13. marts 2024

Kunst Som Vedvarende Energi

Det Flyvende Teater har base i Trekantsområdet i Østjylland og udover at producere teater – man har bl.a. en forestilling med på KLAP-festivalen i Esbjerg i april – står man også bag  performanceprojektet Kunstpartiet, hvis kommende tværfaglige projekt hedder KUNST SOM VEDVARENDE ENERGI (KSVE).

Gennem et Artist in Residence-program i Vejle Kommune, støttet af Statens Kunstfond, vil Det Flyvende Teater i 2024-2025 slå rødder i Vejle blandt de yngre generationer. I løbet af projektet vil man have et særligt fokus på de unge med et performance-forløb i Kirkebakkeskolen om miljømæssig bæredygtighed ved brug af kunstneriske værktøjer.

Undervisningen på skolen vil omfatte deltagelse af forskellige internationale kunstnere, som vil opmuntre eleverne til at skabe nye idéer og koncepter om hovedtemaet, altså Kunst Som Vedvarende Energi.

Ifølge projektmagerne skal der etablerets en energi-trup af unge, der selv leverer den vedvarende energiform KUNST og skal være synlig i byrummet med workshops, optrædener ved byens festivaler mv.

Det fulde program er ikke på plads endnu, men interesserede kan tilmelde sig en åben workshop 19 marts kl. 15.30-17.00 i kulturhuset Spinderihallerne i Vejle, hvor projektet udarbejdes sammen med borgerne.

Vi synes, at kunst har muligheden for at styrke trivslen og skabe fællesskaber på en ny og uventet måde. Og vi tager i dette tilfælde udgangspunkt i de unge generationer. Kirkebakkeskolens unges energi og entusiasme vil bruges som drivkraft i løbet af dette nye projekt’, siger kunstnerisk leder for Det Flyvende Teater, Giuseppe L. Bonifati.

Se mere på hjemmesiden: https://kunstpartiet.art/ksve/

Det Flyvende Teater holder (selvfølgelig) til i lufthavnen i Billund, og man har også her Det Flyvende Teaterakademi, som tilbyder kurser for unge – og workshops for skoler, ligesom man også er leveringsdygtige i training og coaching for medarbejdere.

(caj)

 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne