6. oktober 2010

Kærlige myggestik fra Flyvende Farmor

Selvom Jytte Abildstrøm har lagt teaterlederkasketten fra sig, er der ikke meget forhenværende over den rødhårede ildsjæl, der stadig spiller teater, holder foredrag og på anden vis er aktiv i det kunstneriske rum.

Og nu har den 76-årige Jytte Abildstrøm så begået en børnebog med noget så utidsvarende som dyder. ’Flyvende Farmors mirakuløse myggestik’ er skrevet sammen med forfatteren Søren Lind, mens Otto Dickmeiss har illustreret.

’Det er de ting, som binder os mennesker sammen, der er grobund for alt: Kærlighed, omsorg, hensyntagen, ydmyghed og hjælpsomhed. Og der sker så mange ting i vores verden, man må gøre noget for, at børn og forældre får rørt ved, talt om og filosoferet over disse dyder. Og kan man grine samtidig, er man kommet langt’, lyder det i pressemeddelelsen om de tanker, der fylder børnebogen.

Bogens er bygget op om en situation, hvor Flyvende Farmor passer barnebarnet Eva, hvis forældre er på ferie. Hver dag byder på en ny udflugt eller situation, der ansporer farmor til at læse en af sine yndlingshistorier højt for Eva. Det bliver til både kendte og mindre kendte historier af bl.a. Selma Lagerlöf, H.C. Andersen og Victor Hugo. Undervejs bliver begreber som hjælpsomhed, nøjsomhed og andre farmor-dyder hevet op af håndtasken.

Medforfatter Søren Lind (f. 1970) er uddannet i filosofi og har tidligere skrevet bøger om sprog, erkendelse og den menneskelige bevidsthed. Og det var en redaktør på Politikens Forlag, der koblede ham sammen med Jytte Abildstrøm om det aktuelle projekt.

’Flyvende Farmors mirakuløse myggestik’ er på 122 sider plus en cd og koster 200 kr. Den udgives af Politikens Forlag og lanceres 12. oktober i Riddersalen for presse, venner og familie. Selvfølgelig med oplæsning fra bogen af Jytte Abildstrøm – og ledsagende harpespil fra Tine Rehling.

Der er mulighed for at deltage via forudgående henvendelse til piet@riddersalen.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne