Jeg hækler, fordi det er afslappende. Fordi det er et rytmisk, ensartet og skabende syssel. Og fordi det afføder virkeligt gode julegaver! Sidste år fik jeg et postkort fra en ven, jeg har i Italien. Hun og jeg kender hinanden fra to rejser til Frankrig og Tyskland. Begge rejser var med et EU-støttet kulturprojekt for unge, kaldet ForesTEEN. Dét er nogle af de bedste, mest lærerige og dannende rejser, jeg har været på. Og som jeg sidder og hækler, maske efter maske, tanke efter tanke, tager jeg et imaginært fly tilbage til den seneste rejse, jeg var på. Til Serbien.
Normalt er jeg ikke nervøs for at flyve, men fordi det er så længe siden, graver mine fingre ekstra dybt i armlænet. På min venstre side sidder min ene rejsemakker. På den anden sidder en lokal serbisk dame og bevæger med lukkede øjne munden i noget, der minder om en bøn eller en forstyrret mimren. Jeg lægger en hånd på hendes skulder, og spørger på engelsk, om hun er okay. Hun taler ikke engelsk.
Flyveturen går med at hækle et halstørklæde og terpe basale serbiske sætninger og det kyrilliske alfabet. På et tidspunkt genkender hun bogstaverne i min bog og siger noget på serbisk. Og så går resten af flyveturen med at lære serbisk fra et ægte serbisk menneske.
Fra København til Beograd
Touchdown, ud af lufthavnen og gennem security, stempel i passet (ENDELIG!) og ud i ankomsthallen. Skal vi hæve penge, skal vi ikke hæve penge? Vi hæver penge. Efter at have ventet på en lille skummelt-udseende rød rutebus, tager vi en taxa. Vi bliver sendt ind for at få en taxawoucher, og da vi kommer ud, har en pirat-taxa-mand kapret os. Ud på en skummel parkeringsplads, ind i en alt for lille bil, og da bilen foran os kører ud under betalingsbommen, skynder vi os efter.
Mens vi kører væk fra Nikola Tesla-lufthavnen med Nikola Tesla-pengesedler i pungen, med kursen mod vores hotel, to gader fra Nikola Tesla-museet, tænker jeg over, hvad det mon er for et land, vi er kommet til.
At rejse er at være
Jeg er bestemt ikke i Serbien alene. Jeg rejser sammen med Naja og Søren, der er konsulenter på Teatercentrum. Med os har vi også Magnus (17 år) og Ane (19 år), der med forskellige afsæt i kulturverdenen, målrettet børn og unge, deltager i internationale samarbejder. Jeg deltager med min baggrund i KulturCrew, der på lokale skoler organiserer og faciliterer kulturarrangementer. Derudover har jeg spillet teater og deltaget i ungdomspolitik i min fritid. Teatercentrum er inviteret af ASSITEJ International, og på rejsen repræsenterer vi unge ForesTEEN-projektet.
Formålet med rejsen er at deltage i en Artistic Gathering organiseret af ASSITEJ International, hvor talks, workshops, konferencer og networking flyder sammen og danner grobund for erfaringsudveksling, udvikling og dialog. Det særlige fokus er på børn og unges ret til kultur. Fra den 18.-26 november 2023 mødes hundredvis af teaterfolk i hovedstaden Beograd og den nærliggende Novi Sad og bliver klogere.
På hotellet ligner vores værelse noget, der er løgn. Vi må have fået et forkert nøglekort, tænker jeg. Det kan da umuligt være her, vi skal bo. Ikke fordi det er et trangt rum med en dør, der sidder halvt på og mistænkelige pletter på begge sider af madrassen. Men fordi vi træder ind i et kæmpe rum med TV, designermøbler og bøger som ”Basic Principles of Biomedical Photonics” liggende fremme.
Efter indlogering på hotellet går der ikke længe, før vi finder en stamrestaurant. Og tilmed en fin én af slagsen. For kun 1.350 dinarer, eller rundt regnet 90 kroner, kan man spise sig mæt i fantastisk mad i, hvad der mest af alt minder om en spisesal på et gods.
Natten går roligt, endda så roligt, at en del af holdet (undertegnede og min værelseskammerat) sover over sig. Med én af hotellets croissanter under armen skynder vi os afsted til første dags arrangement på Beograd Universitets Dramafakultet. Her er besøg fra både dekanen, byens kulturborgmester, landets viceminister for turisme og ungdom, Sveriges vice-ambassadør og en sociologiprofessor.
