15. maj 2013

Kan man anmelde anmeldelser?’

Alle er tilsyneladende enige om, at debat omkring (teater)kunst er vigtig, men så hører den totale enighed også op – i hvert fald blandt de debattører, der den seneste tid har ytret sig her på portalen i både lange og indholdsrige indlæg.

Den seneste holmgang omkring anmelderi startede med et vredladent indlæg fra en lærer, der følte sig forulempet af en anmeldelse af BaggårdTeatrets og Quasi Teaters coproduktion, 'Statsministeren'.

Det fik en anden underviser – og forfatter til flere dramabøger – på banen med et indlæg om, at anmeldelser af anmeldelser ikke nødvendigvis er særlig interessant læsning – og at vedkommende hellere ville læse om personlige oplevelser af forestillinger.

Den udmelding fik fluks en instruktør og teaterudvikler til at begå et indlæg, som både var et udfald mod forrige indlæg og en af portalens anmeldere.

Endnu et teatermenneske – en veteran med årtiers erfaring fra især dukketeatermiljøet – meldte sig nu med et flerstrenget indlæg, der både argumenterede for et rimeligt debatniveau – og spekulerede over, om det var muligt i forhold til en en-stjernet anmeldelse af Teater Skes 'Tornerose', som vedkommende var iscenesætter af.

Foreløbig seneste indlæg er så fra en person fra et helt nyt teater, der p.t. fortsat afventer sin første anmeldelse her på portalen, hvilket ikke afholder vedkommende fra at kommentere kritik af kritik og anmeldelser af anmeldelser.

For de, der ikke har fulgt debatten, er det bare at trække ud til venstre og følge ordkampen i debatspalten.

For selvfølgelig er debat om kunst og teater vigtig. Især når der er noget på spil og når indlæggende byder på refleksioner og holdninger.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne