Kulturministeren og et udvalg bestående af 15 scenekunstnere. 'der repræsenterer hele det danske scenekunstlandskab', er udkommet med et 'visionspapir'. Men vision for hvad?
Mere samarbejde i branchen, udvidelse af internationale relationer og publikumsudvikling…
Viden, erfaring og kontakter skal så i denne forbindelse opsamles og formidles via et Videnscenter, der foreløbig kommer til at ligge i Kulturstyrelsen, og som der er afsat 12 millioner kroner til i perioden 2016 – 2019.
NU HAR DET danske scenekunstmiljø allerede erfaring og mange steder gang i en rivende udvikling, hvad angår både samarbejde, fokus på det internationale og eksperimenterende formater i forhold til publikumsudvikling. Det er på ingen måde fremmede begreber i mange kunstneres grundlæggende visioner og det kan undre, at disse alene udgør fundamentet for 'et visionspapir for udviklingen af scenekunst i Danmark'.
Det 'nye' i denne sammenhæng er måske de mange tillægsord, der knyttes til disse tre fokusområder, så som: 'mere, højere, forstærket, bredere, mange, langt flere …'
Der udtrykkes ønske om større mængder, men set i lyset af, at rigtig mange teaterprojekter i øjeblikket får halvdelen (eller mindre) af den støtte, de reelt har behov for, giver det ingen mening.
Hvad forestiller man sig? Hvorfor tales der ikke om flere penge?
MEN DET ER ikke det eneste problematiske ved 'visionspapiret'. Der er noget grundlæggende bagvendt ved, hvorfra man mener visionerne skal opstå, hvem der skal gribe dem, og hvordan man forestiller sig dem udført.
Når man fra politisk hold ønsker at præge udviklingen i en ny bydel, så udtaler man ofte, at 'der skal være plads til erhverv, uddannelse, boliger, grønne arealer, kunst og kultur', og så agerer man som om, at den opgave kan man klare fra toppen af.
Men det virker aldrig. Specielt ikke med kunsten og kulturen. Den opstår ikke, fordi nogen planlægger det, men fordi der er mennesker, der spontant og intuitivt har behov, som de bare MÅ udfolde. Sådan opstod Ungdomshuset, Christiania, Roskilde Festival, CPH stage, Distortion, Teaterøen, Prags Boulevard, Bolsjefabrikken, Børneteaterfestivalen, Forsøgsstationen og mange mange andre steder og initiativer. Fra grunden. Fra miljøet.
Kultur og kunst skal gribes der, hvor den opstår, det er politikere og beslutningstageres fornemste opgave, frem for at forme noget fra oven, som der ikke er nogen gejst for at udfylde i miljøet.
SET I DETTE lys virker dette planlagte Videnscenter absurd. Det kaldes miljøets EGET center, men Kulturstyrelsen skal ansætte medarbejderne og centret skal foreløbig have adresse i Kulturstyrelsen. Hvilken form for mødested kan et sådant videnscenter blive, sammenlignet med udvekslingen i miljøet, hvor man har daglig nær kontakt med hinanden og fingeren på pulsen, især via fysiske møder ved forestillinger, festivaler, under prøveprocesser, workshops etc. Når viden ude fra scenekunstbranchen ender i dette videnscenter, er den blevet forældet og centret risikerer at blive et historisk arkiv.
Hvorfor ligger dette videnscenter ikke i direkte tilknytning til miljøet?
JEG FRYGTER, at dette 'visionspapir' ansporer miljøet til at agere 'korrekt' og springe den kunstneriske nødvendighed over. Samarbejde med så mange som muligt fordi det udløser penge; inddrage internationale partnere fordi det udløser penge; lave udviklingsarbejde i stedet for forestillinger fordi det udløser penge – og stadig vel at mærke: for alt alt for få penge.
Udfordrende og visionært kunstnerisk samarbejde opstår ikke fordi man skal, men fordi man selv har opdaget netop den partner, der komplementerer en bedst og som man slet ikke kan undvære kunstnerisk. Der ud over overses det nemt, at når flere spytter i gryden i et projekt, er der også flere der skal dele magten og det tjener ikke nødvendigvis den skarpe og modige scenekunst. I værste fald får man et meget broget stykke kunst, fordi for mange aktører alle ville sætte deres præg på kunstværket.
HVAD ANGÅR fokusområdet publikumsudvikling, så sidestiller 'visionspapiret' det at arbejde kunstnerisk med publikum i værket med det at skaffe flere og bredere publikumsgrupper ind i teatret. Det er to ekstremt forskellige ting, der udvikles på helt forskellige præmisser. Publikums kunstneriske interageren med værket afkræver publikums nærvær og kreativitet. At sælge billetter handler i udgangspunktet om reklame og sætter i første omgang kun publikum i rollen som forbrugere.