I dette selskab bliver snakken og debatten om, hvordan unge bedst inddrages i kulturskabelse og diskussionen om unges ret til kunst og kultur hurtigt meget akademisk. Så midt gennem snakken sniger vi os ud og går på opdagelse i byen. Vi ser kun et halvkedeligt center med grå stolper og grå paneler, der ser ud til at være trætte af at være grå stolper og grå paneler. Så meget for opdagelse. Vi spiser os frokost-mætte i små pindemadder, mens det med tjenere, kanapéer og networking igen føles som om, vi tre unge er underligt malplacerede.
Håndgribelighed og hæklekrise
Men da vi efter frokosten har møde med de andre ForesTEEN-unge, bliver det hele lidt mere konkret.
Præsentationen foregår ved at skrive sit navn på den knirkende kridttavle i det gamle klasselokale, tegne noget, der symboliserer os og skrive et ord, vi forbinder det hele med. Jeg skriver ”Oscar”. For dét hedder jeg. Jeg tegner en hæklenål. For jeg hækler. Og så skriver jeg ”Learning”, for sådan ser jeg ForesTEEN-projektet. Som en mulighed for at lære. Lære anderledes kulturer at kende. Lære andre unge at kende. Og lære, hvordan man krydser de to. Hvordan unge får en større, bredere og dybere stemme i kulturproduktion. Hvordan man bedst inddrager unge i kulturprocesser for unge.
Derefter er der fri et par timer. Vi finder en café og den bedste kanel-latte nogensinde. Og med en ny vending, ”Racun, Molim Vas” (”kvitteringen, tak”) under armen, går vi på opdagelse efter endnu et serbisk indkøbscenter. Pludselig går det op for mig, at jeg er i krise. Mit garnforbrug (læs ”misbrug”) er højere end antaget, og for ikke at løbe tør må jeg finde en garnbutik. Ekspedienten er så sød at give mig retningen, og ved på gebrokkent serbisk at spørge lokale om vej, ender vi foran det mest skumle indkøbscenter nogensinde, opbygget af diverse blokke og butikker bygget oven på andre blokke og butikker.
En venlig dame fortæller os, at inde bagerst i centret ligger garnbutikken. Centrets grundplan er underligt, opbygget som et parkeringshus med lavt tag og butikker på alle sider, men alligevel udendørs. Garnbutikken ligger rigtigt nok bagerst i centret. Men hurtigt går det op for mig, at de taler lige så lidt engelsk, som jeg taler serbisk. Altså skal vi formidle ønsker og rådgivning om garn uden et sprog. Men efter 20 minutter går jeg derfra med fem garnnøgler og en klar vision.
Teater og togtur
Blot et stenkast derfra ligger Pinokio-teatret, hvor vi ser forestillingen ‘Screenagers’ om digitalisering og unge mennesker. Forestillingen er med sin blanding af humor, enkelte sange og involvering af publikum gennem en hjemmeside et friskt pust og ganske gribende. Aldrig havde jeg troet, jeg skulle høre en duet mellem et menneske og Google. Forestillingen resonerer dybt, og jeg tror at alle i virkeligheden kunne bruge at få sat deres forhold til skærme i perspektiv.
Lige efter forestillingen skulle vi afsted til næste performance. Det klassiske østeuropæiske folkeeventyr ”Bambi” (ikke Disney-udgaven) fortolket som en børnefortælling. Meget blodigt og endda på serbisk. Efter en lang dag spadserer vi hjem. Og omkring klokken 11.00 kan vi endelig spise aftensmad på vores stamrestaurant for anden gang. Fulde af oplevelser. Og trætte.
Efter en rigtig morgenmad kører vi i taxa til Beograds hovedbanegård. På vejen kører vi forbi forskellige ret mærkværdige bygninger. Blandt andet et kontorkompleks der er bombet til ugenkendelighed. Taxachaufføren bemærker vores interesse og fortæller, at det var i 1999, da NATO bombede et militært hovedkvarter. Man har valgt at lade det stå for at mindes episoden. Dét gør indtryk. Klokken 11.00 går vores tog fra Beograds station mod Novi Sad. Begivenhederne er nemlig delt op mellem de to byer. Vi sætter os i den ene ende af toget, og når lige at nævne, hvor fint de serbiske toge er indrettet, før en konduktør kommer forbi og beder os om at flytte os fra første klasse. Turen til Novi Sad er utroligt smuk med Donau-floden og togbanen, der slynger sig mellem hinanden.
