Den 6. juni i år blev indsamlingen af forslag til Danmarkskanonen skudt i gang, og siden er der afholdt et halvt hundrede kanon-debatarrangementer rundt omkring i landet som inspiration og supplement til den digitale aflevering af bud.
Nu har Kulturministeriet så meddelt, at der er indkommet i alt 2.274 forslag, som i kurateret form sættes til afstemning blandt befolkningen fra 15.-22. november, inden Danmarkskanonen offentliggøres 12. december.
Lige nu er seks udpegede kuratorer (se faktaboks) i gang med at gennemlæse og tematisere de mange forslag til denne afstemning ud fra kriterier, der går på, om forslaget kan ses som immateriel, om det kan begrundes historisk og har betydning for mange, og om forslaget er relevant både nu og i fremtiden.
Det er kulturminister Bertel Haarder (V), der er ophavsmand til dette forunderlige projekt. Som følger i hælene på de kanoner, som forgængerminister Brian Mikkelsen (K) fik fyret af i sin ministertid, bestående af ekspertudvalg fra syv forskellige kunstarter: arkitektur, billedkunst, design, litteratur, musik, drama og film.
Langtidsholdbar minister
Det var faktisk Bertel Haarder, der som undervisningsminister (1987-93) nedsatte et udvalg, som i 1994 fremlagde rapporten 'Dansk Litteraturs Kanon', der skulle fremhæve værdifulde forfatterskaber, men Mikkelsen løb altså siden med æren for også den litterære kanon.
Og på en måde virker Danmarkskanonen egentlig mere som et projekt, der i al sin folkelige kontekst skal være med til at sikre Bertel Haarders politiske eftermæle – ligesom han har haft travlt med at markere og fejre, at han nu er den længst siddende minister i Danmark siden systemskiftet i 1901 – han overgik 6. oktober fhv. landbrugsminister Kristen Bording (S), der i alt sad som minister i 7.852 dage.
Man kunne så have håbet, at dette samtidig var en anledning til at fejre Bertel Haarder som en visionær og kampivrig minister for kulturen, men der hersker en udbredt og til tider også udtalt skuffelse – fra Det Kgl. Teaters direktør til de mere ukendte kulturaktører – over hans forvaltning af kulturlivet.
Og det kan en Danmarkskanon ikke rette op på.
Nogle nedslag
Haarder har siddet med ved styrepinden på regeringens grønthøster, der skar op mod 600 mio. kr. af det statslige kulturbudget over en fireårs-periode; han har sanktioneret at en finanslovsaftale fratog Statens Kunstfund ni mio. kr. for at bruge dem til runesten, digitalisering af dansk film m.v. ('I princippet er det et lille indhug i armslængdeprincippet. Men det er ikke større, end at jeg kan acceptere det'); han har stået fadder til en hovsa-udfasning af statslige midler fra de små storbyteatre i København til provinsen, der indirekte var med til at sende et par børneteatre ud af ordningen; han har uden større relevans foreslået at lægge en række teatre sammen, fordi de alligevel laver det samme ('Mere kultur for færre penge'); han har stukket en kæp i hjulet for et af den forrige kulturminister allerede aftalte projekt om et Videnscenter for Scenekunst ('Jeg forholder mig skeptisk overfor oprettelse af nye videnscentre'); han er i gang med at radbrække Danmarks Radio, der skal nedskæres og udflyttes ('Og så må licensen gerne blive billigere, det vil gøre mange mennesker glade').
Listen er længere, håndteringen ind imellem forunderlig ufølsom.
Kulturstøtte i modvind?
Men kulturministeren går altså på strandhugst i folkedybet frem for at please kulturlivet – med en form for opbakning fra en megafonmåling for Politiken og TV2 for et års tid siden, der gav som resultat, at blot 38 pct. af befolkningen vil beholde det nuværende kulturstøtteniveau.
Men selvom Bertel Haarders kanon nok skal få held med i en vis udstrækning at 'tydeliggøre og formidle befolkningens og samfundets immaterielle kulturarv', som han udtrykker det – så virker det i en betrængt kulturpolitisk virkelighed som lidt af et omkostningsunødvendigt vådeskud. Et forsøg på at ramme sammenhængskraft og kulturarv trods løst krudt i kanonen (og ja, begrebet er godt nok kun ordmæssigt lig med våbenet, men det er altså fristende at bruge det lidt kliché-metaforisk…).
Men nu har folket så budt ind med begreber som hygge, frisind, foreningsliv, sangkultur, rummelighed og ytringsfrihed og meget, meget mere. Også aktører udi børneteatret er gået med på spøgen og har indleveret to bud: 'Det danske børneteater' og 'Aprilfestival – teater for små & store' – indleveret af henholdsvis TIO (Teatrenes InteresseOrganisation) og kompetencecentret Teatercentrum.
Børneteatret og Aprilfestivalen
TIO's bud fortæller om det moderne danske børneteaters særlige målsætning om at komme ud, hvor børnene er i forvejen, og spille forestillinger, der er tilpasset børnenes alder og forståelsestrin: 'Børneteatret tager fat på store emner, så de små kan forstå dem, reflektere over dem og snakke om dem – børneteatret og de kunstneriske oplevelser, som det leverer, er en vigtig brik i det store puslespil, der skaber det hele, empatiske og dannede menneske', som der bl.a. står.
Teatercentrums bud fortæller om en scenekunstform i en indpakning (festivalen), der hævder sig på verdensplan både kvalitets- og organisationsmæssigt og får teaterfolk og festivalarrangører til at strømme til, samtidig med at værtskommunens børn og unge ganske gratis bliver præsenteret for et overflødighedshorn af forestillinger.
Begge bud kan læses i fuld længde på Danmarkskanonens hjemmeside (se link i faktaboksen), men TIO's bud må nok regnes for mere 'immateriel' anvendeligt end den meget konkrete festival.
Til gengæld burde det glæde kulturministerens særlige økonomisans, at Aprilfestival, som er verdens største festival med teater for børn og unge, kan afvikles for relativt få penge, fordi over 100 teatre spiller gratis forestillinger (700 i alt) gennem en hel uge ('Meget kultur for få penge'…)
'Øget kulturel bevidsthed'
Men nu er det i første omgang ministerens udvalgte kuratorer, der tager stilling til de 2.274 forslag og dernæst befolkningen, der får lov at vælge.
'Resultatet af projektet skal gøre det tydeligt, hvad der skaber vores nationale identitet og sammenhængskraft, give befolkningen en bedre selvforståelse, dannelse og sammenhold, samt gøre os til et folk med en øget kulturel bevidsthed med fælles kulturelle erfaringer', som Bertel Haarder har udtrykt det.
Kulturministeriet har i øvrigt meldt ud, at man efter offentliggørelse af resultatet vil få produceret undervisningsmateriale til inspiration for folkeskolens øverste klassetrin samt ungdomsuddannelserne.
Derudover håber kulturministeren, at projektet kan inspirere integrationsarbejdet, undervisningen på aften-og højskoler og forslag til Unescos immaterielle kulturarvsliste.
Det lyder helt kanon! Ligesom en god kulturpolitik!
