Enhver, der har mødt Ragnhild Kaasgaard, må erkende, at man her står overfor et meget muntert og snakkende menneske, hvis hjerte synes at sidde på helt rette sted.
Så der bliver selvfølgelig også grinet meget og fortalt et hav af små anekdoter langt uden for dette lille interviews forsøgsvise dagsorden under et besøg på Riddersalen.
Som egentlig bunder i, at Ragnhild er i gang med afviklingen af endnu 100 småbørnsforestillinger på Riddersalen af 'Barnevognen' og 'Åbent Hus' frem mod Aprilfestival i Sønderborg.
De vil så føje sig til de over 650 af slagsen, som de to små succesforestillinger allerede har på samvittigheden. Stationært og via et heftigt turneliv.
Det har betydet, at Ragnhild gennem de seneste år har lagt størstedelen af sit arbejde på det lille storbyteater på Frederiksberg, hvor hun også er fast inventar i den stort anlagte familie-juleforestilling, 'De Underjordiske' (på 10. år) – og sidste sommer også lige fik en tjans i forsommerens udendørs gratisforestilling 'Kiosken', afviklet i det grønne foran Riddersalens domæne.
Fra hjemmehjælper til skuespilleri
Men der har også været længere perioder uden skuespilleri-opgaver for den muntre lejesvend, og for nogle år siden blev en lang sommerpause fluks konverteret til tre måneder som henholdsvis pædagogmedhjælper i en børnehave og nattevagt på et plejehjem.
Hvad sidstnævnte job angår er det så også det, det ligger tættest på hendes oprindelige 'uddannelse' som hjemmehjælper ('Jeg fik et syv ugers kursus'), inden det professionelle teaterliv tog over i 1986 – som autodidakt, men med erfaringer i amatørteatret i Aarhus og studenterrevyen sammesteds.
Det er så blevet til 30 år med freelancearbejde primært i børneteatret – og afstikkere til et par sommerrevyer – og det begyndte med det længst hedengangne teater Madsens Album, inden hun var med til at starte Teatertruppen Replikken i Herning.
Her var det ikke mindst ungdomsforestillingen 'Majbrit', som hun ene kvinde turnerede rundt med i årevis, der viste hendes talent og gjorde hende kendt i miljøet – og siden har hun da også været med i forestillinger for bl.a. Teatret Fair Play, Teater Hund, Det Fortællende Teater, Teatret Møllen, Det Olske Orkester og mange flere.
Alligevel er det først for ganske nyligt, at Ragnhild har skiftet medlemskabet af Dansk Artist Forbund ud med et ditto i Dansk Skuespillerforbund, hvor hun har store planer om at holde metieren ved lige via de mange kurser, som organisationen tilbyder sine medlemmer.
Hver eneste forestilling er unik
'Majbrit' var i øvrigt en barsk og lettere deprimerende fortælling om ungdomsvold, som man har svært ved at forbinde med den bulderglade Ragnhild, der tager imod til en lille snak i det lille omklædningsrum på Riddersalen, hvor hun har 'arvet' Jytte Abildstrøms plads og sminkebord.
Dagens to forestillinger med 'Åbent hus' er vel overstået. Småbørnsforestillingen spiller alternerende med 'Barnevognen' gennem januar, februar, marts og april – med et par afstikkere udenbys pga. turneaftaler – så de er i hvert fald varmet godt igennem frem til Aprilfestival i Sønderborg, selvom det kun bliver 'Barnevognen', der deltager på festivalen, hvor der altid er stor efterspørgsel på småbørnsforestillinger.
Udover de mentale og praktiske skift mellem to forestillinger gennem hele spilleperioden kunne man måske forvente en vis afslappethed i afviklingen af enkelte forestillinger, fordi rutinen kan tage over, men her er Ragnhild klar i mælet:
»For mig er hver eneste forestilling unik. Og også et laboratorium for forbedringer og udvikling. Men vi har en utrolig forståelse for hinanden,« siger hun om det intuitive samspil med Erik Olsen, der er skjult dukkefører i begge forestillinger – og lige på dette tidspunkt i snakken kigger forbi og tilføjer, at »vi har en stadig lyst til at gå dybere med tingene og forestillingen hele tiden!'« – og væk er han igen.
