Det lyder måske mest som en børneteaterforestilling for de 4-6 årige: En stædig pige og en opfindsom dreng tager et stykke grønt papir og en sort tusch, og så skriver de en ønskeseddel. Der er fem ønsker. Men de handler alle sammen om, hvorfor det er vigtigt, at børn vokser op med teater. Sådan. Så sætter de frimærke på og sender ønskerne ind til Kulturministeren – eller til Dronningen. Og til sidst får de naturligvis alle ønskerne opfyldt…
Sådan cirka har Statens Kunstråds Scenekunstudvalg gjort. Ikke for børneteatret, men for dansen. Efter samtaler med danseverdenens mange parter gennem det sidste år, og efter en dansevisionskonference i maj, har Scenekunstudvalget nu udsendt en grøn folder. På en enkelt side er dansevisionerne her skrevet sammen efter fem hovedønsker: Dansemetropoler, formidling, dans for livet, coproduktioner og et nyt arbejdsmarked. Dans for børn er et af fokuspunkterne, omend børnene er gemt i ønskeordet ’formidling’.
‘Vi anbefaler, at man udvikler dans for og med børn og unge og anerkender, hvor brugbar dansen er for børns udvikling. Tidlig kontakt med dans er en måde at sørge for, at vi får et stærkt dansemljø i fremtiden. Men udvikling af dans for børn kan ikke ske uden, at man anlægger et helhedsperspektiv, der indebærer, at også lærerne bliver klædt på til at arbejde med dans for børn’.
Sådan introducerer formanden for Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, Mikkel Harder Munck-Hansen, sin nye dansevision, der ligger på Scenekunstudvalgets hjemmeside som en offentlig ønskeseddel.
Kulturministerens egen vals
Dansevisionen ville antagelig også have skabt stor spontan debat og kulturministeriel respons, hvis de kulturpolitiske procedurer ellers havde været, som de plejer. Men kulturminister Carina Christensen lod bevidst hånt om denne længe ventede dansevision. Blot en uge før visionen skulle komme i december, gjorde hun hævd på sin ministerret til personligt at placere finanslovsmidler – og så fratog hun Peter Schaufuss Balletten statstøtten og viderefordelte straks midlerne, så kun en tredjedel blev hos dansen, nemlig fire millioner kroner til Dansk Danseteater.
Dermed blev dansedebatten anderledes ophedet end beregnet. Og den kom nok mest til at handle om Schaufuss.
Men det ændrer ikke, at det er væsentligt, at Scenekunstudvalget har udgivet denne dansevision. For essensen er, at det er lykkedes Scenekunstudvalget at formulere et bud på dansens behov de næste ti år frem. Nu, hvor Dansehallerne er indviet på Carlsberg med både den åbne scene Dansescenen, træningsstedet Dansens Hus for professionelle med faciliteter til fritidsdans for børn og voksne samt DanseInformationsCentret og flere dansekompagnier såsom Dansk Danseteater, X-Act og Mute Comp.
Dansevisionen bygger ikke mindst på rapporten ’Hvor danser vi hen? En vej frem mod 2012 for den moderne dans i Danmark’, som blev udarbejdet af Fællesrådet for Moderne Dans i 2007. Og dansevisionen afspejler også arbejdet hos foreningen Dans i Uddannelse, der senest på Dansens Dag den 29. april 2009 overrakte undervisningsminister Bertel Haarder et udkast for en læreplan for dans i grundskolen ude på Skolen for Moderne Dans på Holmen. Der er jo ingen fornuftig forklaring på, hvorfor musik og litteratur og billedkunst står på skoleskemaet, men ikke dans …
11.000 børn dansede med
Hvad angår dans for børn, så støtter visionen sig ikke mindst på arbejdet fra de såkaldte ’dansekonsulenter’, der senest har dokumenteret årets danseprojekter i en 16 siders rapport. Her er blandt andet levende beskrivelser af forsøgsordningen Dans for Børn, der i 2008/09 indbefattede danseforløb for 130 børnehaver og 170 skoler, der fik over 11.000 børn i 22 kommuner til at danse og til at se dans!
Dansekonsulenterne Anna Katrine Korning i København og Ulla Gad i Århus arbejder begge for Dansens Hus på projektet, så Dans for Børn har dermed også et ben i Dansehallernes ’dansemetropol’. Desuden skinner det igennem, at Det Kgl. Teaters Balletskoles bestræbelser på at skabe et balletskolenetværk hos de private danseskoler rundt om i landet også er ved at blive til en realitet.
Scenekunstudvalget har dog antagelig også skelet til andre landes forsøg på at forene scenedans med social dans og dans i skolerne. Ikke mindst England, hvor ’community dance’ udgør en vigtig bro mellem kulturforvaltning, socialforvaltning og skolesystemet i øvrigt. Men også Sverige, hvor ordningen Skapanda Skola f.eks. har udmøntet sig i skoleworkshops, hvor dansen er blevet inddraget i matematikundervisningen som ’dansematematik’; se selv den muntre kropsgeometri i Danstidningen nr 5/2009.
Ønskeseddelforfatter søges
Inspirationskilderne for dansevisionen er mange. Det opsigtsvækkende er, at Scenekunstudvalget har formået at skrive de utallige ønsker sammen og redigere dem så radikalt, at de kan være på én seddel. For her i denne kortform bliver dansens behov så indlysende, at en debat uvægerlig må opstå. Også om hvorvidt denne dansevision nu også har fokuseret rigtigt.
En vision skrevet på en hel kunstarts vegne er ikke seriøs uden en børneperspektivering. Og for børnekulturen er det af afgørende vigtighed, at børnene er eksplicit inddraget i en kunstarts visioner. I dansevisionen understreges det således, at børns oplevelser af dans er af grundlæggende betydning, både for den næste generations dansekunstnere, men så sandelig også for dansepublikummet. Udover at børns oplevelse af kropskunst kan stimulere deres øvrige indlæring og bevægelyst.
Kunne Scenekunstudvalget i princippet skrive en tilsvarende ønskeseddel for børneteatret? Eller ligger opgaven mere naturligt hos Teatercentrum, der i forvejen har den komplekse viden om børneteatret som fællesorgan for de mange forskellige børneteatre – og med sin internationalt enestående børneteaterfestival hvert år i april? Vil det smarteste være at bede Kirsten Dahl om at omskrive hendes glimrende børneteaterredegørelse til pixi-format?
Eller vil overvejelserne vise sig at være helt overflødige, når kulturministerens teaterudvalg – Lars Seeberg, Monna Dithmer og Staffan Valdemar Holm – kommer med deres teaterlandskabsbeskrivelse? Udmeldingen er godt nok annonceret forsinket til engang i februar, men det kunne jo være, at børneteatret her fik sin ønskeseddel formuleret …
Dansk børneteater er en succesrig kunstart med både raffineret erfaring og ukueligt gåpåmod, men i 2010 skabes børneteatret mere på gode idéer og havregrød end på kontinuerlige bevillinger og kulturpolitiske visioner. Dansk børneteater har altså om nogen kunstart brug for at få sat fælles ord på kunstartens behov. Også økonomisk. Ikke mindst efter sidste års nedlukning af det succesfyldte nationale ensemble for børneteater, som Corona La Balance ellers havde ført til skyerne i succes. For hvad er det, at børneteatret skal være i Danmark?
Voksenteatret vil formodentlig altid tage det meste af kagen. Sådan er det. Men børneteatret kunne garanteret få et større stykke, hvis børneteatret som samlet kunstart turde bede om noget mere konkret.
Altså: En stædig dreng og en opfindsom pige tager et rødt stykke papir…
