’Ved I hvad’, spørger Vagn, og det gør en del af nutidens børn måske ikke. Så mens tilskuerne venter på, at hans makker, Ejner, skal dukke op, får de en omstændelig indføring i pølsevognens indretning.
Der bliver også gjort grundigt rede for de daglige rutiner, der følger med at være pølsemand, for i rollen som Vagn er Morten Danckert forestillingens fortællende hyggespreder. Han giver sig god tid til at kommunikere med publikum, og det virker.
Ejners forsinkelse skyldes en hård nat. Det forstår vi på Vagns sidebemærkninger til publikum, der løbende supplerer med kommentarer om, hvad Ejner foretager sig. Men Vagn er i særlig grad meddelsom, når det drejer sig om hans egne forsøg på at skjule sin tilløbne firbenede vens, Leikas, tilstedeværelse. Hunde er ikke velkomne i en pølsevogn, og selv om Vagn som barn er stemplet som underbegavet, så fejler hans tænkeevne ikke noget, og han gør tilskuerne til medvidere.
Men da Ejner omsider kommer på banen, tager forestillingen en helt anden drejning og bliver til teater. For hvor Morten Danckert som fiffig dummepeter byder på små klovnerier og lader sig godmodigt mobbe i rollen som makkerparrets nummer to, så er René Foshammer en troværdig skuespiller på et andet niveau.
Han holder rollen som Ejner ud i strakt arm og gør figuren til en dramatisk karaktér med et nærvær og en intensitet, der driver historien fremad.
Skræmmer på skrømt
Den udvikler sig til en slags komisk gemmeleg, hvor en tøjhund og den levende hund skifter skjulested. Uheldigvis er det den levende vovse, der ender i pølsevognens fryser, men som til publikums store lettelse bliver reddet ud i tide. Det sker alt sammen uden så meget som en knurren, for terrieren Leika er tålmodigheden selv. Den er også en særdeles rutineret teaterhund og en rigtig publikumstrækker, som selv Ejner til sidst accepterer.
Ejner er tidligere sømand, og vi får at vide, at han halter. Men det gør han ikke, for en del af forestillingens koncept går ud på at fortælle skrøner. Ejner er en hård negl og ikke bleg for at gå helt tæt på tilskuerne og på skrømt skræmme børnene med kontant komik. Hvilket de er vilde med.
Men ’To med det hele’ er ikke kun hygge-snak og hundesjov. I en tid med masser af mobning er der god mening i at vise, at Ejner tydeligt bærer over med Vagns svagheder.
Til gengæld er det Vagns ukuelige kamp for at beholde Leika, der rokker ved dagligdagens trummerum af faste mønstre i forholdet mellem Vagn og Ejner. Sammen fungerer det på flere måder umage makkerpar overbevisende godt både i historien og i forestillingen.
Så godt, at der stadig er liv i ’To med det hele”, selv om forestillingen har spillet i årevis. 12 år er dog nok lige i overkanten for moderne underholdningsvante twins, der dagligt bruger timer på Youtube.
Det er en fast tradition, at der er gratis pølser fra pølsevognen til publikum efter forestillingen. Men på festivalen i april var det helt klart ikke udsigten til en pølse med brød, der havde trukket publikum til. Hvis det var lysten til en hyggelig teaterstund, blev de ikke snydt.
