For ganske få år siden var Helsingør Teater landets største teaterforening som formidler af teater – ikke mindst af professionel scenekunst for børn og unge.
Det er man ikke mere. Den basale teaterformidling er nedprioriteret. Dels fordi markedet har været vigende, kommunen har færre penge, men også til fordel for en række kulturudviklingsprojekter, hvor teatrets værkbegreb sættes til diskussion.
Og der kan godt sættes et ansigt på både kursskifte og forandringer, selvom Jens Frimann Hansen insisterer på, at en række personer er medejere af den nye måde at drive Helsingør Teater på. Især fremhæver han samarbejde med det svenske Riksteatern og nabobyen Helsingborg som nogle af hovedkilderne til kursskiftet.
Jens Frimann har været leder af Helsingør Teater siden 2003, hvor han tog over efter navnkundige Bent Jeppesen, der dog fortsatte med bl.a. børneteaterformidling og teaterrejser, herunder ikke mindst den store årlige udflugt til årets festivalby i april. Og selvom Frimann havde og har stor respekt for Bent Jeppesens arbejde, er det altså en anden kurs, som han har slået teaterforeningen ind på.
»Helsingør Teater har været landets største teaterforening, men det fik jeg lavet om på. Vi satser nu på mere kvalitet og færre forestillinger. Det er ikke helt lykkedes. Selvom vi har færre forestillinger i udbud, har vi stadigvæk mange praktiske problemer omkring afvikling, som vi nok aldrig kommer helt ud over. Vi er samtidig ekstremt følsomme over for kommunale nedskæringer, hvilket er en af grundene til, at vi som udgangspunkt har færre forestillinger end tidligere. En anden forklaring er, at vi har en meget begrænset adgang til velegnede rum, og at der er et større pres på disse rum. De sidste par år har budt på en klar nedgang inden for det klassiske børneteaterområde pga. kommunale besparelser,« lyder det fra Jens Frimann, der også mærker den tendens i andre af landets teaterforeninger.
»Men samtidig kan man konstatere, at projekter som fx Cirkus Cirkörs skoleforestillinger virkelig kan sælge. Så pengene til formidling findes for så vidt stadigvæk, men skal bare hentes nogle andre steder og til en lidt anden type af forestillinger.«
Brug pengene til kunst
Du virker – jvf. også et indlæg i dagbladet Information for nylig – ikke alt for optimistisk på det professionelle danske børneteaters vegne. Eller tilfreds med forvaltningen af den offentlige støtte til teatrene?!
»I Danmark, synes jeg, har vi en alt for snæver opfattelse af hvad professionel scenekunst er for en størrelse. Det kan i værste fald være begrænsende for børneteatrets udvikling. Jeg blev provokeret af, at Kirsten Dahl i sin rapport (Redegørelsen ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ kan hentes på www.nyscenekunst.dk – red
.), at dansk børneteater er verdens bedste. Det mener jeg ikke nødvendigvis er rigtigt. Men dansk støtte er alt for bundet på enkelte kunstnere (kunstneriske ledere i egnsteatre m.v.) og i mursten. Jeg kan ikke fortænke kunstnerne, at de gerne vil have stillinger og løn. Det har bare ikke noget med kunstnerisk kvalitet at gøre. Det er således ikke en kritik af kunstnere, men af måden at fordele støtten på. Jeg besøgte fx. det italienske avantgardeteater Societas Raffaello Sanzio i deres hjemland. De fik 250.000 euro i offentlig støtte – resten måtte de søge andre steder. Fordi de er dygtige, har de formået at skabe et af verdens bedste teatre ved at satse på samarbejde. Tilsvarende fortalte den tyske instruktør Frank Castorf mig, at det havde taget tre uger at lave ‘Meine Schneekönigin’ på Volksbühne i Berlin. I Danmark tror jeg det ville vække ramaskrig, hvis man gav skuespillere tre uger til at producere en 4½ times forestilling, hvor man bl.a. skulle lære lange passager af Dostojevskij udenad.«
Så det er altså ikke fordi, at du har noget imod teater som sådan…
»Teatret har først og fremmest nærvær og autenticitet. Det er en sjælden vare i vore dage, der er vigtig at give til børn såvel som voksne. Men man skal turde sætte formen og institutionen i spil. Det synes jeg ikke – med nogle meget vigtige undtagelser – vi er så gode til i Danmark. Vi mangler meget internationale gæstespil at spejle og selv i,« siger Jens Frimann, der medgiver, at selvom den grundlæggende teaterformidling fortsat er en stor del af Helsingørs Teaters arbejde, så har den alligevel været nedprioriteret arbejdsmæssigt til fordel for projekter, der tager mere tid.
