Familieteatrets klassikere er nogle af de sværeste at nytolke. Flere generationers erindringer og nostalgi rotter sig sammen om instruktøren, der helst skal dyrke alverdens detaljer, PRÆCIS som i gamle dage. Og samtidig skal instruktøren have sit helt eget greb om forestillingen – enkelt, klart og nyt. Det kan godt virke uoverstigeligt.
Men på Folketeatret er det altså lykkedes med 'Nøddebo Præstegaard', der i år fylder 125 år. Teaterdirektør Kasper Wilton har selv sat i scene, og hans overblik og dybe kendskab til den elskede københavnerforestillings minutiøse replikker og ritualer viser sig med klarhed og overskud.
Sammen med forfatteren Niels Lindén har han digtet en rammehistorie, så Nissefar bliver en tydeligere fortæller af den ellers ret så bedagede historie. Altså juleberetningen om de tre mandlige studerende, der sidder på Regensen og keder sig med eksamenslæsningen, men som heldigvis får mulighed for at drage på landet i julesneen for at komme i nærheden af forlovelsesmodne kvinder …
Nøddebo for teenagere
Nogle iscenesættelser af 'Nøddebo Præstegaard' fokuserer på børnepublikummet ved at have nissebørnsløjerne i fokus. Det gør Kasper Wilton ikke. Faktisk er netop nissebørnene de mindst interessante ved denne opsætning. De optræder konsekvent helt synkront – med nøjagtig de samme albuevrik, der åbenbart skal erstatte individuelle krumspring og narrestreger, der antagelig ville have været sjovere at se på. Men det får være.
Til gengæld rammer Klaus Søndergaard præcist nissefaderens sjove blanding af fortæller og medsammensvoren, så børnene elsker ham fra første øjeblik. Og Jeanette Binderup-Schultz’ nissemor samler nissebørnene med kærlige arme. Det er skønt.
For Kasper Wilton har været konsekvent: Han har skubbet handlingen fra at være en børnehistorie til at være en teenagehistorie om drømmen om at blive forelsket. Derfor er hans hovedperson vitterlig den nybagte student Nicolai, der for første gang får lov til at komme til Nøddebo i julen sammen med sine to storebrødre. Og Nicolai tænker ikke på så meget andet end de to præstedøtre, han har hørt så voldsomt meget om…
Det er ulækkert at kysse
Den legendariske Ove Sprogøe-rolle som Nicolai spilles i år af den debuterende Kristoffer Helmuth. Hans Nicolai er munter og ligetil – sprælsk og med en god klangstemme.
Som de to ældre brødre giver Nikolaj Bjørn-Andersen og Mikkel Kaastrup-Mathew godt modspil og skægge manerer. De matcher også godt deres to udkårne præstesild: Lise Koefoeds kønne og livlige, men ret så skingre og overgearede Andrea Margrethe – og Sofia Nolsøes smukke og rolige og mere traditionssikre Emmy. Sofia Nolsøe har guldalderroen i sig.
Børnetilskuerne synes dog stadigvæk, at det er temmelig klamt, når de forlovede par skal til at kysse hinanden. De væmmes faktisk næsten lige så meget som Nicolai…
Harris er julen selv
Men når denne 'Nøddebo Præstegaard' virker så helstøbt, så er det ikke mindst, fordi Preben Harris dukker op i rollen som den gamle klokker, Mads Hjulmand. Preben Harris har spillet forskellige roller i forestillingen gennem årtier – og instrueret den selv – og nu står han altså i rollen som klokkeren i den uldne trøje på det kolde kirkeloft.
Preben Harris’ stemme når ud til alle, tydeligt og varmt, og han rører tydeligvis både børn og voksne, fordi han er så oprigtig. Han siger sine replikker, så man kan mærke, at han mener dem. Og i denne 'Nøddebo Præstegaard' kommer han til at virke som julen selv.
Preben Harris’ tilstedeværelse skaber i sig selv en bro til alle de tidligere opsætninger af denne gamle julehistorie. Og han udstråler en kraft, som man ellers kun ser hos karakterdanserne ved Den Kongelige Ballet i klassikerroller som Heksen i 'Sylfiden' eller Munken i 'Napoli'. Hans Mads Hjulmand er skuespilkunst med tradition.
Mere end sit fadervor
I 'Nøddebo Præstegaard' står næste generation imidlertid også på spring. Kristian Boland har nemlig overtaget partiet som Pastor Blicher. Og han formår at blande sin storladne og raffinerede musicalfacon med en præstejordnærhed i det nordsjællandske, så man slet ikke er i tvivl om, at denne mand nyder at lade som om, at han styrer sin familie…
Kristian Boland har et vidunderligt glimt i øjet, så han ikke bare spiller vrissent familieoverhovede, men i langt højere grad betoner det moderne og det humanistiske i dette præsteportræt, der vel at mærke er skrevet længe før, at københavnerne havde hørt om Freud… Denne præst kan mere end sit Fadervor. Det er godt set.
Og Sonja Oppenhagen er smilende og overbærende i rollen som hans hustru, omend iscenesættelsen ikke giver hende mulighed for at give ham synderligt modspil. Men smil er også godt!
Voldsomme tangenter
Grin bliver det også til, når Søren Hauch-Fausbøll spiller den glemsomme og ikke så voldsomt begavede Ovesen med herligt underspillet humor, og Lisbeth Gajhede spiller på alle voldsomme tangenter i rollen som hans utålmodige og dog utrættelige Madam. Og Bende Harris spille Sidse Lugekone med en fin gammelkonestilhed og hovedrysten, der mildner.
Men bare rolig. Kapelmester Tom Krøyer kan sin juletræsvandring, så ’Børn og voksne i kærlig krans’ spilles præcis i det tempo, der er det rette. Hanen galer. Nisserne driller. Og sneen daler.
Det er jul i Nøddebo, præcis som det skal være.