Undervejs sidder jeg over for en ældre serbisk dame, som med lidt fagter får vist, at hun også hækler. Jeg rækker hende mit projekt, og hun hækler – meget kyndigt – videre. Dét er en sjov historie at væve ind i en julegave.
I Serbien findes der ikke fem-personers taxaer. Og vi fik dén geniale idé at klemme os alle fem ind ved siden af en chauffør i en fire-personers bil. Aldrig har jeg kunnet relatere mere til champignon på glas. Efter indtjekning på vores rustikke hotel i byens midte kører vi ud til ”Klub Fabrika”, et ungdomskulturcenter i Novi Sad. Her startede vi med networking og en introrunde, inden dagen for alvor blev skudt i gang med en workshop omkring ASSITEJ Internationals hold af researchere, der arbejder på at afdække, belyse og dokumentere kulturens betydning i unge menneskers liv.
Herefter endnu et teaterstykke, ”The Wind”, omhandlende – nåh, ja; Vinden. For en gangs skyld, spiser vi klokken 20 – altså tidligt – og så er der ellers planlægning af morgendagen.
På trods af den tidlige aftensmad ender vi med at komme sent i seng. Og da vi vågner, er klokken alt for tidligt. Heldigvis starter dagen blødt med Good Morning Ideas. Dagens tema er dans og samspillet med luften omkring os. Efter 45 minutters dans har vi en sidste workshop, inden vi skal hjem mod Danmark igen.
Afgang mod afsavn
Herefter skulle vi relativt hurtigt afsted med en taxa til stationen i Novi Sad og videre til Beograd, ud til lufthavnen, Nikola Tesla-Aerodrom og videre til Danmark. Efter lidt forsinkelse grundet en forsvundet hæklenål, kører vi afsted.
Togturen tilbage er præcist lige så smuk som turen fra Beograd til Novi Sad. På stationen i førstnævnte, får vi en taxachauffør, der taler vældigt lidt engelsk. Det er vigtigt, at vi får en kvittering med, da det er Teatercentrum, der betaler for vores tur. Her er det, at serbernes venlighed og åbenhed kommer os til gode. Den rare tjener på caféen lærte os en sætning, ”Racun, molim vas” – ”kvitteringen, om jeg må bede”. Selvom chaufføren er løbet tør for papir, finder vi en løsning med at stemple den i en notesbog. Og så er vi klar til at køre.
Serbien har været en vild rejse med pirattaxaer og garnkriser, med fantastisk selskab og med fede, lærerige og inspirerende oplevelser. Det har været en rejse på mange måder. Jeg er fløjet fra Danmark til Serbien. Jeg har fået en meget dybere forståelse for en kultur, der er helt anderledes end min egen. Hvor overfladen måske kan virke en smule hård og fjern, men hvor det dybereliggende emmer af kærlighed, venlighed, åbenhed. Hvor en taxachauffør hurtigt bliver en turguide, og hvor en fremmed dame hurtigt bliver kortvarig en med-hækle-afhængig. Hvis man kradser lidt i overfladen, vælter det ud med lyst til at dele ud af Serbien, snaksaglighed og hjælpsomhed.
Vigtigt med ungekultur
ForesTEEN-projektet i Serbien har givet mig nye reflektioner om mit eget skærmforbrug, barnlighed og vigtigheden af, at kultur er tilgængeligt for børn og unge. At børn og unge ikke bare bør have adgang til kultur, men at det er en ret. Sort på hvidt. Kultur og kulturmøder er noget af det, der gør livet allermest meningsfuldt. At opleve andre kulturer er en gave. At deltage i lokal kultur er en gave. Men ikke desto mindre en gave, vi skylder at give unge.
Jeg tror personligt, at en stor del af den mistrivsel og magtesløshed, vi ser hos unge, er kompleks. Men jeg tror også, der er ting, vi kan gøre. For eksempel at tilbyde sociale fritidstilbud, hvor man kan møde andre unge og udvikle sig selv. Og at give unge indflydelse på de kulturtilbud og lokale institutioner, der er omkring dem.
Serbien og ForesTEEN-projektet i Serbien har været en stor oplevelse og en stor øjenåbner. Og jeg føler mig utroligt privilegeret over at have deltaget. Som jeg fremover sidder og hækler videre i serbisk uld, vil jeg mindes, at garn er det mindste af alt det, jeg har fået med fra en fantastisk rejse.
