrer. Pludselig er vi færdige, farvel og tak, lyder det. Men hvad blev der af manden og de to piger fra begyndelsen? Hvad skete der siden, hvorfor sige farvel lige der?

Lidt fortumlede og forvirrede går vi ud. Forhåbentlig tager vi de mange fine billeder og pudsige situationer med os. Og måske engang, hvis vi støder på originalen, vil vi vide og forstå lidt mere. Eller også vil vi ikke.

Ærgerligt, at enden var skidt, når nu begyndelsen var så god. Fem minutter mere og der havde været tid til at binde sløjfe på eventyret om lille Pablo, der blev til store Picasso.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder