31. juli 2012

Klar til Horsens

Horsens Teaterfestival – der tidligere lød navnet Horsens Børneteaterfestival, men har skiftet navn for at signalere, at både børn og unge tilbydes teateroplevelser – er i fuld gang med at forære billetter væk til dette års udgave af festivalen, som afvikles 14.-16. september.

Ca. 35 forestillinger med samlet omkring 100 opførelser venter forude – herunder tre internationale gæstespil: Franske Compagnie Arcosm åbner festivalen med ’Traverse’ og suppleres af det irske nycirkusteater Tumble Circus med ’Upabove’ og spanske ymedioteatro med ’SIE7E’ – to små ti minutters forestillinger på syv kvadratmeter for 15 tilskuere i et rullende intimteater.

De danske forestillinger er udvalgt ved hjælp af et dramaturgiat på fire teaterkyndige personer, og næsten alle forestillingerne er forlods anmeldt her på portalen.

For de kære børn er der udover teateroplevelser også kreativ skrammelworkshop og  fortællekoncert, mens de voksne formidlere kan deltage i Fagligt Forum, der byder på en workshop om, hvordan man sammen med børn og unge kan bearbejde en teateroplevelse.

Formidlerne har kunnet bestille gratis billetter 19.-28. juni og har igen fortrinsret fra 7.-16. august, inden de lokale børn og unge og deres voksne m.fl. kan komme til fra 19. august.

Man kan læse mere om billetter, om programmet, teaterforestillingerne og anden praktisk info på www.horsensteaterfestival.dk

Horsens Teaterfestival arrangeres af Horsens Kommune. Via refusionsordningen er Kulturministeriet økonomisk sponsor, mens årets festival tillige støttes af Bikubenfonden, Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Insero Horsens og Culture Ireland.
 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne