Ragnhild har været skuespiller i omtrent 35 år, så hun er om nogen velbevandret på den danske teaterscene og har i særdeleshed gjort sig bemærket i teater for børn og unge. I foråret debuterede Ragnhild som filmskuespiller i filmen ’Miss Viborg’, hvor hun tilmed har hovedrollen som den surmulende og sammenbidte Solvej, som umiddelbart er svær at få øje på i imødekommende Ragnhild.
Ragnhild troede først, at det var telefonfis, da hun blev inviteret til casting på hovedrollen i en spillefilm, men nu kan hun også skrive filmskuespiller på CV’et. Efter syv år fandt instruktøren Marianne Blicher endelig den kvinde, der skulle være hendes ’Miss Viborg’. Ragnhilds debut har været ganske velmodtaget, senest har hun fået tildelt Lauritzen Fondens Wauw-pris – en pris, der uddeles til en skuespiller, som har givet en overraskende præsentation.
Fra sprudlende til introvert
»Der er meget Ragnhild i ’Åbent hus’, jeg tager fra mig selv og jeg vil gerne have, at børnene kan mærke, at det er dig og mig. Der skal skabes en fornemmelse af, at vi er sammen om det her,« fortæller Ragnhild om børneteaterforestillingen, som hun er aktuel med på Riddersalens scene. Her fortæller hun om sin fireårs fødselsdag, hvor hendes tøjdyr Hunni bliver væk.
Og som fireårig i ’Åbent hus’ er Ragnhild sprudlende, energisk og kærlig. Det er ganske andre ord, jeg ville tage i brug i beskrivelsen af Solvej i ’Miss Viborg’, men rollen vækkede også genkendelse hos Ragnhild.
»Jeg kunne godt genkende Solvej, jeg kunne genkende den verden, hun lever i. Hun er introvert, surmulende og giver ikke ved dørene og har det bedst derhjemme. Hun viser kun små sprækker af sig selv til resten af verden – det er også mig,« fortæller Ragnhild om arbejdet med rollen som Solvej.
’Miss Viborg’ er historien om Solvej, en førtidspensionist, som lever i fortiden og har lukket verden ude. Hun tjener penge på at sælge sin receptpligtige medicin til trængende i boligblokken i Viborg, som hun kommer omkring på sin elscooter. Hun besøger den lokale grill dagligt uden at omgås andre, og om aftenen repeterer hun spanske gloser efter bedste evne. Naboens teenagedatter Kate viser pludselig interesse for den ellers oversete Solvej, og der udvikler sig et ømt forhold mellem de to lidt uønskede og drømmende skæbner.
Som Ragnhild siger: »Solvej er en af de skæbner, vi ofte skærer ud af billedet. Hun er en af dem, vi ikke vil se på. Filmen kunne sagtens have handlet om den hårdtslående teenager, men det skulle handle om Solvej.«
Selvom Solvej ikke er den mest snakkesalige figur, så var det alligevel en stor mundfuld at overskue det lange filmmanuskript. »Det er et stort manuskript, og når man har hovedrollen og er med i hver eneste scene, så er det svært at forholde sig til,« fortæller Ragnhild om opstarten.
Ragnhild lavede derfor et partitur over Solvejs følelsesregister. For hver scene har hun fået en farve og en graduering, som antyder hvor hun befinder sig følelsesmæssigt.
»Det var den måde, jeg kunne finde ind til de små sprækker i Solvej. Men det var svært at komme fra det store udtryk på teaterscenen til det subtile og afdæmpede, som nærbillederne kræver. Jeg skulle lægge en dæmper på mimikken, men det blev meget hurtigt naturligt for mig, for det var jo Solvej.«
»Man bliver jo ved med at arbejde med det og være indeni figuren. Marianne Blicher (instruktøren, red.) sagde også, at jeg blev mere og mere grumpy og begyndte at brokke mig over Gud og hvermand. Jeg tog Solvej til mig.«
At arbejde med en anderledes mut og alvorlig rolle var glædeligt for Ragnhild.
»Når man er skuespiller, vil man jo gerne bruges i alle felter, man vil gerne have det hele i spil. Jeg synes, at det er en gave at få lov til.«
Uden publikum
Udover den for Ragnhild lidt atypiske figur, var det at blive filmet en noget uvant del af det professionelle virke. Derfor forberedte hun sig ved at lave små film med sig selv under corona dels for at dele det med familiemedlemmer i isolation, men også for at vænne sig til at blive filmet og vise det til andre.
»Jeg var nervøs de første dage, og jeg lærte koderne på filmsettet by doing. Men da jeg lige var landet i det, fandt jeg ud af, at jeg godt kunne. Og jeg blev skidegodt hjulpet på vej af Marianne, hun var virkelig en god instruktør for mig.«
At optage på et filmset var noget helt andet end at stå på scenen foran børn og unge, hvor Ragnhild altid har fokus på at tage sig godt af publikum og at gribe det, de byder ind med.
»Det var spændende at kunne slippe det levende publikum – ikke skulle være opmærksom på deres reaktioner. I rollen som Solvej skulle jeg bare koncentrere mig om mig selv. Hvad skal der til, for at jeg kan få scenen til at hænge sammen. Jeg skal ikke spejle mig i publikum og spørge: mærker de det? Er der ro? Er de med?«
»Det kræver et gennemarbejdet forløb, når man henvender sig til børn, og der er plads til improvisation, for det er vigtigt at publikum føler sig hørt, men der er ingen svinkeærinder. Børn er noget af det mest uforudsigelige, og de kræver tilstedeværelse,« fortæller Ragnhild om at sit arbejde som teaterskuespiller.
Det er ikke blot kameraet og det ikke-eksisterende publikum, der udgør forskellene fra en teaterproduktion og filmproduktion, den kunstneriske proces adskiller sig også.
»Processen i teater og film er selvfølgelig forskellig, fordi vi på teatret har en prøveperiode på højst fem-syv uger, hvor vi gennemtrevler tekst og flytter rundt, øver og gennemgår. Og derefter reproducerer vi hver aften. Det gør man jo ikke i film – hver dag er en ny scene, en ny handling. Men så skal man så levere indenfor de ”takes”, man nu har. Og så kan man rive den scene ud af manuskriptet, og så skulle den aldrig laves igen. Det skulle jeg lige lære at håndtere.«
»På den måde er der stor forskel. Men arbejdet handler jo stadig om at finde rollen i sig selv, og det arbejde der foregår indeni mig, er stadig det samme,« fortæller Ragnhild.
Den ’ukendte’ skuespiller
Til prisuddelingen SVEND, hvor Ragnhild var nomineret i kategorien Årets håb, var der ikke mange, der kunne genkende hende. »For mig er det egentlig ligegyldigt, at folk ikke kan genkende mig. Hvis jeg var tyve og bare gerne ville på, så havde det nok været noget andet,« fortæller Ragnhild om sin entre som teaterskuespiller i filmverdenen.
»Men hvis man spurgte børn fra 1,5 til 5 år, og hvis de kunne svare, så ville jeg være et kendt ansigt. De bliver bare aldrig spurgt.«
Det understreger den store forskel på de to verdener, filmens kendiseffekt og hvad der trækker folk i biografen.
»Folk derude vil jo gerne se dem, de kender. Det trækker ikke, når der ikke er kendte ansigter på plakaten,« konstaterer Ragnhild, og tilføjer: »jeg har altid været her, jeg har bare lavet noget andet.«
Instruktøren Marianne Blicher har dog bevidst valgt nogle forholdsvis ukendte skuespillere, og Ragnhild er beæret og ydmyg over, at hun fik muligheden for at lave film. »Jeg synes det var modigt af Marianne at vælge mig. Det har været et kæmpe privilegie for mig at være med og få min spillefilmsdebut som 60-årig. Det er sjovt at lave teater, og det er lige så sjovt at lave film. Så jeg vil bare gerne lave mere af det hele.«
Man kan opleve Ragnhild Kaasgaard som Solvej i filmen ’Miss Viborg’, der er tilgængelig på Blockbuster og Viaplay. Og så kan man opleve hende i levende live på Riddersalens scene i ’Åbent hus’ – en poetisk børneteaterforestilling, som spiller frem til den 16. oktober.
