»Et jubilæum er uundgåeligt en anledning til at kigge bagud. Jeg har haft mulighed for at følge begge jubilarerne fra start til nu og set det meste.
Corona, fra voksenstarten med Marie Lalander og forandringen til et fuldgyldigt turnerende børneteater, efter Jørgen Carlslund overtog ledelsen i 1988. Et danseteater, der med en meget smuk enkelthed i udtrykket har forbundet en stor variation i udbuddet og har formået at udvide oplevelserne til at kunne nå et publikum fra babyalderen til lige før det bliver voksent. En særlig trend har været forestillinger med en filosofisk, erkendelsesmæssig undersøgelse af fænomener som tyngdekraften, balance, energi, der netop klarest er umiddelbart forståelige via kroppen.
La Balance, som fra starten også dyrkede et voksenpublikum i ind- og udland, men snart fandt sit foretrukne publikum blandt større børn og unge. Forestillingerne har ofte bygget på betydelige klassiske tekster af bl.a. H.C.Andersen, Shakespeare, Büchner og senest Jarry, men også helt barske nutidstekster som Guillous ‘Ondskaben’ og Kristofs ‘Det store stilehæfte’. Der er lagt stor vægt på fortællingens bredde, visualitet og musikalitet med original skreven musik, der gerne spilles live, som et direkte akkompagnement. Forestillingerne har stor loyalitet over for de originale teksters holdninger af alvor, uhygge og humor.
Når jeg kigger tilbage på de to teatres repertoire, mindes jeg ikke forestillinger, hvor jeg er gået derfra med et ”tjah” eller ligefrem ”Vorherre bevares” i munden. Det kan skyldes dårlig hukommelse, men jeg har løbet ned over repertoirelisterne. Og et par ”tjah’er” har der nok været. Ellers havde de ikke vovet nok.
For tre år siden valgte de så, meget klogt, at fusionere og søge om at blive det første statsensemble for børneteater og blev valgt.
Fusionen har på en gang fastholdt de to lige skitserede repertoireprofiler, men også skabt et lykkeligt samspil mellem dem både i projekters opståen, udvikling og fremtræden.
I det hele taget har Corona La Balance bekræftet en lang række muligheder i statsensemble-ideen som et center for udvikling af forestillinger, udbygning af internationale relationer og træning og styrkelse af faglig bevidsthed om børneteatrets status og videre udvikling.
Det får nu lov at fortsætte et år for nedsat kraft, og så holder det op som et slag i luften. Corona La Balance har valgt at fortsætte fusionen på sine gode erfaringer med den, men arbejdsbetingelserne kendes ikke endnu.
Ideen om et statsensemble stammer fra musikområdet, men der havde ensemblerne den konstans, at de både før, imens og efter var det ensemble, de nu var, fx Kontrakvartetten. For et børneteater gælder det, at det er som en frø, der får lov at puste sig op et stykke tid, men skal af med luften igen og blive lille, uden sikkerhed for at kunne nøjes med at falde tilbage til sin oprindelige størrelse.
Nu er det jo så noget, der åbenbart kun kommer til at ske én gang. men det er endnu et eksempel på den stadige divergens mellem ord og handling i forholdet mellem i dette tilfælde børneteatret og det politiske system.
Statsensemblet skulle være en bekræftelse på hele børneteatrets status, som en af de betydeligste udviklinger inden for dansk teater- og kulturliv i det sidste halve århundrede. Et løft til den almindelige, offentlige bevidsthed om dets høje kvalitet og internationale anerkendelse.
Og hvad sker? Kulturministeren kommer og åbner med tale og blomsterplantning på knæ. Rejser sig og børster buksebenene. De sidste blitz lyner, og så rækker interessen ikke længere.
Der er penge til tre år og der skrabes sammen til et fjerde for nedsat kraft, og det var det kulturinitiativ.
Nu skal man jo ikke hænge sig i bedrøveligheder, selvom de kan være meget vedholdende nutidige, men se fremad.
Corona La Balance er et smukt eksempel på, at et område sat i meningsfuld udvikling tiltrækker kvalificeret tilvækst, som det skete for 25 og 20 år siden og stadig sker i dag. Også en del ukvalificerede, men de truer pga. støttesystemerne ikke udviklingen.
Det ville have været betydelig morsommere for Corona La Balance at vige pladsen for en anden af flere kvalificerede spillere fra børneteatret, end at sætte liv i og bekræfte ideen om et statsensemble for så at begrave den som fire-årig.
Det bagud skuende ved dagens to jubilæer viser et kunstnerisk regnskab i smuk balance og en egenkapital af løfterigt initiativ.
Et slag er tabt, der er tid til at vinde et nyt. Ud over jubilæer er vi inviteret for at blive præsenteret for noget, der er mere end en skitse til at få
etableret et Børneteaterhus i København. Corona La Balances vision for et børneteatrets sted til synliggørelse af de herlige oplevelser, det har at byde på for ægte børn og folk med barnlige sjæle, der endnu har oplevelsesevnen i behold. Det har været en mangeårig drøm for børneteatrets folk.
Måtte fremlæggelsen åbne for et håbefuldt kig ind i en ikke alt for fjern fremtid fuld af mælk, honning og børneteater.
Til lykke med jubilæerne og til lykke til os alle med det børneteater, vi har og ikke skal til at opfinde. Vi skal bare skaffe det tag over hovedet, og hvad det ellers behøver for at vise sin fulde styrke.
Læs også artikel ‘Fra luftkastel til slot’ her på sitet