Og her kan man bl.a. nævne projekt Ghettohood, som Helsingør Teater tog initiativ til i 2006 og som arbejder med teater og gadeteater i udvalgte boligområder. Ghettohood har siden udviklet sig til et netværk bestående af festivaler, kulturinstitutioner og boligområder i både Danmark og Sverige. (Læs mere på www.ghettohood.dk)
Det handler om involvering
Har sådanne samarbejdsprojekter så haft en afledende effekt og fx. betydet flere publikummer – ikke mindst fra marginalgrupper som unge og indvandrere – til de mere traditionelle teaterforestillinger?
»Nej, det har betydet at vi kunne diskutere vores virksomhed i et internationalt perspektiv. Og det har betydet flere indvandrere til relevante projekter – men desværre har det ikke haft en afsmittende virkning på det almindelige teater – eller for den sags skyld børneteater. Det klassiske børneteater har ikke udviklet sig særlig meget formmæssigt i de sidste 30 år og derfor har det også vanskeligt ved at indoptage nye publikumsgrupper, der kommer fra en anden kulturkreds og med en radikal anderledes kulturel dannelse.«
Hvad gør I ellers specifikt for at formidle formidle teaterkultur for børn og unge i indvandrermiljøer osv. – som Helsingør jo har en pæn stor andel af?
»Her er ‘involvering’ nøgleordet. Produktion er bedre end formidling, hvilket vil sige, at forestillinger med åbne værkbegreber appellerer sædvanligvis bedre til disse miljøer.«
Så hvordan er status egentlig for formidlingen af børne- og ungdomsteater i jeres regi?
»Vi befinder os i en overgangsfase. Vi prøver at anvende og opløse det institutionelle teater for i stedet at introducere teatret i andre sammenhænge: Turistmæssige, integrationsmæssige. Transversalitet i stedet for institution og kulturarv,« lyder det fra Jens Frimann, der med det nye Kunstrådsstøttede projekt ‘hjemstavn’ har gode muligheder for at føre nogle af disse ord ud i en konkret virkelighed.
‘Hjemstavn.com’ er et tre-årigt projekt, der tager udgangspunkt i Helsingør og Fredensborg Kommune, Kokkedalområdet. Projektet har både en turnemodel og et omfattende dansk-svensk samarbejde indbygget. Udgangspunktet er tre internationale og tredanske produktioner, der skal tematisere hjemstavn i et eksistentielt og/eller et globalt perspektiv
»Vi kommer til at benytte en række danske og svenske kunstnere, der har et andet udgangspunkt for at producere teater end det institutionelle. Desuden introducerer vi flere udenlandske kunstnere, der har nogle tilsvarende erfaringer. Vi kommer i projektet til at lægge særlig vægt på at skabe rum til danske kunstnere, der ønsker at deltage i projektet. Danske kunstnere kan komme på residency-ophold hos de udenlandske. Strengt taget er det ikke kun et teaterprojekt. ‘Hjemstavn.com’ udspringer af teater, men inddrager også fx billedkunst,« fortæller Jens Frimann.
Formidling som brand
Er alle disse nyskabelser i en ellers traditionel teaterforening et resultat af, at en person ved navn Jens Frimann i 2003 overtog ledertjansen af teaterforeningen i Helsingør?
»Nej, det er ikke min person, men en række personer, der har åbnet for disse veje og et stædigt og vedholdende ønske om at samarbejde om kunstnerisk virksomhed på tværs af landegrænser og forvaltningsenheder. Men jeg tror, at jeg har udviklet teatret med nogle plusser og minusser i en lidt anden retning. Først og fremmest ved i Helsingør at arbejde med et klart defineret profil- og branding-begreb inden for rammerne af formidling. Hvor mange teaterforeninger har et relativt ens repertoire, forsøger vi at præsentere teater, der matcher den by, der er udgangspunktet for vores virksomhed. Det, vi gør i Helsingør, kunne vi ikke gøre ligeså meningsfuldt et andet sted.
