Man skal bestille billetter – men de er til gengæld gratis – hvis man vil se de tre gæsteforestillinger med børne- og ungdomsteater, der spiller i Batidas teaterhus i København NV i denne uge.
De tre gratis forestillinger er led i det såkaldte Teater Nordvest – et administrativt begreb for København NV's NVs/Bispebjergs bydelsteater, som igen er et partnerskab mellem Teatergruppen Batida og Kultur Nord.
Det startede i februar 2013, og planen er over de næste fire år at afvikle 100 forestillinger om året, som i princippet er indkøbt af kommunen til at blive opført gratis i 2400 NV, hvor Batida har det kunstneriske ansvar, mens Kultur Nord har det administrative og økonomiske ansvar.
Det er således primært henvendt til lokalområdet, men andre kan godt få lov at kigge med.
Ugens tre forestillinger er:
Mandag og tirsdag: Meridiano Teatret med 'Al tid i verden'.
Onsdag og torsdag: Teater Bloom med 'Christian Særling'.
Fredag: BaggårdTeatret med 'Opsang'.
Alle tre er blevet anmeldt her på portalen.
Batida meddeler, at der i hvert fald er plads endnu til 'Christian Særling' (5–9 år) onsdag 27. november kl. 14 og 'Opsang' (14 år og op) fredag 29. november kl. 15, men ellers kan man forhøre sig via tlf. hos Batida 38 10 36 09 – eller mail på info@batida.dk
(caj)