De såkaldte KulturCrews, hvor man 'uddanner' skoleelever til at være arrangører, når der afvikles professionelle kulturelle arrangementer (teater, dans, musik) på deres skole, fik sin debut i 2010 i Kalundborg
Konceptet blev udarbejdet af kompetencecentret Teatercentrum i samarbejde med LMS (Levende Musik i Skolen) og Dansehallerne – der også er gået sammen om de såkaldte Kulturpakker – og siden er der etableret over 100 KulturCrews i Danmark.
Ordningen er siden blevet eksporteret til Sverige, hvor der siden midten af 2016 er kommet stadigt flere KulturCrews især i Sydsverige. I 2017 var der i alt ti crews i Vellinge, Kävlinge, Trelleborg og Svedala, og i år startes syv op i Tomelilla, Ystad og Simrishamn i løbet af januar 2018, mens der er i regionerne Kronoberg, Blekinge og Kalmar startes 10-12 crew op i 2018, mens man håber at få 8-10 KulturCrews på banen i det nordlige Skåne i løbet af året.
Alle disse gode tal stammer fra et møde, der blev afholdt onsdag på Teatercentrum, hvis kulturkonsulent, Pernille Welent Sørensen, er en af tovholderne i kontakten med kollegerne i det svenske fremstød sammen med LMS' Gitte Abildstrup. Deltagerne var derudover en række svenske teaterfolk og kulturkoordinatorer, og man skulle snakke om muligheden for at forankre KulturCrew-ordningen i hele Sverige på baggrund af en kæmpestor interesse i store dele af Sverige.
Pernille Welent Sørensen fortæller, at man besluttede at lade KulturCrew vokse organisk i Sverige, dvs. etablere de strukturer, der skal til, i de kommuner, der ønsker at deltage. Og i den forbindelse huske at inddrage skolerne, som jo er garant for at kunne gøre ordningen aktuel og relevant.
Desuden aftalte man at mødes et par gange om året og fortsætte udviklingen af KulturCrew – gerne i hele Norden, for interessen er tilstede.
Man kan læse mere KulturCrew på hjemmesiden: https://www.kulturcrew.dk
(Billedet: Der blev selvfølgelig taget en selfie, da danske og svenske operatører udi KulturCrew mødtes på Teatercentrum onsdag: Bageste række: Gitte Abildtrup (LMS); Annika Johansson (Musik i Syd), Beatrice Sehlin (koordinator fra Riksteatern i Stockholm); Maria Larsson (Musik i Syd). Forreste række: Margareta Månsson (koordinator iVellinge Kommun); Bengt Andersson (kunstnerisk leder fra Riksteatern i Stockholm); Petra Bergström (Riksteatern Skåne); Pernille Welent Sørensen)
(caj)