8. marts 2024

KLAP(pet) og klart

Det offentlige program over forestillinger på KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg ligger klar på festivalens hjemmeside

Det er altid en stor oplevelse at gå om bord i programmet over forestillinger til en forestående festival. Det gælder bestemt også KLAP – teaterfestival for små og store, der afvikles i Esbjerg fra 14.-21. april i år.

Programmet, der ligger klar på festivalens hjemmeside – www.klap.nu – dækker alle 288 offentlige opførelser af forestillinger i festivalens afsluttende weekend, hvor 93 teatre byder ind med 136 forskellige forestillinger. Der spilles på 18 forskellige spillesteder i Esbjerg By, hvor de første forestillinger vises fra fredag kl. 13. og den sidste søndag kl. 15.15.

Der er over 20.000 gratis billetter i omløb, selvom de dog først frigives 3. april til formidlerne og 5. april til alle andre. Der er tradition for, at formidlerne, der jo fungerer som opkøbere af de mange deltagende turneteatrets forestillinger, lige får et forspring. Og det benytter de sig selvfølgelig af i stor stil.

Men de over tre uger til billetbestillingens start betyder dog også, at der er god tid til at studere mulighederne nærmere og beslutte sig for prioriteringen af de kommende oplevelser. Billetter til de enkelte forestillinger kan til den tid bestilles online, via festival-appen eller ved at besøge festivalens billetudlevering i selve festivalweekenden.

Hærdede festivalgængere kan givet stadig huske, hvordan det var i de ’gode gamle dage’, hvor man først kunne få de trykte billetter til de enkelte forestillinger udleveret på selve spilledagen, hvor de til overflod først blev frigivet en halv time før forestillingens start. Og efter forestillingen så tilbage til billetudleveringen for at få billet til næste forestilling. Det skabte både monsterlange køer og en vis irritation, men der blev dog også snakket teater og oplevelser på livet løs, mens man alligevel stod og ventede…

Det lyder måske som et sagn fra de helt gamle dage, men sådan var situationen altså helt frem til festivalen i Hvidovre i 1996, hvor den frembrusende it-revolution her betød begrænset forudbestilling af billetter til formidlere, mens systemet blev udbygget på de følgende festivaler til dagens onlinebestilling og egen udprintning af billetter.

Følg med i forberedelser og løbende info på festivalens hjemmeside: www.klap.nu

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne