26. marts 2009

Kirsten Dahl er nu også egnsteaterkonsulent

Med nogen forsinkelse skal det da nævnes er på portalen, at egnsteaterkonsulenterne Susanne Danig og Carsten Wittrock har fået en kollega til afløsning for Anette Eggert, der trak sig fra posten i tavs protest mod de gældende arbejdsbetingelser.

Det blev Kirsten Dahl (f. 1957), der må siges at være aldeles kendt på børneteaterområdet – dels som mangeårig anmelder på Børneteateravisen, dels som forfatter til den redegørelse om børneteater, ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat.’, der blev præsenteret i efteråret og som bl.a. indgør som arbejdspapir for den siddende teaterlovskommission.

Kirsten Dahl, der p.t. også er i gang med en ph.d. om ‘Professionelt dansk børneteater og æstetiske læreprocesser’ er bosiddende i Århus og vil således udgøre det vestlige led i egnsteaterkonsulenternes geografiske indsatsområde…

De nu tre konsulenter har følgelig lavet en ny fordeling af ansvarsområder i forhold til de eksisterende teatre og de kommende evalueringer af samme.

Kirsten Dahl er cand.mag. med bifag i samfundsfag og hovedfag i dramaturgi fra Aarhus Universitet. Hun har været teateranmelder på Århus Stiftstidende siden 1995 og på Børneteateravisen ligeledes siden 1995.

Jobbet som egnsteaterkonsulent betyder, at børneteateravisen.dk har skullet revurdere Kirsten Dahls muligheder for at fortsætte som anmelder på sitet. Resultatet er blevet en aftale om, at hun fortsætter som anmelder på børneteateravisen.dk, men fremover ikke længere må levere anmeldelser af egnsteatrenes forestillinger.

Kirsten Dahl bliver i øvrigt ‘kontaktperson’ for egnsteatrene Den Ny Opera, Fredericia Teater, Teater Møllen, Randers Egnsteater, Teater OM, Vendsyssel Teater, Teaterkompagniet, Musikdramatisk Teater, Mungo Park Kolding, Limfjordsteatret og BaggårdTeatret.

Se mere om egnsteaterkonsulenterne og deres arbejdsområder på www.kunst.dk/scenekunst/teatre-og-institutioner/egnsteatre/egnsteaterkonsulenterne

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne