Det første projekt for dramatikerspirer løb af stabelen i 1997 på Odsherred Teaterskole, iværksat af BørneTeaterSammenslutningen (BTS) som et særdeles målrettet talentudviklingsprojekt, der skulle sikre flere nye dramatikere med særlig interesse for at skrive til børne- og ungdomsteatrene.
Siden er det gået slag i slag med DramatikerVæksthuse og spirer i svøb – og ganske mange af dem har leveret gode manuskripter, der er blevet omsat til gode forestillinger på området.
Nu får DramatikerVæksthus-projektet så en fin pris, idet Frie Skolers Lærerforening (FSL) fredag den 11. november kl. 15 giver deres Børnekulturpris på 30.000 kr. til talentudviklingsprojektet.
Det sker i forbindelse med FSL’s repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand.
Læs mere om Dramatikervæksthus på www.dvhus.dk