ENDELIG TALER 'visionspapiret' om samarbejde med andre kunstgenrer og med erhvervslivet. Samarbejde med andre kunstgenrer.. jo selvfølgelig, hvis det giver kunstnerisk mening. Samarbejde med erhvervslivet…? På hvilke betingelser? For at styrke et brand?
Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvordan Christian Lollikes 'I føling' mon skulle løse den opgave …. Et sponsorat fra våbenindustrien…? Eller et protesefirma?
INGEN STEDER i 'visionspapiret' nævnes begreber som kunstnerisk forskning, kontinuitet, langtidsplanlægning, kunstnerisk identitet, substans, indhold, grundvilkår, ensembler …
Ingen steder anerkender eller i mødekommer dette 'visionspapir' de helt konkrete problemer omkring manglen på en åben scene, skismaet omkring at en stor del af den statslige kulturstøtte forsvinder i husleje til private ejendomme eller flyder direkte tilbage i stats- eller kommunekasser, eller at børneteatrene har svært ved at sælge forestillinger, fordi skolerne ikke har ressourcer til at købe dem, eller at det er meget vanskeligt at få flere folk i teatret, når man ganske enkelt ikke råder over et pr. budget….
Ingen steder i 'visionspapiret' står der noget om flere økonomiske midler.
JEG EFTERLYSER forbedrede økonomiske forhold, der understøtter tid, fordybelse, forskning og håndværk i scenekunstmiljøet. Visioner om fantastiske samarbejdskonstruktioner, store internationale eksperimenter og masser af nye publikummer i teatret ender som overfladisk kunst, hvis det ikke understøttes ordentligt.
Folk kommer i teatret, fordi der er noget at komme efter. Og efter min mening er der ikke noget at komme efter, hvis kunstneren skal være her og der og alle vegne og gøre alt, hele tiden, på meget kort tid i projekt-helvedes hellige navn, for at få støtte og vel at mærke ofte kun den halve.
God økonomi køber kunstnerne fri og giver dem tid. Og tid er fundamentalt for at skabe kunst. Der er der mange eksempler på.
Koreograf Kitt Johnsons arbejde er funderet på grundforskning, fordybelse, vedholdende træning og forestillinger der tager lang lang tid at udvikle.
Det Røde Rum under Det Kongelige Teater får arbejdsro via økonomisk solid prioritering, og det er en stor væsentligt årsag til dets succes.
Selv var jeg en del af Statsensemblet for Børneteater fra 2005-2009 med en årlig drift på ni millioner kroner. Det betød bl.a. at jeg kunne købe to højt estimerede italienske koreografer til at assistere mig i min instruktion; det betød at jeg kunne betale for fire topprofessionelle musikere i en forestilling; det betød at vi kunne starte laboratorier, en international festival og store samarbejdsprojekter med andre aktører og hele tiden vælge efter bedste kvalitet.
SCENEKUNSTEN ER i opbrud, og jeg skal være den første til at anerkende, at kunsten udvikler sig. Det kan være fantastisk at se nye scenekunstneriske formater, der blander elementer af socialt samvær, politik, statistik, diskussioner, oplysning ind i deres værker. Det er inspirerende at se scenekunstneriske rum opstå på de mest umulige steder, eller at opleve begrebet tid forvaltet ud i ekstremer. Jeg ønsker ikke nogen fastlåst definition af, hvordan kunsten skal se ud; den kan have alle slags ansigter, den kan vare tre år eller et minut. Men tro ikke, at det er billigere af den grund.
Det at skabe den er forbundet med nogle grundvilkår, der handler om alt andet end mængder og speed.
Det er blevet 'forbudt' at tale om økonomi; det er dette 'visionspapir' endnu et eksempel på. I stedet skal rigtig mange deles om meget lidt, være meget aktive og synlige hele tiden, og så må scenekunsten ellers gå til erhvervslivet for at klare det sidste.
15 erfarne scenekunstnere fra miljøet har deltaget i fem dialogmøder med kulturministeren, og på det grundlag er 'visionspapiret' så forfattet og udgivet af Kulturministeriet. Jeg har svært ved at se flere af de 15 scenekunstneres holdninger (som jeg i flere tilfælde kender godt) i dette 'visionspapir'. Jeg efterlyser ikke deres specifikke interesseområder, men jeg ved at mange af disse kunstnere kender til scenekunstmiljøets fundamentale problemer og har masser af brugbare visioner for at finde løsninger.
Papiret fremstår som et forsøg på at virke visionær, uden at det koster noget som helst. Det kommer der efter min mening ingen vision ud af.
Kunsten, denne irrationale størrelse har aldrig kunnet tæmmes fra oven. Den har aldrig haft til opgave at please, lære, hygge, opdrage, sælge produkter eller stryge nogen eller noget som helst med hårene.
Den har brug for at være fri og for at få tid. På det grundlag bør den understøttes.
Lotte Faarup er instruktør, dramatiker og kunstnerisk leder af Forsøgsstationen