Godt med krammere
»Og han får skam læst også og påskrevet, hver gang han laver en fejl,« lyder det gemytligt fra Ragnhild, der så absolut tager kunsten og den enkelte forestilling aldeles alvorligt.
»For mange af de små børn er det første gang de ser et teaterstykke – som måske åbner helt ind til sjælen. Og så skal de mødes med tryghed og varme, så de får en god oplevelse,« siger Ragnhild, der heller ikke er bleg for at uddele krammere til de små tilskuere efter forestillingen.
»Jeg er ikke et fedtøre, for der skal altså være masser af kærlighed i teatret og det må gerne smitte af på tilskuerne,« siger hun.
De to forestillinger, der spiller på skift på Riddersalen, er begge for de helt små, dvs. 1,5-4 år, men alligevel forskelligt i udtrykket.
»'Barnevognen' er supergod til de helt små, fordi forestillingen består af tableauer, mens 'Åbent Hus' passer allerbedst til de lidt større, fordi der er tale om en løbende fortælling, som man skal følge med i,« lyder det fra Ragnild.
Frygt og nysgerrighed
Hun oplever dog også, at ikke alle er helt trygge ved mødet med såvel teatret som den store dame med den overdådige paryk og farvestrålende kæmpekjole.
»Selv voksne mænd begynder at græde, når de ser mig!« lyder det muntert fra Ragnhild, der dog mere alvorligt erkender, at børn selvfølgelig kan blive bange, når de ser og hører hende tale så højt.
»Men ofte hjælper det, når jeg beder deres voksne om lige at gå lidt tilbage i salen og vente og se – og så kommer de ofte frem igen, når deres nysgerrighed overvinder frygten.«
Men også de voksne i form af forældre, bedsteforældre og pædagoger skal disciplineres lidt:
»Især velmente bedsteforældre kan være slemme til at 'simultantolke' for at sikre sig, at børnene forstår det: 'Se, der kommer hunden!' osv. Men man skal altså give børnene en chance for at se det selv. Jeg har enkelt gang måtte bede en bedstemor tie stille, fordi hun snakkede så højt til sit barnebarn, at det forstyrrede det for både de andre og os på scenen….« fortæller Ragnhild, der også sørger for at følge børn og voksne på plads forud for forestillingen og sikre sig, at alle har en god udsigt til det, der skal ske på scenen.
Og selvom der formentlig er flere gode sæsoner i både 'Barnevognen' og 'Åbent hus', så har de to småbørnsforestillinger været en så stor succes både kunstnerisk og økonomisk, at Riddersalen ikke overraskende barsler med en ny forestilling med samme koncept og samme skuespillerhold – og arbejdstitlen 'Små blå sko'…
Med Grundtvig i bagagen
Men lige nu står den altså på to forestillinger dagligt seks dage om ugen frem til sidst i april, hvor turen går til Aprilfestival i Sønderborg – og hvor dukkefører Erik Olsen også har et par småbørnsforestillinger med i regi af sit eget Olsens Teater.
Men Ragnhild Kaasgaard har således fast arbejde i sin freelancetilværelse en rum tid endnu, mens der også bliver tid til at passe andre gøremål – der ud over mand og to børn bl.a. omfatter tjansen som medlem af Bispebjerg Sogns Menighedsråd.
»Jeg er et rigtigt foreningsbarn; min far var menighedsrådsformand, min mor formand for ungdomsforeningen, farfar var kirkesanger, faster organist og min søster er præst, remser hun op om opvæksten i en familie med syv søskende i det vestjyske, nærmere bestemt Herborg ved Videbæk, hvor grundtvigianismen rådede.
»'Mennesket først', som Grundtvig sagde – og jeg har altid interesseret mig for den direkte kontakt med andre mennesker,« siger hun.
Hvad ingen, der har set hende i sociale sammenhæng, er i tvivl om. Og det bliver lige understreget med et par solide krammere, da Deres udsendte forlader Riddersalen ad bagtrappen.
Dog efter først lige at have frekventeret en raritet tæt ved Ragnhilds omklædningsrum, 'Storm P.s lokum', som der står på skiltet. Indenfor er det lille rum dekoreret fra gulv til loft af den populære tegner (der jo også selv snuste til skuespillerfaget) – hvilket har gjort toilet med gammel cisterne og det hele til et af Nationalmuseet bevaringsværdigt sted – ganske som det lille teater på Frederiksberg.
