Ole Barkentin er en lun og rar herre, og med højvandsbukser, store seler og stribede sokker, bliver han både lidt klovn og en lidt enkel almindelig mand. Ingen store fagter, ingen forstilt forbavselse, ingen påtrængende hygge-onkel-snak.
Til gengæld kan jeg savne lidt intensitet i kontakten med børnene, i øjenkontakten, i hemmelighedskræmmeriet, i stemme-moduleringen. Venligt skal det være for denne aldersgruppe – selvfølgelig – men ikke tandløst.
Et rigtigt blikfang
Rigtig kontakt kommer først, når han finder den smukke glaskugle i foret på sin frakke. Den får et magisk skær – og så går det op for os, hvad det er for en mærkelig jernkonstruktion som fylder det meste af scenen. For når han, en smule skødesløst, lægger kuglen op i en jernskinne, begynder den stille og roligt at trille. Han standser den et par gange, men vi har set, hvad konstruktionen kan, og venter med længsel på, at han lader kuglen få hele turen.
Det får den så, og rutsjebanen er både lang og flot, med sving og kurver og fald og et pludseligt loop, før den med et smæld ryger ind i kassen nederst. Og op af kassen, som trold af æske, popper et skilt med en stor rød pil.
Barkentin er en lovlydig mand som retter sig efter påbud og skilte, så han følger i den retning pilen til enhver tid peger, indtil det går op for ham, at pilen er grøn på bagsiden af skiltet, altså kan han selv bestemme.
Den ene kugle efter den anden dukker op på de mærkeligste steder, og alle får en rutsjetur og alle får nye skilte med nye forbud til at poppe op. Forbud mod sko, eller at spise banan, eller drikke vand. Som Barkentin retter sig efter – mere og mere forvirret og mere og mere irriteret over kontrolsamfundet. Indtil han, til sin lettelse, på bagsiden finder tilladelserne til selv at bestemme.
Det lyder måske monotont, og ind i mellem går det lidt trægt, og koncentrationen glipper hos de yngste. Men selve rutsjebane-turene er lige spændende hver gang. Om kuglen er blå eller grøn eller gul eller hvad, så følges den med store øjne helt til kassen forneden. Og til sidst får alle seks kugler den store fælles tur, og det er i hvert fald spændende. Ren Formel 1 og styrtløb og kælketur på én gang.
Målgruppen
Med alt hvad der foregår mellem rutsjeturene, er det til at forstå, at der bliver en smule uro blandt publikum. Det aner mig, at forestillingen nok fungerer anderledes i en børnehave end en lørdag i efterårsferien med masser af mødre og fædre, men…
Ikke desto mindre tror jeg, at forestillingen ville have godt af et ryk op ad aldersstigen – fra 2,5 til 5 år synes mere passende. Børnene skal have en vis evne til at se sammenhænge for at få alt det med sig, der sker i forbindelse med skiltene – og hvordan det virker ind på de sceniske handlinger.
Selve rutsjebanen er en tolver, Ole Barkentin er altså – også – lidt af en Ole Opfinder. En ekstra stjerne for den. Og for den diskrete blues-guitar han tænder for i radioen.
